Motorola Moto 360 – de første indtryk [WEB-TV]

Verdens første (næsten) runde smart-ur er landet på mobilsiden.dks redaktion. Her er vores første indtryk.

Motorola Moto 360 – de første indtryk [WEB-TV]

Det er med stor entusiasme, at kassen til verdens første runde smartwatch, i dag blev åbnet. Motorola Moto 360 er uret, som hidtil har vist flest muligheder i Googles styresystem til smart-ure, Android Wear.

Læs også: Moto 360 – smartwatch fra Motorola

Så snart man spænder uret om håndleddet er man ikke i tvivl, det cirkulære design er et tiltrængt brud med kvadratiske smart-ure og deres kantede look. Moto 360 er først og fremmest et ur, hvor smart-ure fra Samsung, LG og Sony rettere kan defineres som lomme-computere med en rem.

Det industrielle design er samtidig vellykket, her er minimalisme, som snildt kunne finde vej til et Stelton eller B&O-katalog. Et lille kritikpunkt er dog de fysiske mål, uret hører til skaren af større herreure med sin 46mm store skive.

Men selvom uret er stort, virker det ikke overdimensioneret. Tykkelsen på 11,5 mm gør at uret nærmer sig grænsen til det klodsede – dog uden at overskride den.

For at gøre skærmen både stor og rund, har Motorolas design-team måttet sluge nogle kameler. Den største, og mest kritiske, anke bliver formentlig en kortere driftstid, for batteriet på 300 mAh hører til de mindre i klassen, men skal samtidig drive en af de største skærme på markedet. En anden, mindre bet er at lys-sensoren og displayets tilslutninger dækker for det nederste af skærmen – og så er skærmen ikke synderlig skarp.

En sjælden aura

Men de mange småskavanker er indtil videre glemt, Moto 360 besidder den sjældne aura, som kun radikalt nye produkter kan afgive. Og som tester forelskes man nemt i Moto’ens futuristiske, men samtidigt vidunderligt enkle udtryk.

Driftstiden, Android Wear applikationer på runde skærme, stemme-aktivering på både engelsk og dansk hører til de ting vi vil teste i den nærmeste fremtid. Det er med stor begejstring at testen nu skydes i gang.

Se vores første indtryk nedenunder.