Google: Ingen sammensmeltning – lige nu

I et interview fortæller en del af Androids ledelse, at der ikke er nogen planer for et samlet OS lige nu

Google: Ingen sammensmeltning – lige nu

Brian Rakowski er såkaldt ‘vice president of product management’ for Googles Android-afdeling, og han er kommet med nogle godbidder i et nyt interview. Eksempelvis siger han, at der ikke er nogen planer om at sammensmelte Android og ChromeOS lige nu.

Læs også: Google omstrukturerer i toppen

Android er blevet kaldt fremtiden af Googles topchef Larry Page, og rokeringer i Googles top har tydet på, at de to styresystemer ville rykke tættere sammen. Samarbejdet mellem ChromeOS og Android vil dog blive større og større.

”Nogle af ChromeOS-holdene er flyttet til Android. Det viser sig, at de arbejder på nogle af de samme problemer som Android-holdene, så det giver mening, at de skal arbejde sammen,” siger Rakowski.

Once you go big

Rakowski er også overbevist om, at de store skærme er fremtiden for smartphones. Det kunne man se ved Googles nyeste Nexus-produkter, der kun bød på en 5,9”-telefon og ingen ny model i mindre størrelse.

Læs også: Google tættere på samlet operativsystem

Det samme kunne man se med Apples iPhone 6 og iPhone 6 Plus, som nogle vil kalde stor og større. De små skærme ser ud til at være sidste års mode.

Hvis man vil have en mindre enhed, så kan man købe Googles Nexus 5 eller en anden producents telefoner, siger Rakowski, der tror, at ”hvis man giver forbrugerne en phablet i en uge, så vil halvdelen af dem ikke gå tilbage igen.”