EU-roaming: Sådan har teleselskaberne ændret abonnementerne

Få det fulde overblik over, hvordan priserne på abonnementerne har ændret sig for netop dit teleselskab i forbindelse med, at roamingafgifterne afskaffes.

EU-roaming: Sådan har teleselskaberne ændret abonnementerne

I de forgangne uger har teleselskaberne haft særdeles travlt. EU-kommissionen har nemlig besluttet at afskaffe de dyre afgifter, der i mange, mange år har været pålagt brugen af mobildata, SMS/MMS og opkald i EU.

Derfor har de fleste teleselskaber meldt ud, at de opdaterer deres portefølje af abonnementer, og konsekvenserne af de nye regler har ikke just været lige gennemskuelige alle steder. Teleselskaberne skal nemlig ikke kun til at tilbyde nye abonnementer, men langt de fleste har også været i gang med den helt store flytning af kunderne, så de fra den 15. juni kan tage abonnementer i brug, der indeholder EU-roaming.

Tingene bliver nemlig ganske komplicerede af, at EU-kommissionen ikke kræver, at teleselskaberne kun tilbyder abonnementer med EU-roaming – eller overhovedet gør det. Derfor ses der blandt teleselskaberne mange forskellige måder at tackle situationen på.

Læs også: EU: Fri roaming er en dårlig undskyldning for prisstigninger

Hos de fleste teleselskaber er afskaffelsen af roamingafgifterne løst ved at hæve priserne eller overflytte kunderne til nye abonnementer til en tilsvarende pris, men som kun kan bruges i Danmark.

Lyder det kompliceret? Så frygt ej. Mobilsiden giver dig nemlig et fuldt overblik over, hvad der er sket af ændringer på det danske telemarked. Har dit teleselskab hævet priserne, eller er de uændrede? Er der kommet nye abonnementer, og er nogle andre udgået? Det kan du altså sammen se nedenfor. Artiklen giver et fuldt overblik over ændringerne hos 3, Call me, CBB Mobil, Fullrate, OiSTER, Plenti, Telia, TELMORE, Telenor, Tjeep, YouSee og Zenji.

Bemærk: Teleselskaberne ændrer med jævne mellem i udvalget af abonnementer. Derfor har det ikke været muligt at få komplet indsigt i, hvordan ændringerne påvirker alle abonnementer, da mange kunder benytter udgåede abonneneter. Derfor har det ikke i alle tillfælde været muligt at registrere, hvad ændringerne betyder i disse tilfælde, medmindre de enkelte teleselskaber selv har meldt det ud.

Som udgangspunkt følger således et overblik over de ændringer, som er sket i teleselskabernes udvalg af abonnementer på deres hjemmesider. Hvor det har været muligt, er det naturligvis også oplyst, hvilke ændringer der sker for kundernes abonnementer – og hvis muligt også for kunder med udgåede abonnementer.

3

3: Ingen pristigninger. To nye DK-abonnementer

3 skiller sig ud fra de fleste andre teleselskaber ved, at det den 8. marts kunne annoncere, at abonnenterne ikke stiger i pris. Det skyldes i høj grad, at 3 i forvejen har udmærket sig ved sin ’3 Like Home’-ordning, hvor du kan bruge mobildata i EU-landene og 15 øvrige lande – altså i alt 52 forskellige lande.

3 tilbød i forvejen op til 10 GB EU-roaming (men f.eks. kun 5 GB, hvis abonnementet indeholder den mængde data i Danmark), og sådan forbliver det også. For eksempel inkluderer 3 10 GB EU-data i abonnementet med fri tale og 10 GB data for 150 kroner, selvom EU’s fair use-regler kun kræver, at 3 inkluderer 4,18 GB EU-data. Abonnementernes priser hos 3 er, som sagt, uændrede og ser ud som følger:

  • Fri tale og 5 GB data (5 GB EU-data) for 130 kroner ligesom før
  • Fri tale og 10 GB data (10 GB EU-data) for 150 kroner ligesom før
  • Fri tale og 20 GB data (10 GB EU-data) for 200 kroner ligesom før
  • Fri tale og 40 GB data (10 GB EU-data) for 230 kroner ligesom før
  • Fri tale og 60 GB data (10 GB EU-data) for 270 kroner ligesom før

Ikke alle kunder har brug for at roame i udlandet, og derfor tilbyder 3 nu også to nye abonnementer, som kun virker i Danmark. Skal du til gengæld blot én gang om året foretage udlandsopkald eller bruge en smule data, kan du opleve at skulle købe et dyrere abonnement med EU-roaming (som vist ovenfor). De to nye abonnementer er:

  • Det ene DK-abonnement består af 5 timers tale og 5 GB data for 79 kroner.

  • Det andet DK-abonnement består af 15 timers tale og 15 GB data for 99 kroner. Kunder med blandt andet abonnementet 10 timers tale og 10 GB data og 12 timers tale og 12 GB data – begge til samme pris – flyttes til dette abonnement.

Call me: Prisstigninger og nye abonnementer

I starten af maj måned varslede Call me over for dets kunder, at der den 10. juni vil ske ændringer i priserne og vilkårene som konsekvens af afskaffelsen af roamingafgifterne den 15. juni. Det betyder, at kundernes nuværende abonnementer ændres til andre abonnementer, som indeholder en begrænset mængde data til brug i EU – og det betyder prisstigninger på 10-20 kroner for de fleste kunder, men også mere indhold.

Call me har også udskiftet alle dets abonnementer på hjemmesiden, og kunder har samtidig mulighed for at vælge andre abonnementer i selvbetjening – både EU- og DK-abonnementer. De noget omfattende ændringer lyder som følger:

  • Kunder med 10 timers tale og 20 GB data får tilføjet 10 timers tale, som kan bruges i Danmark, Norden og Baltikum. 6 GB af datamængden kan nu bruges i EU-landene. Prisen stiger til gengæld fra 119 til 129 kroner.

  • Abonnementet med 8 timers tale og 8 GB data (eller 16 GB, mens der var en kampagne) for 119 kroner ændres til 20 timers tale og 20 GB, hvor der indgår 6 GB EU-roaming.

  • Det tidligere udgåede, men populære, abonnement med 15 timers tale og 15 GB data ændres til 16 timers tale og 16 GB data, hvor 4 GB kan bruges i EU-landene. Prisen stiger i den forbindelse fra 99 kroner til 109 kroner. Kunder, som ikke ønsker at betale mere for EU-roaming, kan i selvbetjening vælge at beholde 15 timers tale og 15 GB data for 99 kroner, hvor abonnementet dog kun kan bruges i Danmark. For 109 kroner kan der i selvbetjening også vælges et andet tilsvarende DK-abonnement med 14 timers tale og 22 GB data.

  • På hjemmesiden tilbyder Call me ikke længere 15 timers tale og 20 GB data for 139 kroner. Call me har dog oprettet et nyt DK-abonnement, som består af 15 timers tale og 25 GB data, som tilmed er billigere med en pris på 119 kroner. Dertil inkluderes den såkaldte WebHELP-forsikring, som er Call me’s bud på en sikring mod digitale overfald.

  • Før ændringerne havde Call me et abonnement med fri tale og 20 GB data for 159 kroner. Det er udgået, men et nyt, tilsvarende er kommet til. Nu kan du købe fri tale med 40 GB data, hvor 8 GB kan bruges i EU. Prisen er 199 kroner. Call me-kunder kan desuden skifte til et større abonnement med fri tale og 60 GB data med adgang til 10 GB EU-data for 299 kroner – det sker i selvbetjening.

  • Tidligere var det også muligt at købe et EU-abonnement bestående af 12 timers tale og 12 GB data (med 2 GB EU-data) for 169 kroner. Det abonnement er nu skrottet. Det kan dog prismæssigt sidestilles med de to nye EU-abonnementer: 10 timers tale og 30 GB data (6 GB i EU-landene) inklusiv WebHELP-ydelsen eller 20 timers tale og 30 GB data (6 GB i EU), som begge koster 149 kroner – altså er 20 kroner billigere.

  • Til sidst forbliver børneabonnementet ’Little me’ uændret – altså 2 timers tale og 2 GB data for 69 kroner ligesom før. Også det takstbaserede Basic-abonnement koster fortsat 29 kroner om måneden.

cbb-2-154831.jpg” width=”670″ alt=” />

CBB Mobil: Prisstigninger og nye abonnementer

Den 19. april lancerede CBB Mobil sin nye portefølje af abonnementer, som består af både DK- og EU-abonnementer. Ændringerne omfatter både prisstigninger samt ændringer af mængden af både tale og data. CBB Mobils abonnementer ændrede sig som følger:

  • Det billigste abonnement ’CBB Basis’ koster fortsat 19 kroner og har samme takster.

  • Abonnementet med 4 timers tale og 1 GB data til 69 kroner koster i dag det samme og består nu af 2 GB data. Det til gengæld kun bruges i Danmark.

  • For 119 kroner tilbød CBB Mobil 10 timers tale og 30 GB data. Prisen er i dag det samme, men abonnementet består nu af 20 timers tale og 20 GB data – og kan også kun bruges i Danmark.

  • CBB Mobil havde også et abonnement bestående af 10 timers tale og 20 GB data inkl. TIDAL-abonnement for 139 kroner. Abonnementet består i dag fortsat af 10 timers tale og 20 GB data og gratis adgang til TIDAL. Til gengæld er det blevet til et EU-abonnement, hvor 6 GB kan bruges i EU-landene. Det betyder, at prisen på abonnementet er steget til 159 kroner.

  • For de taleglade kunder havde CBB Mobil et abonnement med fri tale og 20 GB data for 129 kroner. Det er også blevet til et EU-abonnement – stadig med fri tale og 20 GB data, men hvor 10 GB kan bruges i EU. Derfor er prisen sat op til 199 kroner.

  • Til sidst har CBB Mobil tilføjet et nyt EU-abonnement, som ligger imellem de to ovenstående. Her får du 10 timers tale og 40 GB data (hvoraf 6 GB kan bruges i EU) for 149 kroner.

Fullrate: Ingen prisstigninger. Udgåede abonnementer

Den 10. marts opdaterede Fullrate udvalget af abonnementer og tilbyder derfor nu ’Roam Like Home’-abonnementer. I slutningen af maj måned valgte Fullrate dog at opdatere sine abonnementer endnu en gang, og ændringerne er derfor som følger:

  • Abonnementet med 20 timers tale og 20 GB data koster fortsat 129 kroner ligesom før. Det er dog blevet omdannet til et DK-abonnement.

  • Fullrates andet abonnement med fri tale og 10 GB data for 139 kroner blev den 10. marts omdannet til et DK-abonnement uden ændringer i pris og indhold, men i slutningen af maj udgik det.
  • Den 10. maj lancerede Fullrate fri tale og 10 GB data som et EU-abonnement med adgang til 5 GB data i EU for 159 kroner. Efter de yderligere ændringer i slutningen af maj er abonnementet stadig tilgængeligt og udgør nu det ene af to EU-abonnementer.

  • Det tidligere abonnement med 20 timers tale og 20 GB data med 1 GB EU-data for 149 kroner er blevet opdateret til et ’Roam Like Home’-abonnement med samme mængde tale og data til samme pris, men med 5 GB EU-data. I slutningen af maj måned offentliggjorde Fullrate dog på sin hjemmeside, at abonnementet allerede udgår. Hvorfor vides ikke.

OiSTER: Ingen prisstigninger. EU-data i alle abonnementer

Det 3-ejede lavprisselskab OiSTER har været en af overraskelserne blandt teleselskaberne. Den 11. maj meldte teleselskabet nemlig ud, at det har valgt ikke at sætte priserne op, på trods af at teleselskabet nu tilbyder EU-roaming i alle dets abonnementer – lige med undtagelse af basisabonnementet ligesom de øvrige teleselskaber. Det betyder, at OiSTERs abonnementer har ændret sig som følger:

  • Abonnementet med 10 timers tale og 10 GB data for 79 kroner får tilføjet 2,21 GB EU-data.

  • Abonnementet med fri tale og 2 GB data for 79 kroner får tilføjet 2 GB data i EU.

  • Abonnementet med 2 timers tale og 2 GB data for 59 kroner får tilføjet 1,65 GB EU-data. Prisen er stadig 59 kroner.

  • 2,77 GB EU-data bliver føjet til abonnementet med 10 timers tale og 30 GB data for 99 kroner.

  • I abonnementet med fri tale og 30 GB data for 109 kroner føjes der 3,05 GB EU-data til. Prisen er stadig 109 kroner.

  • I det mindste børneabonnement med 1 times tale og 1 GB data tilføjes 1,09 GB EU-data.

  • I basisabonnementet til 9 kroner om måneden, hvor der betales takstpriser, sker der ingen ændringer.

Plenti

Plenti: To nye EU-abonnementer

Plenti løftede sløret for dets planer den 8. maj, og teleselskabets ganske simple portefølje betyder naturligvis også ganske få ændringer. Plenti tilføjer to nye EU-abonnementer, som bliver tilgængelig på hjemmesiden den 1. juni, og det eksisterende abonnement forbliver et DK-abonnement. Ændringerne i detaljer er som følger:

  • Teleselskabets eneste abonnement med fri tale og fri data for 119 kroner forbliver uændret i pris. Indholdet er der pillet en smule ved, da det fra den 15. juni kun kan bruges i Danmark. En anden ændring er, at der kun vil være 10 GB datadeling til rådighed. Plentis kunder flyttes desuden fra dette abonnement til et af de to nedenstående EU-abonnementer. Kunderne kan dog også vælge at beholde dette abonnement, hvis EU-roaming ikke benyttes.

  • De to nye abonnementer skiller sig ud ved at indeholde EU-roaming, og derfor er de også dyrere end Plentis normale abonnement. Begge EU-abonnementer har det til fælles, at de også indeholder fri tale og fri data i Danmark. Plentis lille EU-abonnement indeholder 50 GB datadeling og 2 GB data i EU, mens det store EU-abonnement har 60 GB datadeling og 5 GB data i EU. Priserne er henholdsvis 139 og 149 kroner.

Telia: Prisstigninger på enkelte abonnementer

Den 10. maj offentliggjorde Telia, at man fra 15. juni kun vil tilbyde abonnementer, som indeholder EU-roaming. Eftersom størstedelen af Telias abonnementer allerede indeholder Roam Like Home Europa, er det kun et mindretal af kunderne, som udsættes for prisstigninger i forbindelse med, at de får tilføjet en mængde EU-roaming svarende til abonnementets pris. Ændringerne hos Telia er derfor som følger:

  • Alle abonnementer, som i forvejen indeholder Roam Like Home Europa, beholder samme mængde tale, data og pris. I henhold til fair use-reglerne skal Telia dog inkludere mindst 11,2 GB data i EU i abonnementet 4EVERYTHING PREMIUM med 100 GB data til 399 kroner, men det kommer ‘kun’ til at have 10 GB EU-data fra den 15. juni.

    Til gengæld får 4EVERYTHING LIGHT med 50 GB data til 299 kroner samt 4SURE PREMIUM med 15 GB data til 199 kroner begge også 10 GB data i EU, hvor Telia ifølge fair use-reglerne kunne nøjes med henholdsvis 8,4 GB og 5,6 GB.

  • Abonnementet 4FUN bestående af fri tale og 8 GB data til 149 kroner bliver sat 10 kroner op i pris til 159 kroner. Her vil 5 GB data dog blive tilgængelig i EU.

  • Øvrige abonnementer vil opleve en prisstigning på mellem 10-20 kroner ligesom ovenstående abonnement. Det skyldes, at alle Telias abonnementer bliver omdannet til EU-abonnementer med adgang til 5 GB data i EU. Mobilsiden har forsøgt at få oplyst præcist hvilke øvrige, udgåede abonnementer, der vil opleve en prisstigning, men afventer endnu svar.

TELMORE: Prisstigninger og udgåede abonnementer

Den 18. april løftede TELMORE sløret for dets nye abonnementer, hvor priserne blev reguleret igen den 1. juni, og for langt de fleste kunder har det ikke haft nogen betydning. Dernæst meldte teleselskabet ud den 22. maj til kunderne, at der ville ske prisstigninger, og at kunderne ville blive flyttet over til andre abonnementer. Få nedenfor det fulde overblik over, hvad der er sket med TELMOREs abonnementer siden ændringen:

  • Abonnementerne med 16 timers tale og 24 GB data for 129 kroner samt fri tale og 10 GB data for 139 kroner er begge udgået den 1. juni. Kunder som allerede har abonnementerne flyttes over til de to nye EU-abonnementer med samme indhold og til samme pris – blot med 5 GB EU-data tilføjet.

  • Alle tre TELMORE Play-abonnementer (’Musik og Magasiner’, ’Film og Serie’ og ‘Premium’) stiger 10 kroner i pris. Der tilføjes samtidig 8 GB EU-roaming.

  • De øvrige TELMORE-abonnementer stiger mellem 10-20 kroner i pris og ændres markant i indhold, fordi de overgår til EU-abonnementer. Et populært abonnement såsom fri tale og 25 GB data for 109 kroner ændres således til 20 timers tale og 20 GB data for 129 kroner, hvor en mængde data kan bruges i EU-landene. Også det mindre børneabonnement til kun 49 kroner stiger 20 kroner i pris.

  • Abonnementet på TELMOREs hjemmeside med 15 timers tale og 20 GB data, hvor TELMORE i forvejen tilbød blot 1 GB EU-data, koster fortsat 149 kroner, men indeholder nu 16 timers tale og 24 GB data, hvoraf 5 GB kan benyttes i EU. Dette abonnement er nu det ene af to EU-abonnementer.

  • Det andet EU-abonnement er helt nyt og består af fri tale og 10 GB data, hvoraf 5 GB kan bruges i EU-landene. Dette abonnement koster 159 kroner.

  • TELMORE MUSIK- og TELMORE BASIS-abonnementerne er begge uændrede i pris og indhold og vil efter alt at dømme forblive DK-abonnementer.

  • Et nyt DK-abonnement er den 1. juni blevet tilføjet. Nu kan du få 20 timers tale og 20 GB data for 129 kroner, som kun virker i Danmark.

Telenor: Prisstigninger for få kunder

Telenor har på sin hjemmeside offentliggjort, hvad der kommer til at ske af ændringer i forbindelse med afskaffelsen af roamingafgifterne. Størstedelen af kunderne vil ikke opleve nogle ændringer, mens andre vil opleve prisstigninger, oplyser teleselskabet til Mobilsiden.

  • Alt forbliver som normalt for kunder, der har abonnementerne Fri+ 20, Fri+ 40, Fri+ 20 Familie eller Fri+ 40 Familie. Priserne og indholdet i abonnementerne ændres ikke, hvilket betyder, at der efter den 15. juni fortsat kan bruges op til 10 GB af datapakken i EU-landene.

  • Fri+ 10 og Fri+ 10 Familie ændres heller ikke i pris, og der vil fortsat være 10 GB data. Abonnementet ændres dog til et EU-abonnement, således at der kan bruges 5 GB data i EU uden prisændringer.

  • Kunder med andre abonnementer vil opleve prisstigninger på 10-20 kroner, oplyser Telenor til Mobilsiden. Det er dog endnu uvist, hvilke abonnementer der bliver berørt. Til Mobilsiden.dk siger Telenors kommercielle direktør, Lars Thomsen:

    “Telenors kunder vores har et stigende dataforbrug. De vil gerne kunne bruge de samme app’s og funktioner på ferien, som de kan hjemme i Danmark, og det skal vi naturligvis kunne imødekomme,” og tilføjer:

    “Det er derfor normal og forventelig forbrugeradfærd, at danskerne vil roame mere, når mobilen stort set kan bruges i resten af EU på samme måde som hjemme i Danmark, men det medfører også øgede udgifter for os som teleselskab, og dem er vi naturligvis nødt til at forholde os til. Hos Telenor hæver vi derfor priserne på abonnementer mellem 10-20 DKK for et mindre udsnit af vores privatkunder, som følge af de nye roaming-regler, men giver samtidig også kunderne mulighed for at roame meget mere end før.”

Tjeep: Ingen prisstigninger. Nye EU-abonnementer

Den 16. marts løftede det nyeste teleselskab Tjeep sløret for dets nye abonnementer, som lever op til EU-kommissionens forskrifter. Som følge af ændringerne er der ikke gennemført nogen prisstigninger. Til gengæld er flere abonnementer udgået, og i stedet er to nye kommet til, som indeholder en vis mængde data til roaming i EU-landene. Ændringerne i Tjeeps abonnementer er som følger:

  • Tjeep har introduceret to nye såkaldte ’Gobird’-abonnementer, som indeholder EU-roaming. Det ene abonnement indeholder fri tale og 22 GB data, hvoraf 5 GB kan benyttes i EU-landene. Prisen på dette er 139 kroner. Det andet EU-abonnement koster kun 89 kroner og indeholder 8 timers tale og 4 GB data, hvor 3 GB kan bruges i EU.

  • De nye abonnementer betyder, at to andre abonnementer er udgået. ’Megabird’ bestående af 10 timers tale og 5 GB data for 79 kroner samt ’Bigbird’ med 3 timers tale og 1 GB data for 59 kroner kan således ikke længere købes.

  • Tjeeps øvrige abonnementer er blevet til DK-abonnementer, som du ikke kan roame i EU-landene med. Priserne forbliver derfor de samme. ’Littlebird’ med 1 times tale og 1 GB data til 39 kroner, ‘Gigabird’ med fri tale og 20 GB data til 99 kroner, ‘Freebird’ med 10 timers tale og 2 GB data samt ’Minibird’-basisabonnementet koster altså i dag det samme.

YouSee logo

YouSee: Enkelte prisstigninger på op til 20 kroner

YouSee lancerede sine nye og opdaterede abonnementer den 24. april. Den i forvejen relativt simple portefølje af abonnementer har kun fået foretaget ganske små justeringer som følge af ophøret af roamingafgifterne den 15. juni. De er som følger:

  • Det på daværende tidspunkt billigste abonnement med fri tale og 5 GB er blevet 20 kroner dyrere, så det altså nu koster 169 kroner. Til gengæld inkluderer abonnementet nu 5 GB EU-roaming, hvor der intet var før.

  • For de to andre abonnementer, fri tale med 10 GB og fri tale med 25 GB data for henholdsvis 199 og 299 kroner, sker der ingen ændringer i prisen eller mængden af tale og data. Og dog, for mængden er EU-data forhøjes fra 5 GB til 10 GB i begge pakker.

  • Derudover har YouSee tilføjet et nyt og mindre abonnement, som består af fri tale og 3 GB data, hvor 3 GB kan bruges i EU-landene. Prisen for dette er 149 kroner.

  • YouSee oplyser i en pressemeddelelse, at teleselskabet lancerer helt nye abonnementer den 8. maj. Det er pt. uklart, om der er tale om ovenstående ændringer, som blev gennemført den 24. april, eller om der sker endnu flere ændringer.
Zenji

Zenji: Ingen EU-abonnementer. Nye DK-abonnementer

Teleselskabet Zenji har meldt ud på blandt andet Facebook og på dets hjemmeside, at det ikke kommer til at tilbyde nogen abonnementer med EU-roaming overhovedet. Dermed vil de tre abonnementer forblive fuldstændig uændrede.

Derfor henviser Zenji også kunder til enten at skifte til et abonnement hos OiSTER eller 3, da Zenji er ejet af sidstnævnte.

Til gengæld har Zenji ændret i sine abonnementer den 1. juni, så der nu er tre i stedet for to abonnementer, som alle kun kan bruges i Danmark. Ændringerne er som følger:

  • Før havde Zenji enten 8 timers tale og 16 GB data eller 16 timers tale og 8 GB data – begge til 99 kroner. Disse er nu erstattet af et nyt abonnement til 99 kroner, som består af 20 timers tale og 20 GB data – fortsat til 99 kroner.

  • Derudover har Zenji oprettet to nye abonnementer. Det ene indeholder 2 timers talr og 2 GB data for 49 kroner, mens det andet har 12 timers tale og 12 GB data for 79 kroner. 

Mere om tematikken

Alle gode fortællinger har sin fortsættelse. mobilsiden fulgte op på historien. d. 26/4/2017 fulgte vi historien op med artiklen; Apple iPad 9.7 (2017) – en spareøvelse [TEST]Klik her for den efterfølgende artikel.. Se også de seneste nyheder om temaet her.