LG V20: Ny kraftfuld topmodel fyldt med lækkerier

LGs nye topmodel, V20, er netop lanceret. Igen i år gemmer den på et hav af nyheder såsom en ekstra frontskærm, vidvinklede kameraer og lyd i høj kvalitet.

LG V20: Ny kraftfuld topmodel fyldt med lækkerier

LGs nyeste skud på stammen, V20, er her til morgen dansk tid blevet en realitet. Ved en event i San Francisco har den sydkoreanske producent løftet sløret for den længe ventede topmodel, der skal tage konkurrencen op med Samsungs – dog nu tilbagekaldte – Galaxy Note 7 og iPhone 7, der lanceres i aften.

Igen i år har LG langt hen af vejen gjort brug af samme opskrift som med sidste års LG V10, hvor der var fokus på at tilbyde et væld af multimediefunktioner. Det betyder, at LG V20 i år også kommer anstigende med en ekstra lille skærm over den primære frontskærm, der består af en opløsning på 160 x 1.040 pixels.

Den smarte, lille skærm er nu blevet dobbelt så lysstærk, samtidig med størrelsen på den er forøget med 50 %, så du endnu nemmere kan se notifikationer og anden praktisk information på farten. Skærmen gør LG V20 brug af i bl.a. kameraet og andre steder, hvor det giver mening at flytte små genveje væk fra den primære skærm.

Læs også: Sød symbiose mellem LG V20 og Android Nougat [VIDEO]

Ud over det pryder en 5,7” Quantum IPS-skærm endnu en gang fronten – også med en QHD-opløsning på 1.440 x 2.560 pixels lige som forgængeren. LG har dog fået skåret et par overflødige millimeter af størrelsen, for med målene 159,7 x 78,1 x 7,6 mm er V20 1,2 mm smallere og 1 mm tyndere end V10.

Et nærmere kig på designet afslører, at opskriften alligevel ikke helt er den samme. Det hårdføre plastikmateriale i V10 er nemlig skrottet til fordel for aluminium lige som i LG G5. Bunden og toppen af telefonen består dog fortsat af en hårdfør silikone, der er lavet til at absorbere alle slagene i tilfælde af, at telefonen tabes.

I forbindelse med de mange rygter forud for lanceringen af V20 blev der spekuleret i, hvorvidt LG ville være i stand til at beholde den særlige MIL-STD 810G-certificering, der er at finde i V10 – og svaret er ja. V20 er lige så hårdfør som sin forgænger, så om den udsættes for enorme temperaturændringer, stød, vand, trykforandringer eller nogle af de 25 andre udfordringer, så klarer LG V20 skærene.

LG V20
Foto: LG

Lynhurtig mekanik

Under det hårdføre aluminiumsdesign gemmer der sig tidens nyeste mekanik. Det vil sige Qualcomms kraftige Snapdragon 820-processor, der består af 4 Kryo-kerner, der drøner af sted med en hastighed på mellem 1,6 til 2,15 GHz.

Processoren suppleres af 4 GB RAM af LP-DDR4-typen, hvortil telefonen kan købes i to konfigurationer med enten 32 eller 64 GB lagerplads af UFS 2.0-typen. Begge varianter kan udvides med op til yderligere 256 GB lagerplads med et eksternt microSD-kort, så det er næppe lagerplads, du kommer til at løbe tør for.

Læs også: Qualcomm lancerer Snapdragon 821: 10 % hurtigere end 820

Heller ikke batterikapacitet vil du mangle med det samme, da batteriet i V20 rummer 3.200 mAh og kan lynoplades igen med Qualcomms Quick Charge 3.0-teknologi. Kapaciteten er altså lige en tand over de fleste konkurrenter, men Samsung Galaxy Note 7, der størrelsesmæssigt er meget lig V20, gemmer dog på 300 mAh ekstra.

Til gengæld er batteriet i V20 udskifteligt, hvilket må siges at være en sjældenhed – noget der muligvis kunne have sparet Samsung for en stor ekstraregning, da producenten var nødsaget til at tilbagekalde alle solgte Note 7-smartphones, fordi telefonens fejlramte batteri er indbygget.

LG V20
Foto: LG

Tre kamerasensorer – tre autofokus-teknologier

LG V10 imponerede sidste år med kameraerne, hvor både front- og bagkameraet var suppleret med hvert sit vidvinklet kamera. I år er det ‘kun’ bagpå, at der gemmer sig to kameraer. Samtidig har LG forbedret teknologien yderligere.

V20 består altså altså i år af tre kameraer, hvor der bagpå gemmer sig en primær 16 megapixel sensor med et synsfelt på 75 grader og en blænde på f/1.8. Den anden sensor er den vidvinklede af slagsen, som har en opløsning på 8 megapixel, et bredt synsfelt på hele 135 grader og en blænde på f/2.4.

Læs også: Salg af LG V20 flagskib tyvstartet med pris og specs

Begge sensorer er udstyret med intet mindre end tre forskellige teknologier til at fokusere: henholdsvis laser-, fase- og kontrastautofokus, som både i videoer og billeder arbejder sammen med at fokusere bedst og hurtigst muligt. Enten benyttes laser- eller faseautofokus, hvorefter der finpudses med kontrastautofokus, så du altid får det skarpest mulige billede eller en video, der holder konstant fokus, i hus.

Derudover holdes videoer og billeder stabile ikke kun med optisk billedstabilisering, men også elektronisk stabilisering. Det sker via Steady Record 2.0, som Snapdragon 820-processoreren står for.

Derudover har V20 en LED-blitz mere end V10, mens den tredje og sidste sensor foran er 5 megapixel og har et synsfelt på 120 grader lige som sidste år. Blænden er nu nede på f/1.9, så der kan indtages lidt større mængder lys til de mange selfies.

Hi-Fi-lyd i høj kvalitet

Lige som med V10 er der igen fokus på lyd i høj kvalitet – både ind og ud. V20 er nemlig udstyret med en højkvalitets 32-bit Hi-Fi Quad DAC (digital to analog-converter) fra ESS Technology.

Telefonens klare lyd sikres ved at mængden af støj er blevet reduceret med 50 %. Den nye DAC gør det også muligt at fintune lyden i både højre og venstre lydkanal, mens alle gængse tabsfri formater som FLAC, DSD, AIFF og ALAC er understøttet.

Læs også: LG G5 får hi-fi-lyd fra danske B&O PLAY

Ved optagelse af videoer har du også en række smarte værktøjer til rådighed, hvis du går op i lydkvaliteten. Med et såkaldt Low Cut Filter og en lydkvalitet i 24-bit/48 kHz holdes alt unødig baggrundsstøj ude fra optagelserne, lige som du kan vælge fra hvilken afstand du vil opfange lyd fra med en Limiter.

LG V20
Foto: LG

Første smartphone med Android 7.0 Nougat ud af boksen

Normalt plejer Googles egne Nexus-telefoner at være først de første, der ankommer med en ny Android-version, men denne gang er LG kommet Google i forkøbet.

I år er det nemlig V20, der bliver den første Android-smartphone, der leveres med Android 7.0 Nougat. Dermed får du glæde af nye funktioner såsom officiel understøttelse af flere vinduer (apps) åbne på en gang, et nydesignet notifikationspanel og panel til hurtigindstillinger, lige som Doze-batterisparefunktionen nu er aktiv konstant og ikke kun når telefonen ligger stille på et bord.

Læs også: Google udgiver officielt Android N – her er alle nyhederne

Android 7.0 Nougat-softwaren kører sammen med LGs egen tilpasning af softwaren, som går under navnet LG UX 5.0+.

Pris og tilgængelighed på LG V20 er endnu ukendt, men Mobilsiden vil naturligvis holde et vågent øje med kommende udmeldinger fra LG. Den eneste udmelding går lige nu på, at V20 lanceres i hjemlandet Sydkorea i løbet af denne måned, hvor den kan fås i de tre forskellige farver Titan, Silver og Pink.

Ingen dansk lancering indtil videre

Hvis du går med forhåbninger om at få fingrene i LG V20, må du læse skuffet med. LG kan nemlig oplyse til Mobilsiden, at der der på nuværende tidspunkt ikke er nogle planer om at lancere V20 i såvel Danmark som i resten af Norden.

Det samme var dog også tilfældet sidste år, hvor der ikke var nogen umiddelbar udsigt til at få LG V10 i de danske butikker. En måned efter den globale afsløring af telefonen lød det dog fra LG, at telefonen nu ville komme til Europa, og tre yderligere uger senere kom den endelige bekræftigelse fra LG om, at den ville komme i den danske handel.

Der er altså stadig mulighed for, at LG i de kommende måneder annoncer pris på og tilgængelig af V20 her i Danmark.

Fortsættelse følger

Vi prøvede, men vi kunne ikke lade sagen ligge. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 5/9/2016 blev sagen bragt videre med en sag med fokus på Apple dumper igen i antennetest – Læs her. Aktuelt nyhedsstof om emnet kan du læse her..