Vi har testet Passbook på iPhone – den digitale tegnebog

Web-TV: Hvad er meningen med Passbook på iPhone? Vi har testet systemet og viser her, hvordan det bruges i praksis.

Vi har testet Passbook på iPhone – den digitale tegnebog

Snart slipper mobilejere for at gå rundt med rabatkuponer eller fly- og koncertbilletter i lommen. Apple er med Passbook på iPhone i fuld gang med at gøre tegnebogen digital.

Virksomheder rundt om i landet, tester netop nu Passbook, som automatisk popper frem på mobilskærmen, når kunden nærmer sig en virksomhed, som matcher f.eks. en rabatkupon på telefonen.

I Odense er Svend Michelsen Chokolade med i et forsøg sammen med TV 2. Trods det begrænsede kendskab til muligheden blandt kunderne, har en test med halv pris på softice, været en succes.

– ”Inden for den første uge er omkring 15 procent af de rabatkuponer vi har udbudt via annoncering i nogle apps, blevet indløst,” fortæller Thomas Bjerre, indehaver af Svend Michelsen Chokolade i Rosengårdcentret.

Også små forretningsdrivende kan få glæde af de digitale muligheder.

– ”Små virksomheder får med Passbook adgang til billig annoncering og relationer til kunderne. Men selvfølgelig kan man også forestille sig, at Apple på længere sigt ser Passbook som en indtægtskilde,” siger TV 2’s mobilansvarlige Jan Hoffmann, der står bag pilot-forsøgene.

Det forventes også, at Microsoft og Google, vil udbrede konkurrerende systemer til Passbook.

Læs også:
 – Danmark er bagefter på Passbook 
 – Europæiske teleselskaber sammen om mobilbetaling