Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   LG G4 - Enestående kamera og læder der lokker [TEST]

LG G4 - Enestående kamera og læder der lokker [TEST]

Anmeldelse - LG har to mål med flagskibet G4: at bringe nye materialer og et glimrende kamera til forbrugerne. Mission accomplished.

LG G4
LG G4

Når LG designer topmobiler er det med entusiasterne for øje. Den sydkoreanske Samsung-rival er ikke bange for at prøve nye features og formater af, og generelt at forsøge med alternative løsninger til resten af mobilbranchen. Og ofte kommer der interessante løsninger ud af det - ledsaget af en skarp prissætning.

LG nyeste flagskib hedder kort og godt G4 og følger i sine forgængeres fodspor - på nær prisen. Hvor LG’s G, G2 og G3 tidligere underbød konkurrenterne lander G4 næsten i samme høje prissegment som klassens dyreste mobiltelefoner.

Til at berettige den høje pris satser LG dog på gode salgsargumenter: skærmen er stor og lysstærk, kameraet er ambitiøst og et nyt læderfinish giver topmobilen et skud adelighed som forventes i en topmobil anno 2015.

Men er det mon nok til at overbevise køberne i et felt domineret af Apples og Samsungs respektive mobilhits? Mobilsiden.dk undersøger sagen.

Se også: LG G4 - Unboxing og første indtryk [WEB-TV]

LG G4
LG G4

Specifikationer LG G4

Mål og vægt: 148,9 x 76,1 x 6,3-9,8 mm, 155 gram
Skærm: 5,5” quad HD, 538 PPI
Ydelse: Snapdragon 808 hexa-core, 2 x 1,8 GHz + 4 x 1,5 GHz, Adreno 418-grafikchip
Kamera: 16 MP, f/1.8 optik og 1/2.6” sensor, optisk billedstabilisering, 4K-video, laserfokus, frontkamera 8 MP
Lager: 32GB + microSD, + 100 GB Google Drive-skylagring
Batteri: 3.000 mAh udskifteligt batteri
Netværk: 2G, 3G og 4G (Cat. 6 LTE)
Software: Android Lollipop 5.1 og LG UX 4.0
Øvrigt: Smart Notice og Bulletin, Quickshot
Pris: Fra 4.799,- kr.

LG G4
LG G4

Er du til små, fikse mobiltelefoner der nemt kan skjules i baglommen, kan du godt skippe resten af denne anmeldelse. LG G4 er en stor, stor mobil. Som med G3 placerer G4 sig i grænselandet mellem sædvanlige telefoner og de såkaldte phablets, enheder der i størrelse og ambitioner nærmer sig deciderede tablets.

Samtidig er G4 vokset en anelse i både højde og bredde, mens hjørnerne er trukket skarpere op – hvilket lige nøjagtig gør, at G4 ikke er nær så enkel at betjene sikkert med en hånd. Men har du en forkærlighed for store displays, er LG G4 bestemt værd at se nærmere på.

Læs også: LG udvider familien: G4 Stylus og G4c lanceret

LG G4
LG G4

Et væld af muligheder

Men først det ydre. LG G4 kommer i mange nuancer af plast eller læder, men vil se ens ud når du ser den forfra, forskellene ligger i det aftagelige bagcover. Hvilket du vælger, vil betyde en del for hvordan mobilen opleves.

Billigst er naturligvis plastvarianten. Den præges af et klinkelignende finish som givetvis vil dele vandende. På den ene side ligner den nærmest keramik i sin hvide version, hvilket er et spændende look. Men samtidig vækker den flashbacks til Samsungs hyperglossy plast fra 3-4 år siden – et gensyn som jeg egentlig helst er foruden. Moralen må her være, at du skal se den i live før du køber.

Personligt er jeg mest tiltrukket af LG’s læderindtrukne bagcover. Som den hviler der på bordet, er der unægtelig en vis elegance over elektronik i lædervest.

Men også her er det ikke ubetydeligt hvilken udgave du vælger. Foretrækker du en tydelig lædertekstur der kan øjnes på afstand er det den ellers sobre, sorte variant du skal vælge. Er du mere til smooth skind, er den røde og brune version oplagte. Disse præges desuden af guld-farvede knapper bagpå.

Læs også: LG G3 anmeldelse: Når skærmen tager over [TEST]

For at erhverve dig G4 i læder lyder merprisen på fem hundrede kroner – det lyder lidt voldsomt for et hvad der reelt set er 15x7 cm læder svøbt omkring en plastskal, men investerer du i lædervarianten, får du et ekstra guld-cover i plast med i handlen.

Set forfra er de mange forskellige versioner af LG G4 ikke til at skelne fra hinanden. Her er et stort 5,5 tommer display omkranset af hvad der ligner mørkt krom, men som ved et nærmere eftersyn viser sig bare at være plast. Her ærgrer jeg mig lidt over at LG ikke følger med konkurrenterne, som alle for længst er gået videre til noble metal- og glaskonstruktioner.

G4 arver samtidig LG’s buede bagside, hvor den er tykkest i midten og glider ud i nogle smalle kanter. Det giver et behageligt greb, som bakkes op af LG’s innovative placering af volumen- og powerknapper: midt på bagsiden, lige under kameraet. Det kræver et par dages tilvænning, men ender med at give mening for knapperne falder naturligt under pegefingeren.

Det buede design føres videre i skærmen som krummer let, hvilket efterlader et lille hulrum på et par millimeter når mobilen vender nedad. Det gør at G4 ikke hviler direkte på skærmen og sammen med Gorilla Glass 3 beskyttelse giver det en god beskyttelse til skærmen.

LG G4
LG G4

Ny skærm, ny teknologi

Selve touch-skærmen er en fornøjelse at bruge. Som med forgængeren G3 får du et biograflærred i lommeformat, men ny teknologi bag displaypanelet løfter oplevelsen et tak tættere mod himlen.

LG kalder sit nye display for Quantum IPS. Marketingudtrykket dækker over et panel som nu viser 20% bredere farvespektrum og 50% større kontrast. Det er kærkomment, for selvom G3 brillerede ved at være først med knivskarp Quad HD til masserne, kom den ekstremt høje opløsning på bekostning af farvekvaliteten, lysstyrken og kontrasten.

Det råder LG bod på nu, og dine film og fotos forkæler nu nethinden med fyldige farver og glimrende kontrast. Helt perfekt er displayet dog ikke, vandrer du udendørs, er lysstyrken fortsat en tand under den fra markedets bedste fra Samsung og Apple.

Bagpå er det en enlig højttaler der leverer et overraskende højt lydtryk. Det buldrer og skratter dog, og generelt løfter det indtrykket hvis der skrues et eller to tak ned på volumenskalaen. Som med de fleste mobiltelefoner er du igen bedst tjent med det medfølgende headset hvis du vil lytte til musik eller film i længere tid.

G4 hører til en (desværre) uddøende race af mobiltelefoner hvor du fortsat kan skifte batteriet ud og udvide lagerpladsen. Men med 32 GB lager ombord og et stort 3.000 mAh batteri er behovet for udvidelse dog ikke så nødvendigt som hos forgængeren.

Skærmen er en mærkbar forbedring af sidste års LG G3
Skærmen er en mærkbar forbedring af sidste års LG G3

Power med til det meste

I maskinrummet vil du finde markedets nyeste chip, Snapdragon 808. Teknisk set, er det en lillebror til 810-varianten med sine otte kerner, for nu får den kun 6 kerner at råde over.

Både i praksis og i benchmark-apps er der dog kun marginale forskelle at spore. Med den nyeste version af Android (5.1) og 3 GB RAM ombord misser G4 sjældent en mellemregning. Den føles som en topmobil.

Det store display lægger naturligvis op til multitasking, en opgave som LG G4 klarer med overskud, når der veksles mellem spil, videoer og øvrige apps. Eneste reelle kunstpauser opstår når større applikationer startes op – her Samsungs og Apples nyeste begge en tand hurtigere.

Læs også: Samsung Galaxy S6: Topper næsten alt [TEST]

I forhold til Android-rivalerne følger LG G4 med på batterifronten – uden at imponere. Jeg oplevede typisk en til halvanden dags brug, men oplever samtidig at spil kan dræne strømmen uforholdsvis hurtigt.

Racer du rundt i komplekse 3D-spil som Asphalt 8 vil du opleve at det 3.000 mAh store batteri vil checke ud efter 3½ time. Et middelmådigt resultat den deler med HTC One M9 eller G Flex 2, og samtidig et bevis på, at Qualcomms seneste Snapdragon processorer ikke er nær som strømbesparende i spil som tidligere generationer.

LG omgår dog problemet ved at tilbyde to strømbesparende indstillinger, et til 3D-spil og et til generelt brug. Begge neddrosler mekanikken, men G4 har heldigvis så stort et kraftoverskud, at den fortsat er fuldt ud brugbar.

Når strømmen er sluppet op, kan du komme hurtigt i gang igen. G4 understøtter nemlig Quick-Charge 2.0 hvilket tanker henholdsvis 30% og 60% strøm på en halv og en hel time. En fuld optankning rundes på lige under 2 timer.

På antennefronten er G4 rigtigt godt med. Den understøtter de hurtigste 4G-bånd og fastholder villigt forbindelsen under tale – selv under svære netværksforhold.

LG G4
LG G4

Software med behov for finpudsning

Hvor LG sidste år bød på et kærkomment re-design af softwaren i G3, er udviklingen i år mere behersket. Software er naturligvis opdateret til den nyeste udgave af Android Lollipop, men visuelt fastholder LG mange af idéerne fra 2014.

Man mødes igen af gennemgående geometrisk tema, med skiftevis runde og kvadratiske elementer. Det er et enkelt og fladt look, men visse detaljer gør, at helhedsindtrykket ikke virker helstøbt.

Eksempelvis synes der ikke at være nogen ledetråd mellem ikonernes udformning og placering, hvor notifikationsmenuen veksler mellem LG’s og Googles designsprog, hvilket slutter med et rodet indtryk.

Samtidig er interfacet gennemsyret af klik og dråbe-lyde der tiltrækker uheldig opmærksomhed. Heldigvis er Android et smidigt styresystem, og det er nemt at tilpasse LG’en med lyd og udseende der passer en.

LG’s største software-styrke er altså ikke designet, men skal i stedet findes i de mange funktioner. Mest i øjenfaldende er LG’s Smartbulletin widget der både holder styr på alt fra vejrudsigter, kalenderaftaler, løbske apps. Ud fra disse, genereres relevante notifikationer. Det virker generelt godt, men overlapper samtidig en del over Googles egen personlige assistent, Google Now.

En stor skærm giver mange muligheder som LG sørger for, at du får det bedste ud af. LG gør det nemlig nemt at dele skærmen op i to vinduer. Multitasking-knappen bringer en multi-vindue indstilling frem, så du eksempelvis kan have både Chrome-browseren og Gmail åbent samtidigt. Meget anvendeligt.

Jeg er også blevet glad for muligheden for at tilføje navigationsknapper, blandt andet en, der får notifikationsgardinet frem. Det er meget nemmere og hurtigere end at skulle strække tommeltotten over hele storskærmen.

LG byder samtidig på en universal fjernbetjening til at styre hjemmets anlæg og TV’er. Noget som udvikler sig til at være en sjældenhed.

LG G4
LG G4

Fantastiske kameramuligheder

Til offentliggørelsen lagde LG stor vægt på kameraet og dets fortræffeligheder - med god grund. LG ekviperer nemlig G4 med funktioner og hardware, der vil glæde alt fra familiefotografer til inkarnerede entusiaster.

Det starter med en smidig kamera-app, der giver varierende kontrol over funktionerne. Skal det være ligetil, kan du vælge den helt enkle modus, hvor du bare skal pege og skyde. Derefter kan du få mere kontrol i Basis-indstillingen, hvor flere funktioner som HDR, panorama og formatvalg bliver tilgængelige.

Til sidst kommer manuel-mode til entusiasterne. Her er samtlige tænkelige indstillinger repræsenteret. Du får ISO, manuel fokus, RAW, eksponering, lukkertid og mere at lege med, hvilket giver dig fuld kontrol over foto-processen.

App’en understøttes derefter af en sensor på 16 megapixel, som deler dimensioner og specifikationer med Samsungs glimrende kamera i Galaxy S6. LG overbyder dog deres sydkoreanske rival med en f/1,8 optik, der samler mere lys ind når det er en mangelvare indendørs eller i nattetimerne.

Ikke nok med det, så viderefører LG sin laserdiode, der assister med fokus, og forbedrer den optiske billedestabilisering som nu er dobbelt så effektiv som i G3. Det resulterer i bedre videoer og flottere fotos når lys er en mangelvare.

De mange tiltag gør G4 til en sand mester til nattefotos - en disciplin som de fleste kameramobiler døjer med. Eksponeringen er spot on, farverne er naturlige og detaljerne er sprøde - selv Samsungs nuværende specialist, Galaxy S6, må se sig slået her. G4 er mobilen du vil have med i nattelivet.

I dagslys bliver fotos og video fra LG’s nye fotomodel også imponerende. Den byder på en detaljerigdom der overgår markedet øvrige kameramobiler – selv dem med 20 megapixel ombord.

Læs også: Stor kameratest af LG G4 mod Samsung Galaxy S6 (video)

Jeg har dog en lille anke med efterbehandlingen Den synes at have en forkærlighed for meget mættede og kontrastrige farver. Det giver flotte resultater, men det kan også give lidt surrealistiske farver og skyer der brænder ud. Her fortrækker jeg Samsungs og Apples mere nuancerede og naturlige output.

Er du ferm til fotoredigering kan du i midlertidigt selv rette op på det. G4 kan nemlig tage RAW-fotos, et digitalt negativ i DNG-formatet, som du kan fremkalde i eksempelvis Photoshop. Det giver dig rige muligheder for at hive det bedst tænkelige foto ud af mobilen – og ser du øjeblikket som du bare må forevige i plakatformat, er det vejen frem.

Vender vi os mod G4’s videokvalitet er LG igen med helt fremme. Den effektive stabilisering sikrer gode, brugbare resultater – uanset hvorvidt du optager i 4K, Full HD eller i slow-motion HD.

I den allerfineste 4K-indstilling vælger LG denne gang en højere komprimering, hvilket sænker kvaliteten i forhold Galaxy S6 eller Sonys Xperia Z3, men det fjerner samtidig nogle af kvalerne med manglende plads for nu kan du klemme 5 minutters optagelse på 1GB lagerplads.

Vender du mobilen, hører de tårnhøje opløsninger ikke op. Frontkamera disker op med 8 vidvinklede megapixels, hvilket giver selfies ekstra bid. Skulle det dog blive for afslørende med detaljerede renderinger af ansigtets porer og eventuelle bumser, byder LG samtidig på en masse retoucheringsfunktioner. Både ’live’ og i galleri-app’en.

Se også: LG G4 drop test, hvad kan den holde til?

LG G4
LG G4

Køb den for læderet og kameraet

Med LG G4 viderefører den sydkoreanske IT-gigant G-serien sikkert videre, med bedre ydelse, skærm og funktioner. LG introducerer samtidig et par små revolutioner i det enestående kamera og med den unikke finish i lædervarianten.

Samtidig ærgrer det nu lidt, at LG ikke får forbedret driftstiden. Den er ligesom sidste år acceptabel, men et skridt bagud i forhold til LG’s største hit, LG G2. I mellemtiden har samtlige konkurrenter satset hårdt på eksklusive materialer der vækker ejerglæden frem hos Apple, Samsung, Sony og HTC-ejerne.

Forudbestiller du din LG G4 i dag vil prisen lyde på henholdsvis 4.799,- og 5.499,- kroner for plast- og lædervarianten. Dermed er prisen krøbet en del op i forhold til de tidligere generationer, og derfor står LG ikke nær så stærkt som de gjorde dengang G2 fik debut til bare 3.499,- kroner.

Men ønsker du et kamera i særklasse og er du vild med læderlooket bør du kraftigt overveje LG’s G4. Vi lander derfor på 5 ud af 6 stjerner.

Er der mere du vil vide om LG G4? Læs vores FAQ.

Find den bedste pris på LG G4 hos mobilpriser.dk

Fordele:

  • Fantastisk kamera
  • Spændende læderfinish
  • Stor, flot skærm
  • God ydelse og antenne

Ulemper:

  • Diskutabelt plastdesign
  • Middelmådig driftstid
 

LG G4 H815
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

LG G4 H815 - billigste pris fra 560kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Sommerkonkurrence: Vind Chromecast eller powerbank

KONKURRENCE - deltag her
Vind Lightning-kabler, Chromecast eller powerbanks i vores sommerkonkurrence.

Tidligere vindere...

Om brug af cookies