Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Google lancerer GIF-appen Motion Stills til Android

Google lancerer GIF-appen Motion Stills til Android

Efter at have været udgivet kun til iOS er Google nu klar med appen Motion Stills til Android, som laver både Live Photos og Hyperlapses i GIF-format.

Foto: Google

Google er nu klar med appen Motion Stills til Android, efter den sidste år blev lanceret kun til iOS. Efterspørgslen for appen har været stor, og derfor glæder Google nu Android-brugerne med den nye app. Det skriver Google i et blogindlæg.

Appen er på én og samme tid både en erstatning, men måske mere et supplement, til de Live Photos, du i forvejen kan tage med en iPhone. Den har dog også en anden ny funktion, som giver stabiliserede timelapses.

Læs også: Microsoft Hyperlapse: Få blærede time-lapse videoer på Windows og Android

Helt konkret er Motion Stills en meget simpel app, som laver små GIF- eller videooptagelser på to forskellige måder med tilstandene ’Motion Stills’ og ’Spol frem’.

Motion Stills er Googles svar på Live Photos, hvor du kan optage en 4 sekunder kort video. Med det samme bliver videoen stabiliseret uden at appen overhovedet behøver internetadgang, og en algoritme sørger for at beskære videoen, hvis den kan se, at du eksempelvis får puttet telefonen for hurtigt væk fra motivet. Den sidste del er, at du kan dele optagelsen enten som en video eller en GIF - altså en animation, som du får adgang til ved blot at swipe op fra bunden af appen.

Dermed kan du lynhurtigt optage et sjovt øjeblik, få det stabiliseret og kan dele det med det samme via de apps, du måtte have lyst til.

Den anden funktion kaldet Spol frem er en light-udgave af Instagram og Microsofts apps, der begge går under navnet Hyperlapse. Du kan altså optage en op til 1 minut lang video, som herefter både stabiliseres og sættes op i hastighed, så du får en såkaldt hyperlapse - altså en stabiliseret timelapse. Disse videoer kan afspilles i normal hastighed, 2x, 4x og 8x.

Appen er mest af alt et eksperiment

Appen Motion Stills fungerer på nuværende tidspunkt som en app, hvor Google kan eksperimentere med nye måder at optage videoer på, men også et redskab til at udvikle videre på appens funktioner ud fra brugernes feedback.

Google oplyser nemlig, at nogle af appens funktioner en skønne dag kan finde vej til Googles øvrige produkter, blandt andet Google Fotos-appen.

Appen kan som bekendt allerede downloades til iOS og kan nu også downloades i Google Play til alle Android-smartphones, der kører med version 5.1 Lollipop eller nyere.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies