BlackBerry direktør ikke imponeret over Android L sikkerhed

BlackBerry direktør langer ud efter partnerskabet imellem Googles kommende Android L styresystem og Samsungs Knox-feature.

BlackBerry direktør ikke imponeret over Android L sikkerhed

Vi har tidligere nævnt at Google med Android L vil alliere sig med Samsung og deres Knox produkt i forsøget på at øge sikkerheden i Android og gøre det mere tiltalende til specielt virksomheder.

Knox er på nuværende tidspunkt kun på Samsung telefoner, det er et forsøg på at holde personlig- og arbejdsrelateret data adskilt samt kryptere indhold. Det lyder jo meget godt, men ikke overraskende er BlackBerry direktør John Chen meget lidt imponeret.

– John Chen: Derfor skal man vælge en BlackBerry

I en udtalelse opfordrer han til, at man ikke bliver bjergtaget af sikkerhedssnakken, men i stedet for kigger på dem som har investeret tre årtier på fremgang inden for sikkerhed og produktivitet og som beviseligt har erfaringerne på området hvilket naturligvis er, ja, BlackBerry.

Læser man hans udtalelse kan man næsten smage den nedladende tone der lægges for dagen. Han påpeger desuden at hele BlackBerry platformen er sikker end-to-end og referer til Knox som en fæstning bygget på et usikkert fundament.

Jeg synes det er ovenud positivt at man forsøger sig med udvidet sikkerhed som en del af Android, om Knox-løsningen kan leve op til firmaernes sikkerhedsstandarder må tiden vise. BlackBerrys sikkerhed har tydeligvis ikke været nok i sig selv til at holde på kunderne, det skulle han nok fokusere på i stedet for at svinge efter Google og Samsung der nu så småt forsøger at smyge sig ind på hans territorium.

Det er muligt Chen har ret, men tonen i hans udtalelse leder tankerne hen på en konge der kigger ned på pøbelen fra sin trone, hvilket jo ikke helt er tilfældet i markedet som det ser ud i dag. Når selv BlackBerrys sikkerhed ikke er nok til at holde på de kunder der sætter sikkerhed i højsædet, så kan jeg ikke lade være med at tænke på et ordsprog der handler om sten og glashuse.

Kilde: Android Police