Derfor blev Xperia X10 ikke en succes

Web-TV: X10 skulle have været Sony Ericssons smartphone-brag for et år siden, men det blev Xperia mini'erne, der løb med kunderne. Sony Ericsson giver her deres bud på, hvorfor det gik sådan.

Derfor blev Xperia X10 ikke en succes

Med annoncer på blandt andet Rådhuspladsen i København, der var en lille brik i en kæmpe-kampagne, søsatte Sony Ericsson for et lille år siden deres første Android-flagskib Xperia X10.

X10 skulle generobre det tabte tærren på smartphone-markedet, hvor de hidtidige topmodeller Xperia X1 og X2 med Windows Mobile-systemet, var Sony Ericssons bedste bud på en smartphone.

Uheldigvis blev Xperia X10 ikke den monstersucces, der var lagt op til.

Måske var årsagen, at der blev satset på Android version 1.6? For mens konkurrenterne hurtigt kom op på den nyere og mere stabile version 2.1, og senere 2.2, haltede Sony Ericsson bagefter, og tabte vigtige point i et hårdt presset marked.

Egne tilpasninger

– “Vi vil gerne sætte et Sony Ericsson-præg på vores produkter. Derfor havde vi brugt noget tid på at udvikle bl.a. Timescape og Mediascape på vores mobiler. Det var årsagen til, at vi nok blev overhalet indenom på det tidspunkt, hvad angår Android-versionen,” forklarer Kenneth Møller, national account manager og presseansvarlig i Danmark.

Derudover blæste vindene fra anmelderne heller ikke X10-flagskibet i den rigtige retning.

Mini’erne blev redningen

På Mobile World Congress 2010 annoncerede Sony Ericsson så det, som skulle blive deres 2010-redning. Xperia X10 mini og Xperia X10 mini pro bragte igen Sony Ericsson tilbage i bevistheden hos såvel anmeldere som mobilkøbere.

Den på tidspunktet chokerende lille størrelse, udskiftlige covers i frække farver og en genial tilpasning af Android-systemet til en mini-skærm, gjorde både mini og mini pro interessante for kunder, der aldrig før havde haft en touch-mobil.

– “Xperia mini pro tog væsentligt bedre fat, end vi havde regnet med. At den ligefrem skulle gå hen og blive Danmarks mest solgte telefon på et tidspunkt, havde vi ikke forventet,” siger Kenneth Møller blandt andet i indslaget ovenfor.

Samtidigt var mobilanmeldelserne positive, topkarakter på blandt andet Mobilsiden.dk, og Xperia X10 mini opnåede også en hædersbevisning for designet, uddelt af den prestigefyldte Red Dot Award komite.

I løbet af foråret forsøger Sony Ericsson sig igen i toppen af smartphone-markedet. Det sker med Xperia Arc, der lanceres med den hidtil nyeste Android version 2.3, også kaldet Gingerbread.

Flere artikler om Smartphone

Siden redaktionen kørte denne fortælling er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fulgte op på sagen. 25/1/2011 publicerede vi en vinkel omkring Android-mobil skal styre satellit – Læs den her. Se også seneste nyt om tematikken her..