Sådan synkroniserer du din Android-mobil med iTunes

Tip: Vil du fortsætte med at bruge iTunes, selvom du er gået fra iPhone til Android? Læs i denne guide hvordan du gør.

Sådan synkroniserer du din Android-mobil med iTunes

Du behøver ikke nødvendigvis flytte dit musikbibliotek fra iTunes, hvis du skifter iPhonen ud med en Android-mobil. Synkroniseringen imellem Apples eget musikprogram, og din nye telefon, kan nemlig klares med en app.

Som udgangspunkt tillader Apple ikke, at iTunes bliver synkroniseret med andre producenters enheder. Det kan dog godt lade sig gøre, hvis man er tilfreds med musikprogrammet på computeren, og egentlig helst vil beholde det.

Et godt eksempel er TuneSync-app’en, som kan synkronisere spillelister fra iTunes over på Android-mobiler – trådløst via Wi-Fi. Ændrer du i en iTunes-spilleliste på computeren, vil ændringerne blive synkroniseret over på mobilen.

TuneSync findes både i en betalingsversion (35 kroner) og en gratis Lite-version, som er begrænset til 20 sange og én spilleliste. Sidstnævnte kan med fordel benyttes til at kontrollere, om man finder løsningen interessant.

Klargør computeren

Først skal du installere programmet – det såkaldte TuneSync Server – på din computer. Det er dette program, som sørger for, at computeren og iTunes snakker trådløst sammen med Android-mobilen. TuneSync Server, som findes til både pc og Mac, kan downloades via dette link.

Åbn programmet, når det er downloadet og installeret. Et lille ikon vil fremgå nederst i højre hjørne på en pc, og øverst til højre på en Mac.

Start iTunes og sammensæt de spillelister, som du ønsker at synkronisere til din Android-telefon.

Opsætning af mobilen, trin for trin

Nu skal du have sat TuneSync op på mobilen:

1. Download TuneSync (eller TuneSync Lite) her via app-butikken Google Play.

2. Åbn app’en for derefter at trykke på “Host Computer”.

3. App’en søger efter musikbiblioteker på netværket. Vælg det ønskede bibliotek, når det toner frem på skærmen. Herefter forsøger app’en at forbinde til iTunes for at fremvise en liste over dine spillelister.

4. Vælg de spillelister, som du ønsker at synkronisere til telefonen.

5. Sæt hak i “Enable Sync” i app’ens hovedmenu og vælg “Sync Now”. Hvis der allerede er et flueben: Fjern det for derefter at sætte det igen.

Når først det hele er sat op, vil TuneSync automatisk synkronisere iTunes-spillelisterne og Android-mobilen hver 12. time (såfremt de er på samme Wi-Fi-netværk).

Der er også mulighed for selv at ‘gennemtvinge’ en synkronisering. Fjern fluebenet ved “Enable Sync” i app’ens hovedmenu for derefter at tilføje det igen.

I tilfælde af problemer kan man finde forskellige hjælpevejledninger via tunesync.com.

Efterfølgende om temaet

Tematikken er stadig aktuel. mobilsiden kørte videre med bolden. Allerede d. 23/12/2011 publicerede vi en opfølgning med artiklen TuneIn Radio – over 50.000 radiostationer i lommen – Læs her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.