Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Sony Xperia Z3+ : to skridt frem og et tilbage [TEST]

Sony Xperia Z3+ : to skridt frem og et tilbage [TEST]

Anmeldelse: Sony bygger, vanen tro, videre på deres Z-serie. Men til trods for udsøgt design og gode features snubler Sony lige før målstregen.

Sony Xperia Z3+ testen.
Sony Xperia Z3+ testen.

Hvordan følger man op på en stjerne? På mobilsiden.dks redaktion var der enstemmig begejstring for Sonys stjernemobil for efteråret - Xperia Z3. Men siden succesen er konkurrencen skærpet, hvor især Apple og Samsung har sat alle sejl til for at overbevise forbrugerne.

Læs også: Sony Xperia Z3: Endelig fuldkommen [TEST]

Men Sony sover ikke på laurbæerne, som med de forrige Z-mobiler byder den japanske IT-kæmpe på opgraderinger i et hektisk tempo. Hvor der typisk går et år mellem hver topmobil hos konkurrenterne, bliver hver Z-mobil afløst hvert halve år.

Sonys seneste bud på et flagskib skrotter dog Z4 navnet, for i stedet at tilføje et lille plus så den nu hedder Z3+. Det er begrænset hvor mange revolutioner der kan nås på et halvt år, og derfor ser Sony Z3+ som en opgradering, der kan leve side om side med Z3 i produktkataloget.

Spørgsmålet er så, hvorvidt Z3+ kan leve op til dens fornemme forgænger? Mobilsiden.dk undersøger sagen.

Specifikationer Sony Xperia Z3+

Mål og vægt: 146,3 x 71,9 x 6,9 mm, 144 gram
Skærm: 5,2” Full HD, 424 PPI
Ydelse: Snapdragon 810 octa-core, 4 x 1,5 GHz + 4 x 2,0 GHz, Adreno 430-grafikchip
Kamera: 20,7 MP, digital billedstabilisering, 4K-video, frontkamera 5 MP
Lager: 32 GB med mulighed for udvidelse med microSD-kort (128 GB)
Batteri: 2.930 mAh ikke-udskifteligt batteri
Netværk: WiFi, 2G, 3G og 4G (Cat. 6 LTE)
Software: Android Lollipop 5.0
Pris: 5.499 kr.
Øvrigt: Kommer i sort, hvid, kobber og aqua green, IP-67 vandtæt

Sony Xperia Z3+ (til venstre) ligner sin forgænger (Z3) til forveksling
Sony Xperia Z3+ (til venstre) ligner sin forgænger (Z3) til forveksling

Man skal ikke ændre på et hold der vinder – og Sonys designhold har ikke følt det store behov for at ændre i Z3’erens fine design. Tager du fejl af Z3 og Z3+ i telebutikken er du tilgivet – de ligner i den grad hinanden.

Målene er nærmest uændrede, og selvom Sony har barberet 0,4mm i tykkelsen og 8 gram af vægten er oplevelsen af de to mobiler nærmest ens. Vægt og profilreduktionen betyder dog at Z3+ ikke er nær så vridefast som forgængeren. Køber du kobber eller 'aqua green' varianten vil du dog kun skelne dem på den lidt lysere farve. 

At designet er uændret er en god ting, for du får et relativt stort display på 5,2 tommer pakket ind i en smuk og vandtæt sandwich af glas og aluminium. Bagsiden er fortsat i glas, og dermed lige lovlig glat på visse overflader, heldigvis er hvert hjørne styrket med vinylbumpers, der agerer støddæmper ved stød og slag.

Læs også: Sony Xperia Z3 Tablet Compact: En vaks vandhund [TEST]

Subtile nyheder

Alligevel har Sony inkorporeret nogle gode idéer i plusseren. Mest interessant, og især brugbart, er at micro-USB porten nu ikke længere gemmer sig bag en låge. Du slipper derfor for at skulle kæmpe med de små låger hver gang der skal lades op. Dejligt.

Zoomer du ind på designet vil du også bemærke at Sony Z3+ virker mere stilren. Det er den fordi at der nu kun er en enkelt låge hvor skuffen til både micro-SD og nano-SIM gemmer sig. De små huller til jack-stik, micro-USB og mikrofoner er gemt godt af vejen for oven eller neden, mens aluminiums rammen er mere skinnende.

Sidste subtile og raffinerede detalje er at de frontvendte højtalere nu forsvinder, gemt i en slidske lige ved rammen. Selvom om de nu er gemt af vejen, gør de god figur ved at spille højere og tydeligere end hos forgængeren. Det højere lydtryk får dog hele mobilen til at dirre, og i forhold til HTC’s One lydspecialist er den fortsat en klasse under.

Det løfter dog alt sammen indtrykket og Z3+ slutter med at hæve sig over den ellers så nydelige Z3’er. Den er bare en lækker sag.


Flot, lysstærk skærm

Det flotte ydre akkompagneres af et lige så flot display. Det er igen et 5,2 tommers display med Full HD opløsning og altså ikke uendelig skarpt som Samsung og LG’s quad HD-alternativer. I det daglige bemærker jeg dog ingen forskelle.

Så er jeg mere vild med skærmens evne til at blusse op. Sommer og solskin bølger snart over landet og opdatering af panelet til en mere lysstærk variant er derfor godt timet.

Z3+ plages dog af samme forkærlighed til blålige toner. Hvid ser meget skinnende ud, men det gør samtidig at dine fotos og film lider af et blåligt skær. Heldigvis kan du rette op på farvebalancen inde i skærmindstillingerne.

Ser du bort fra den lille anke, er det et glimrende display Sony har skruet ned i Z3+. Kontrasten er højere end nogensinde, Farverne er mættede og betragtningsvinklerne er brede. Det her er ganske enkelt Sonys bedste display til dato.

Se også: Sony Xperia Z3+: Vores første indtryk [WEB-TV]

Overdimensioneret kraftværk

Ser vi bort fra det ydre, som ligner sig selv, er der en del nyt at finde i maskinrummet på Z3+. Her er det Qualcomms nyeste top-chip Snapdragon 810 der svinger taktstokken med 8 processorkerner.

Chippen har været et problembarn siden den debuterede i LG G Flex 2 og siden fandt vej til HTC One M9. Problemer har vist sig at være en voldsom varmeudvikling, der har haft uheldige konsekvenser for ydelsen og strømforbruget.

Sony Xperia Z3+ er heller ikke helt fri for småskavanker på grund af processoren. På papiret kan den kraftige processor tikke race med 2,0GHz, men for at holde varmen i skak er den faktisk frekvens droslet ned til 1,6 GHz. Ligesom i HTC One M9.

Det betyder dog ikke, at Z3+ er noget sløvt bekendtskab, tværtimod. Med 3GB RAM, Android 5.0 Lollipop og den nyeste 64-bit arkitektur er kraftoverskuddet til stede. Det sikrer alt fra hurtig og smidig ydelse i spil, apps – også når du multitasker.

Til tider kniber det dog med at tøjle med de mange kræfter. Eksempelvis oplevede jeg at ved 4K-optagelser med digital stabilisering måtte telefonen tage et hvil ved at stoppe videoen efter nogle minutter for at køle ned.

Det går også ud over strømregnskabet, når de mange kerner folder sig ud. Når Sony samtidig reducerer batteriets kapacitet med 6 procent i forhold til Z3, kniber det med at leve op til Sonys løfte om 2 dages driftstid.

I realiteten skal du nok ikke regne med mere end halvandens dags drift med Z3+. Det vil række til de fleste, men den er desværre ikke længere nogen maratonløber som forgængeren.

Læs også: Sony Xperia Z3+ i test: Hurtigere, men ikke hurtigst

En lignende tilbagegang opleves når 3D-spil afvikles. Hvor Z3 kunne blæse rundt i spil som Real Racing 3 i 4½ time, må Z3+ give op omkring tre kvarter tidligere.

Sony integrerer dog fortsat deres glimrende Stamina-mode der forstår at forlænge driftstiden ved at skrue ned de rigtige steder, uden at det går mærkbart over oplevelsen.

Ved opladeren understøtter Z3+ nu quick-charge 2.0, hvilket gør at du kan tanke fra 0 til 53% på en time eller helt op på knap 2½ time. Det lever ikke helt op til Sonys påstand om en dags strøm på 45 minutter, men er et lille skridt frem i forhold til Z3.

Copy/paste-software

Vender vi os mod softwaren i Z3+, skal der graves dybt før der findes reelle nyheder. Ligesom som sin forgænger køres der Android 5.0.2 Lollipop og alle apps, ikoner, systemindstillinger er virtuelt uændrede.

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Sonys Lollipop-software er en frisk og farverig interface, der byder på store klare ikoner og overskuelige menuer.

Læs også: Sony Xperia Z3 Compact: Den bedste mini nogensinde [TEST]

Z3+ arver samtidig gode, anvendelige funktioner som et glimrende, tilpasningsdygtigt tastatur, praktiske mini-apps og nyttige menuer. Og visse apps som den digitale logbog, Lifelog, er værd at bruge - også på andre mobiler. 

Alt er dog ikke lige gennemført. Jeg ikke vild med Sonys widgets, for de er visuelt overbelastede og roder derfor på hjemmeskærmen. Disse kan heldigvis nemt afinstalleres. Sony er desuden lige lovlig rundhåndet med den medfølgende software – og disse apps kan ikke fjernes.

Eneste nyhed jeg kunne spore er i kamera-app’en som nu rummer nogle nye special-modes til blandt andet madfotografering og selfies. Denne indstilling er hurtigt glemt, men jeg glædes dog over, at billed-previewet nu er langt mere flydende. Det gør det nemmere at fange det helt rigtige øjeblik, når der fotograferes.

Fjerde generations kamera

Og det bringer os til kameraet. Det er den samme ambitiøse sammenslutning af pixel-rigdom og lysstærk optik som Sony introducere med Xperia Z1 for halvandet år siden.
Dengang var 20 megapixels og f/2.0 optik forud for sin tid, men komboen begynder nu at vise alderdomstegn.

Optikken magter ikke helt at levere den skarphed som en 20 megapixel sensor fortjener, og selvom Samsungs og LG’s kameraer med 16 megapixel på papiret leverer færre pixels, formår Sony Z3+ ikke helt at matche forårets topmobil på detaljerne og dynamikken.

Sony har desuden ikke integreret nogen optisk billedstabilisering i denne omgang. Den savnes, for den digitale stabilisering er ikke nær så kompetent som alternativerne hos Samsung, Apple og LG.

Læs også: LG G4 - Enestående kamera og læder der lokker [TEST]

Det betyder dog ikke at Z3+ ikke tager gode fotos. Den leverer fortsat farverige resultater der vil glæde de fleste, både i dagslys og i mørke. Der findes bare bedre mobilkameraer derude.

Samme indvendinger kan adresseres mod Sonys kamera-app der nu er uændret i de sidste to år. Den er fortsat funktionsrig, men underligt delt op i mange små-apps med hver deres funktion som Fuld auto, Panorama, 4K-optagelsee, AR-sjov, Natteoptagelser og mange flere.

En enkel nyhed i Z3+ er dog værd at fremhæve. Sony Z3+ er den første mobil der optager i fremtidens H.265 format, et format som er yderst effektiv til at sammenpresse dataene. Dine 4K-videoer og Full HD film vil derfor have samme kvalitet som tidligere, men vil fylde det halve. Ulempen er dog, at formatet er så nyt, at den ikke understøttes alle steder endnu.

Det er godt nyt for videoentusiasterne, for Z3+ får samtidig udvidet lagerpladsen til 32GB, så du kan altså optage løs – forudsat at den ikke overopheder.

Sidste kameranyhed er at finde på fronten hvor selfie-kameraet nu får 5 megapixel og RS-teknologi. Det giver selvportrætterne et tiltrængt løft.

To skridt frem og et tilbage

Sony Z-serie har været mange udviklinger igennem siden den første Z-mobil blev til i for to år siden. Den er fortsat en herlig vandtæt størrelse med et design der kun bliver bedre.

Ved hver opgradering sørgede Sony for at finpudse og forbedre mobilen til den til sidste kulminerede i den fuldkomne Z3’er i efteråret.

Denne gang lader dog til at holdet bag telefonen ikke har haft helheden for øje. Ved at integrere en overdimensioneret mekanik i telefonen er telefonen blevet hurtigere, men på bekostning af Z3’erens største kvalitet: driftstiden.

Se også: Kameraduel: Apple iPhone 6 Plus vs. Samsung Galaxy S6 Edge

Heldigvis Samtidig begynder Sony at falde bagud i forhold til konkurrenterne på kamerateknologien. Det holder ikke i en mobil til over 5 tusinde kroner.

Det er måske derfor, at Sony ser et behov for at lokke køberne til med et god tilbud til de hurtige. Forudbestiller du en Xperia Z3+ inkluderer de nemlig et action-cam til en værdi af 2.000,- kroner. Et tilbud der gør Z3+ noget mere tiltalende.

Men alene betragtet bringer Z3+ ikke nok nyt, og når den samtidig taber tærren til forgængeren på batteriet så ryger topkarakteren. Vi lander derfor på 5 ud af 6 stjerner.

Fordele:

  • Raffineret, vandtæt design
  • Glimrende skærm
  • Gode frontvendte højtalere
  • Stærkt forsalgstilbud

Ulemper:

  • Mekanik der overopheder
  • Kortere driftstid end i Z3
 

Sony Xperia Z3+
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

Sony XPERIA Z3+ - billigste pris fra 2995kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies