Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Avis: Samsung Galaxy S8 lander i butikkerne 18. april

Avis: Samsung Galaxy S8 lander i butikkerne 18. april

Tirsdag den 18. april 2017 bliver datoen, hvor Samsung Galaxy S8 kan købes i butikkerne verden over, lyder det fra en avis.

Der går efterhånden ikke en dag uden nye oplysninger om Samsungs kommende Galaxy S8-topmodel, som skal følge op på sidste års succeser Galaxy S7 og S7 edge.

Oven på gårsdagens afsløring af det måske første rigtige billede af telefonen er nye oplysninger om lanceringsdatoen kommet frem. Den sydkoreanske avis Naver skriver, at Samsung Galaxy S8 lander i butikkerne verden over tirsdag den 18. april, så der går endnu tre måneder, inden du kan få fingrene i den - såfremt datoen naturligvis er den rigtige.

“Samsung Electronics har bekræftet, at lanceringsdatoen for Galaxy S8 er sat til den 18. april,” har en medarbejder i industrien ifølge avisen udtalt til en anden sydkoreansk avis Osen.

Dette er angiveligt det første billede af Samsung Galaxy S8.
Dette er angiveligt det første billede af Samsung Galaxy S8.
Foto: Slashleaks.com

Som hjemmesiden også kunne berette om kort før jul, var Samsungs oprindelige plan at præsentere Galaxy S8 forud for Mobile World Congress i slutningen af februar måned ligesom de to forrige modeller blev.

For at undgå en gentagelse af Note 7-fadæsen har Samsung dog brug for mere tid inden lanceringen af Galaxy S8, og det lyder derfor fra avisen, at afsløringen rykkes til enten slutningen af marts eller starten af april. Samsung vil løfte sløret for telefonen mindst to uger inden den lander i butikkerne verden over, lyder det endvidere.

Læs også: Første billede af Samsung Galaxy S8 lækket

De store designændringer, som finder sted i år, er også medvirkende til forsinkelsen, fordi fremstillingen af telefonerne er mere omfattende, skriver avisen. Som det også fremgår af det første lækkede billede fra i går, udgøres en endnu større del af fronten nu af skærm – ja, over 90 % ifølge avisen. Det er blevet muligt, fordi home-knappen og den dertilhørende fingeraftrykslæser er blevet flyttet til bagsiden, mens de kapacitive knapper er integreret i skærmen – formentlig i form af softwareknapper.

Foruden designændringerne vil en anden stor nyhed i Samsung Galaxy S8 angiveligt blive en ny, virtuel assistent kaldet ’Bixby’, som er bygget op omkring kunstig intelligens. Den nye Samsung-assistent er et resultat af opkøbet af assistenten Viv, som skaberne bag Siri har udviklet.

Læs også: Samsung Galaxy S8 kan virke som en PC

Skulle du gå med bekymringer om, hvorvidt Samsung går med planer om at fjerne jackstikket ligesom Apple, Motorola og HTC, kan du glæde dig over, at der er udsigt til endnu et år med det gamle 3,5 mm stik. Avisen mener i hvert fald at vide, at det forbliver på telefonen på trods af, at der har været forlydender om det modsatte.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies