Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   LG V10 - denne mobil er stærkere end de andre [TEST]

LG V10 - denne mobil er stærkere end de andre [TEST]

Anmeldelse: LG V10 er en pansret mobil, som tænker nyt og klarer sig godt både inde og ude.

Foto: Mobilsiden.dk

Når man er en mindre mobilspiller, skal man løbe hurtigere end de andre, hvis man vil konkurrere. Det gælder så også for den næstestørste sydkoreanske mobilproducent, LG, som ofte har stået i skyggen af storebror Samsung.

Og med selskabets nyeste flagskib, V10, synes LG at være mere opsat end nogensinde på at bringe nytænkning til deres portefølje.

Og hvad får man så af nyt? Tja, hvad siger du til dobbeltskærm, GoPro-selfies, HiFi-lyd eller militær-godkendt metalkonstruktion?

LG V10 kan altså noget særligt. Læs med og se, hvorvidt det er noget for dig.

Se også: LG V10: Hands-on med det robuste flagskib [WEB-TV]

Foto: LG

Specifikationer LG V10

Mål: 159,6 x 79,3 x 8,6, 192 gram
Skærm: 5,7” IPS-display 2.560 x 1.440, andet display: 2,1” 160 x 1.040
Ydelse: Snapdragon 808 hexa-core, 4 GB RAM
Kamera: 16 MP f/1,8 optik med OIS, 4K-video, frontkamera: 5 MP dual-linse (120/80 graders synsfelt)
Software: Android 5.1.1 Lollipop
Lager: 32 GB + op til 2 TB microSD
Øvrigt: MIL-810G slagtestet. Laserfokus
Pris: 5.490 kroner

Foto: Mobilsiden.dk

Det kan siges kort og godt. Hvis LG V10 var en bil, ville den være en SUV’er, altså den slags overdimensionerede personbiler, som kan klare sig i bybilledet, men som samtidig ikke frygter det vilde off-road-liv.

Det industrielle design mestrer da også at forene det stilfulde med det hårdføre: Bagsiden er ru og gummieret, men den er samtidig flankeret af to metalstriber, der både ser pæne ud og agerer som kofangere i tilfælde af stød.

Den særlige konstruktion gør V10 så stærk, at den er godkendt efter den militære MIL-810G-standard – med andre ord, den kan tåle flere knubs end konkurrenterne.

Se også: Disse mobiler kommer i januar

Plads til udvidelser

Der var engang, hvor en smartphones' batteri kunne skiftes ud, eller hvor lagerpladsen kunne udvides via hukommelseskort. Den tid er for det meste ovre – men altså ikke hos V10, hvor de 32 GB lagerplads kan udvides, og batteriet kan skiftes ud.

Der er altså godt med benplads i V10, og men det kommer på bekostning af størrelsen. Med mål på 160 x 79 mm er den en ordentlig kleppert, der vil kræve to hænder, før du rigtig har fat.

Læs også: LG V10 med dobbeltskærm: Dansk pris og debut fastlagt

LG sørger dog for at lette betjeningen flere steder. Bedst og mest praktisk er LG’s karakteristiske power-knap, som gemmer sig på bagsiden sammen med to volumenknapper.

Den lander fortsat lige i pegefingerhøjde, og nu er den samtidig udstyret med en fingeraftrykslæser, der helt fjerner behovet for PIN-koder eller passwords.

Foto: Mobilsiden.dk

Stor skærm og lille skærm

Når du tænder for V10, vil du straks bemærke, at der foregår noget spøjst oppe i højre hjørne. Det 5,7 tommer store kæmpelærred har en følgesvend – en lille stribe af et display.

Den supplerer den store kollega med små fikse genveje til blandt andet favoritapps, kalenderaftaler, beskeder og notifikationer. Og det virker sådan set fint sine steder, hvis det ikke lige var fordi den lå oven på det i forvejen kæmpemæssige display, hvilket gør den svær at nå.

Se også: LGs hårdføre V10-topmodel får en solid start

Det lille display kan samtidig være tændt konstant, hvilket giver et lille smugkig ind til telefonens indhold, uden at denne skal låses op. Funktionen lader dog til at tære en del på batteriet, så jeg vil personligt fraråde at bruge den til meget mere end genveje til favorit- eller de senest benyttede apps.

Hovedattraktionen er dog utvivlsomt det store display, der med 5,7” Quad HD-opløsning er både rigelig skarpt og rigeligt stort.

LG V10 er en stor mobil, ligesom iPhone 6S Plus (il venstre) og Lumia 950XL (til højre)
LG V10 er en stor mobil, ligesom iPhone 6S Plus (il venstre) og Lumia 950XL (til højre)
Foto: Mobilsiden.dk

Det er en fornøjelse at betjene, for farverne er flotte og naturlige, mens kontrasten er generøs. Skulle jeg sætte en finger på skærmen, så jeg gerne, at LG havde boostet lysstyrken en tand op. Det fungerer fint her i vinterdagene, men jeg kan sagtens forestille mig, at den vil have det svært i fuld solskin, når solen en gang vender tilbage.

I bunden leveres lyden af en enkel højtaler, der pumper hæderlige mængder lyd, men samtidig gør den en opmærksom på, at du ikke kan forvente HiFi-kvalitet ud af en mobils højtaler.

Det kan du derimod af jack-stikket, som fodres af en 32-bit DAC, en miniforstærker der er optimeret til at få det bedste af dine musik- og videofiler. Og det virker! Men det falder lidt til jorden igen, når du slutter et sæt HiFi-hørebøffer, for lydniveauet er ikke særligt højt.

Foto: Mobilsiden.dk

Velkendt processor

Klapper du motorhjelmen op, vil du se, at mekanikken er stort set den samme som i LG’s topmobil fra i sommer. Du får en Snapdragon 808 og Android 5.1 Lollipop til at trække apps og spil frem.

Eneste lille løft er i mængden af RAM, som springer fra 3 til 4 GB – næppe noget du vil bemærke.

Og som i LG G4 er det en fuldt tilfredsstillende oplevelse, man får. Der surfes kompetent mellem apps, og der opstår sjældent tænkepauser.

Se også: LG G5: Specifikationer og første billede lækket

Batteriet rummer også samme kapacitet som i G4, men den har nu forsyningspligt til to skærme, hvoraf hoveddisplayet er vokset lidt.

Det resulterer generelt i en kortere driftstid end i hos forgængeren, men ved at slå dobbeltskærm-funktionen fra og strømsparefunktionen til, kan man stadigt ramme halvandet døgns brug.

Laderitualet er til gengæld hurtigt overstået. Den medfølgende oplader er buttet, men det er den, fordi den kan levere 16 W – mere end nogen anden mobiloplader. Og det resulterer i kvikke pitstops: Efter en halv time viser måleren 47 procent, efter en time er de 80 procent rundet og efter sammenlagt halvanden time er det tanket helt op.

Jeg bidder til sidst mærke i, at 4G-antennen kompetent slutter sig til de hurtige frekvenser. Selv i Mobilsiden.dks ellers svært tilgængelige kælder, var der to barer at give af og rigtig gode 4G-hastigheder at få.

Foto: Mobilsiden.dk

Ligeså velkendt software

Når talen falder på softwaren, vil du få præcis samme oplevelse som i G4. Det er samme Android 5.1, som kører, og LG’s lidt særprægede interface er igen til stede.

For at få det fulde indblik i mulighederne, råder jeg dig derfor til at besøge software-afsnittet i Mobilsiden.dks G4-anmeldelse.

Det er funktionelt, omend lidt kringlet skruet sammen. Her får du rigeligt med funktioner, fra splitscreen til smart indholdsdeling med andre enheder. En anden smart detalje er, hvordan man kan nedskalere interfacet til enhåndsbetjening ved at glide ind over navigationsknapperne.

Læs også: Sådan fungerer den kommende LG V10 med to skærme

Foto: Mobilsiden.dk

Stærke, avancerede og sjove kameraer

Dengang LG G4 debuterede, slog det sydkoreanske selskab på tromme for mobilens kamerakvaliteter – og det med god grund.

Her fik du 16 megapixels, en effektiv optisk stabilisering, en lige så effektiv og lysstærk optik samt både enkle og avancerede features til både nybegyndere og entusiaster.

Se også: Android 6.0 Marshmallow til LG G4 - nu er den klar

Den gode nyhed er, at LG har beholdt hele pakken – og spækket den med endnu mere.

På fotofronten er der dog ikke pillet ved meget. Billederne er glimrende, på niveau med det bedste fra Samsung og Apple – og hvis du er ferm med Photoshop og RAW-filer, kan du endda få de bedste resultater nogensinde fra en telefon.

Nyhederne skal dog især findes i video- og selfiekameraet.

På videofronten er den optiske stabilisering fintunet yderligere, hvilket altid er en glimrende hjælp. Til de mere ambitiøse projekter er indstillingsmulighederne i den avancerede modus nu endnu rigere, og du kan styre, hvorvidt mikrofonen skal optage det, der foregår foran eller bag ved kameraet.



Er du ikke til avancerede filmprojekter, kan du til gengæld glædes over frontkameraet, som nu kommer i to størrelser – begge på 5 megapixels. Den ene er en ultravidvinkel-variant, der med sit 120 graders synsfelt giver et fiskeøjeperspektiv, som får det hele med – et perspektiv som du nok kender fra GoPros actioncams.

Det er både sjovt og interessant at lege med, da dine selfies får mere af omgivelserne med – uden behov for selfiestang. Du skal dog sørge for at der er lys nok omkring dig til videooptagelser.



Det andet selfiekamera er derimod et klassisk et af slagsen, hvilket giver dig gode selvportrætter med masser af retoucheringsfunktioner.

Foto: Mobilsiden.dk

En spændende mobil

LG frygter ikke at prøve noget nyt, og denne gang slipper de mere end godt fra det. Det anvendelige, det stilfulde og det robuste er her forenet på skøn vis.

Samtidig giver LG mobilentusiasterne en yderst komplet udstyrspakke med masser af funktioner, der virker som mere end bare gimmicks. Det er ganske enkelt en af de sjoveste mobiler, jeg længe har prøvet med de mange features som fiskeøje-selfies, avancerede kameramuligheder og udvidelser til højre og venstre med ekstra skærm og mulighed for ekstra batteri og lager.

Læs også: Guide: Mellemklassens bedste smartphones

Største svaghed i V10 skal derfor ikke findes i telefonen, men i prissætningen. Startprisen lyder på 5.490, hvilket er voldsomt i forhold til G4, som i dag fås til omkring de tre tusinde kroner.

LG V10 byder på en del mere, ja, men er du tålmodig, så plejer LG’s priser at dale markant bare få måneder efter udgivelsen - og der kan jeg levende forestille mig, at V10 vil blive et rigtig stærkt køb.

LG V10 høster derfor 5 ud af 6 stjerner.

Du kan købe LG V10 fra den 20. januar - få den bedste pris på mobilpriser.dk. 

Fordele:

  • Ekstra hårdfør
    Avanceret og sjovt kamera
    Storskærm med sidevogn
    God ydelse
    Udskifteligt batteri og microSD
  • Stærk antenne

Ulemper:

  • Høj pris
  • Software er lidt kringlet
 

3 lignende smartphones du også bør overveje

Den lækre - Samsung Galaxy S6 Edge+
Samsungs S6-serie af mobiler er noget af det mest ambitiøse som den sydkoreanske længe har leveret - og i den største topmodel S6 Edge+ er der intet at savne. Elegant design, futuristiske former, stærk skærm og masser af power.

Læs testen
Få den bedste pris her

Den stærke - Motorola Moto X Force
Var det noget med en skærm der ikke kan slås itu? Hvis ja, så bør du tag et kig nærmere på Motorola uhyre stærke Moto X Force. Ud over at være umanerlig robust får du samtidig en kompetent topmobil med kæmpebatteri og glimrende kamera.

Læs omtalen
Få den bedste pris her

Den oprindelige - LG G4
Er du vild med LG's design og alternative løsninger er V10'erens forgænger værd at se nærmere på, for prisen er faldet drastisk siden lanceringen. Du får samme gode ydelse og kamera som i V10, men G4 er i stedet iklædt et læderlook.

Læs testen
Få den bedste pris her

LG V10
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

LG V10 - billigste pris fra 4535kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies