Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Sony Xperia Z4 Tablet: Fjerlet sværvægter [TEST]

Sony Xperia Z4 Tablet: Fjerlet sværvægter [TEST]

Anmeldelse: Sonys seneste top-tablet sigter efter at udskifte den bærbare computer med produktivitet og hårdførhed i højsædet

Sony er efterhånden erfaren i sin tablet-produktion. Efter den populære Z-serie kom til verden, har det stilrene og tynde Omni-balance design, der indebærer vandtæthed og runde kanter, overgået til den flade tavlecomputer.

Ved Mobile World Congress 2015 som Mobilsiden.dk besøgte, annoncerede den japanske tech-gigant mellemklassens nye smæk-for-skillingen-mobil, Sony Xperia M4 Aqua, og ligeledes næste generations tabletten, Xperia Z4 Tablet.

Som læser undres du måske over at der ikke eksisterer nogen M3 Aqua eller at Z3 tablet kun eksisterer i en compact-version - men Sony springer gerne et generationstal over, og må derfor mene at Z4 er mere retvisende for den udvikling som tabletten har gennemgået.

Med en højopløst skærm, vandtæthed og lang batterilevetid, er denne tablet sat i vandet i håb om at udskifte den bærbare computer og forblive produktiv. Om dette er lykkedes vil denne test afgøre.

Sony Xperia Z4 Tablet kan også agere minikontor
Sony Xperia Z4 Tablet kan også agere minikontor

De tekniske specifikationer

Mål: 167 x 254 x 6.1 mm
Vægt: 392 gram (Wi-Fi), 393 gram (Wi-Fi + 4G/LTE)
Skærm: 10.1" (2560 x 1600 pixels), 299 ppi
Bagkamera: 8,1 MP
Frontkamera: 5,1 MP
Processor: 4 * 2,0 GHz + 4 * 1,5 GHz octa-core Snapdragon 810
RAM: 3GB RAM
Grafik: Adreno 430
Batteri: 6000 mAh, op til 17 timers video
Intern lager: 32GB
Ekstern lager: 128GB micro-SD
Lyd: Sony 3D Surround Sound med Clear Audio+ og xLoud™ Experience
Netværk: Bluetooth 4.1, WiFi og 2/3G/LTE i WiFi +4G/LTE-model
Software: Android 5.0.2 Lollipop
Farver: Sort og hvid
Øvrigt: IP68-certificering (vand- og støvtæt ned til 1,5 meter i 30 minutter

En let sag

Når blikket vendes mod Xperia Z4 Tablet, bemærker du straks den tynde profil på blot 6.1 mm. Enhver designelskers hjerte vil derfor slå et ekstra slag for dette ingeniørhåndværk. I kombination med de beskedne 393 gram på vægten, er denne tablet yderst fornøjelig at samle op, anvende og bringe med sig.

Som forrige generationer er den matte bagside igen at finde. Godt nok er fedtede fingeraftryk svære at spotte, men til gengæld viser andre former for snavs sig i høj grad på denne hvide enhed.

Læs også: Sony Xperia Z2 Tablet anmeldelse: Verdens letteste og tyndeste 10'er

Til trods for den kvalitetsfremmende aluminiumsramme, efterlader bagsiden dog et mindre imponerende udtryk med sin lettere hule klang ved subtile bank derpå. Man er dog ikke i tvivl om at denne tablet står stærkt, og vil overleve et fummelfingretab bedre end andre flade computere.

Den 10.1” store skærm i 16:9
format fortil er et vindue til at
beskue de hornhindekræsende
2560 x 1600 pixels


På venstresiden finder man de volume-styrende knapper samt power-knappen, der desværre leverer en kedelig klik-respons og føles en anelse billigt. Ligeledes er knapperne en anelse for følesomme, så det er ofte oplevet at rygsækkens komponenter unødvendigt har vækket liv i tabletten og tømt batteriet for dyrebare procenter.

Man tyr derfor hurtigt til dobbelt-prikket der kan vække liv i skærmen.

Sony Xperia Z4 Tablet tåler mere væske end de fleste
Sony Xperia Z4 Tablet tåler mere væske end de fleste

Sonys helt store trækkraft hvad angår mobile enheder er vandtætheden, kaldet en IP68-certificering, og Xperia Z4 Tablet er ingen undtagelse. Nu er det kun microSD- og Nanosim-kortet der gemmes væk bag de irriterende, men vandsikrende skodder.

På imponerende vis har Sony i Xperia M4 Aqua og Z4 Tablet nemlig formået, at undlade flappen for microUSB-porten men beholde vandtætheden, og opladning kan altså ske mere prompte. At optankning af denne tablet tager kedsommelige 5.5 timer fra 0-100% er en anden sag…

Læs også: Sony: Intet vendbart USB Type C-stik i nye smartphones

Den 10.1” store skærm i 16:9 format fortil er et vindue til at beskue de hornhindekræsende 2560 x 1600 pixels, der tilsammen udgør en pixeltæthed på 299 ppi. Takket være Sonys billedteknologi kaldet Triluminos display samt X-reality Engine, vil du opleve en flot, lys og farverig skærm der har lettere tendens til at overdrive farveintensiteten, men godt ser det ud.

Dertil har Sony nedbragt den forrige generations alt for store skærmkanter til et meget mere acceptabelt niveau – tak Sony.

Ved mørke billeder er det evigt svær for en IPS LCD-skærm at opnå de kulsorte farver, men Xperia Z4 Tablet gør et ganske udmærket arbejdet. Alligevel viser et tilbagevendende problem sig i Sony-skærmen – nemlig farven rød. På foregående Xperia-enheder har den røde farve været upræcis med et blålidt skær, hvilket også viser sig her.

Når en skærm giver et så godt indtryk ved frontalt skærmkiggeri, skuffes man over at farverne udvaskes ved lettere skrå betragtningsvinkler.

Læs også: Ny Sony Xperia Z4-tablet blandt verdens tyndeste

Til at komplimentere multimedieoplevelsen, er Xperia Z4 Tablet flankeret at to højtalere der er på grænsen til det usynlige i siderne, gemt i nogle små riller. Stereolyd er at foretrække, men det hjælper ikke at de tonegivende højtalere er bedst til at levere et hult og skrattende lydbillede der ikke imponerer.

Ved indgående meddelelser befinder en lille LED-notifikationslampe sig øverst til højre, der informerer dig om ulæste mails eller påmindelser.

Skal dine stunder foreviges, eller familien besøges på Skype, er Xperia Z4 Tablet udrustet med et 8.1 MP kamera bagtil og et 5.1 MP frontvendt.

Skøn på det ydre, bæst i det indre

Sony har armeret Xperia Z4 Tablet med et skarpt arsenal. Når man befinder sig i 2015 skal en toptablet som denne bære Qualcomms otte-kernede processor, Snapdragon 810, hvor den ene halvdel leverer en trykladning på 2.0 GHz og den anden halvdel med 1.5 GHz.

Herved arbejder de mindre kraftige kerner ved dagligdagsopgaver, og alle sluser åbnes når energikrævende programmer kører – og det kan mærkes.

Sony Xperia Z4 Tablet er et absolut bæst hvad angår performance. Sjældent har undertegnede journalist oplevet en Android-tablet der flyver gennem adskillige åbne programmer eller opmærksomhedskrævende spil som denne som også skyldes de 3 GB RAM til rådighed.

Læs også: Qualcomm præsenterer ny Snapdragon topmodel

Akkompagneret af grafik der leveres af den kraftige Adreno 430 GPU, er det en hæsblæsende men smidig oplevelse at navigere på Z4 Tablet. Selv tunge programmer åbnes hurtigt, og browsing på internettet er en absolut fornøjelse da 4G-antennen hurtigt bringer dig næste side.

Til at lagre dit underholdningsbibliotek får du 32 GB indbygget lagerplads, der kan suppleres med op til 128 GB på et microSD-kort.

Der har på intet tidspunkt været den mindste antydning af hakken eller stammen med disse specifikationer – hvilket dog kommer med en ulempe.

Snapdragon 810-processoren er kendt for sin højtydende performance, men som set i mange andre enheder der skal tæmme denne drage, resulterer det ofte i overophedning. Når du skal Candy Crushe, vil du efter kort tid bemærke at Z4 bliver bemærkelsesværdig varm bagpå, dog mest i midten som kan mærkes når tabletten holdes i lodret tilstand.

Læs også: Sådan slipper du for spilinvitationer på Facebook

Sony har adskillige gange været batterimestre på både smartphones og tablets, og Z4 skulle ifølge Sony selv kunne klare 17 timers uafbrudt filmkiggeri. Dette kan måske lade sig gøre når lyset skrues ned, internettet slås fra og filmen ligger internt på enheden.

Efter to timers Netflixeri frarøves du nemlig 20% af din batterikapacitet. Dette er ikke nødvendigvis dårligt, men der er langt op til det lovede timeantal fra Sony. Dertil skuffes man også når der natten over sker et fald på 20-25% blot ved standby.

Noget tyder altså på at processoren endnu ikke er helt under kontrol, hvilket skader batteritiden på Z4. Forhåbentligt kan dette fikses med en software-opdatering.

Simpelt og samtidig rodet

Med årene er Sony blevet skrap til at følge med software-opdateringer, og Z4 Tablet fødes med Android 5.0.2 Lollipop.

Man mødes af de simple og farverige ikoner, der ved åbning, interaktion og lukning er fyldt med animationer, og takket være den flydende grafik er det en absolut fornøjelse.
Sonys egne forudinstallerede applikationer, som kalender og lommeregner, har også adopteret disse designlinjer, hvilket giver en god og gennemført helhedsoplevelse.

Læs også: Hele Sony Xperia Z-serien får Android 5.1 Lollipop

Desværre forsøger Sony at lave dubleanter af næsten alle Google-apps så man får lidt for meget af det gode.

Sony rammer dog plet indimellem, og den indbyggede Walkman- eller album-app er både funktionelle og flotte at anvende.

Når der skal skiftes mellem åbne programmer er Android Lollipop-rulledekset igen at finde, ligeså vel som topgardinet der viser notifikationer ved et enkelt stryg, og hurtigindstillinger ved endnu et fingertræk.

De svævende små programmer der kan overlappe hinanden, som f.eks. lommeregneren der kan bruges mens man kigger på nettet, er bestemt anvendelige og er en fin addition eftersom man sidder med mere skærmplads.

Når man går under indstillinger, er det sat op i bedste Lollipop-stil, simpelt og overskueligt. Ikonerne dertil, som ses i ovenstående billedgalleri, er dog langtfra kønne og virker en anelse forældede.

Eftersom Z4 Tablet er støbt med produktivitet for øje, fødes tabletten med en hel Office-pakke og det fungerer særdeles godt. Når et Word-dokument skal sammenstykkes, møder man et design og setup der er kendt fra computer-versionen, og man vil straks føle sig hjemme.

Læs også: Microsoft udgiver Office-pakken til Android-mobiler

Word, Excel og PowerPoint er alle vellykket på denne flade computer, og produktivteten kan altså sikres på farten. Sonys eget Android-tastatur er nemlig en fornøjelse at skrive på i længere tid, med sin gode plads mellem tasterne fordelt på den horisontal-vendte tablet.

Man skal dog vende sig til at det aflange format, 16:9, ikke lader dig anskue lige så meget af Word-dokumentet ved læsning, som man ville kunne på eksempelvis 4:3 som Samsung Galaxy Tab A eller en iPad.

Hvis du ønsker hele pakken, har Sony kreeret et matchende tastatur samt mus, til når der rigtigt skal arbejdes.

Kamera, ja – godt? Nej

Kameraer på tablets har aldrig været en succes, men alligevel er det et krav for flere der vælger at vende den flade computer mod motivet.

Sony har ekviperet Xperia Z4 Tablet med et 8.1 MP kamera med autofokus, dog uden blitz. Dette vil for de fleste forbrugere være underordnet, men at tablets der koster det halve har en lyskaster, hvor Z4 Tablet ikke har, er lidt skørt.

Læs også: Sony DSC-RX100 Mk III: Et kompaktkamera til entusiasten

Som det kan ses på nedenstående billede, præges optikken i denne tablet af udvaskede farver og en manglende skarphed. Dertil overeksponeres der en anelse, så den dramatiske effekt et lidt mørkere billede kan give udebliver.

Selvom der kan tages billeder under vand, er det altså ikke det første man tyr til.

Kamera-interfacet er dog i bedste Sony-stil fyldt med muligheder, men alligevel simpelt og til at finde ud af.

Ligeledes kan der, hvis nødvendigt, filmes i Full HD (1920 x 1080 pixels) der foregår med 30 billeder i sekundet.

Super-tablet med irritationsmomenter

Sony er gået all-in ved udviklingen af Xperia Z4 Tablet. Man finder en højopløst og behagelig skærm, suppleret af hæsblæsende mekanik der driver effektiviteten frem i et stilrent og tyndt design.

Ligeledes er det en fornøjelse at se et designværk af denne karakter, have hårdførhed i form af vandtæthed – bliv ved med det Sony. Ved at implementere Office-pakken fra start, kvit og frit, sikrer man ligeledes produktiviteten, og dette må siges at være en vellykket oplevelse – men ikke for enhver pris.

Denne produktivitets-tablet starter nemlig ved pengepungstømmende 4200,- kr. for WiFi-udgaven, og små 5000,- kr. for LTE-versionen. Nok har Z4 Tablet mange af de rigtige forudsætninger for at kunne matche denne pris, men når man starteligt skuffes ved knappernes klik-respons lover det ikke godt.

Dertil skal man affinde sig med den lettere hule bagside, der bliver for varm ved spilleri og effektivt arbejde, og når Xperia Z4 Tablets lettere skuffende batteri er kørt tomt, skal du afsætte halvdelen af dine vågne dagstimer til at få tanket den op.

Multimedieoplevelsen er ikke i højsædet på netop dette produkt, men at en så dyr tablet leverer et dårligere lydbillede fra højtalerne end eksempelvis Asus MemoPad 7, til under halvdelen af prisen, er mildest talt skuffende.

Sony Xperia Z4 Tablet lander derfor på 4 ud af 6 stjerner.


Fordele:

  • Designet
  • Vandtæthed
  • Performance

Ulemper:
  • Skuffende batteri
  • Højtalerne
  • Pris
  • Opladetid

Sony Xperia Z4 Tablet
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies