Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Mange iPhone 6 og 6 Plus rammes af skærmfejl over tid

Mange iPhone 6 og 6 Plus rammes af skærmfejl over tid

Mange iPhone 6- og 6 Plus-modeller rammes af en fejl, hvor skærmen holder op med at reagere, mens en grå linje flimrer øverst på skærmen.

Foto: iFixit.com

Et gentagende problem med iPhone 6 og særligt iPhone 6 Plus, hvor skærmen holder op med at virke og viser en mystisk grå linje i skærmens top, viser sig hos mange reparationssteder.

Problemet er beskrevet af hjemmesiden iFixit, der gør sig i reparation af smartphones. Her oplever man en stigning i antallet af kunder, der henvender sig med en skærm, der ikke reagerer på tryk, og som viser en grå linje i toppen, der hopper og danser rundt.

Læs også: Apple ramt af massesøgsmål efter "fejl 53"-ramte iPhones

En anden reparatør fra New Orleans oplever op mod 100 kunder om måneden, der kommer forbi med en iPhone 6 eller 6 Plus med præcis de samme problemer. Michael Huie, som står bag hjemmesiden Microsoldering.com, genkender også dette problem.

”Fejlen er latterligt udbredt, og Apple burde allerede have udsendt en tilbagekaldelse eller måske en gratis reparation under garantien. Hvis du ejer en iPhone 6 Plus og ikke har oplevet problemet endnu, tror jeg, at chancerne er ret høje for, at du vil opleve det i løbet af telefonens levetid,” lyder det fra Michael Huie.

Den samme opfattelse deler en anden reparatør, Jason Villmer fra STS Telecom, som udtaler: ”Problemet er udbredt nok til, at jeg føler, at næsten alle iPhone 6/iPhone 6 Plus har en snert af det og er som tikkende bomber, der venter på give problemer”.



I dag, knap to år efter telefonernes udgivelse, florerer der fortsat teorier om, hvad problemet skyldes, fordi Apple ikke anerkender fejlen. Du kan eksempelvis ikke gå forbi en Apple Store eller en autoriseret Apple-forhandler, fordi de ikke oplæres i at håndtere problemer med fejlramte bundkort.

En af teorierne går på, at der er en fremstillingsfejl af chippen, der går under navnet U2402 Meson Touch IC – altså den komponent, der registrerer berøringer på skærmen. Den mest udbredte teori er dog, at det er det famøse bendgate-problem, der er årsagen til skærmene, der ikke virker.

Nu viser konsekvenserne af bendgate sig

Det er ingen hemmelighed, at iPhone 6 og iPhone 6 Plus havde noget lettere ved at blive bøjet end andre telefoner efter at ligge i eksempelvis baglommen over tid. Derfor valgte Apple også at forstærke aluminiumskonstruktionen i den efterfølgende iPhone 6s og 6s Plus, men skaden er stadig sket på mange iPhone 6- og 6 Plus-modeller.

Læs også: Kan det betale sig at få mobilen repareret? [TIP]

”Det står i hvert fald fast, at iPhone 6/6 Plus, sammenlignet med tidligere iPhone-modeller, er en ret ’bøjelig’ telefon. Dens tynde formfaktor og et større areal udsætter bundkortet i telefonen for pres fra mekanisk bøjning, som ikke har plaget nogen anden iPhone,” lyder det fra ekspert i lodninger, Jessa Jones, som også selv er travlt beskæftiget med problemet.

Mange reparatører er nemlig enige om, at fejlen skyldes en dårlig lodning af den føromtalte Touch IC-chip. Den skulle ifølge iFixit være loddet fast med en række af små punktlodninger – ’som en tallerken, der hviler på kugler’, som Jessa Jones beskriver det.

Læs også: Spar penge ved at reparere din iPhone selv [TIP]

Når den svage konstruktion i iPhone 6 og særligt iPhone 6 Plus giver sig og vrider sig under dagligt brug, belaster det lodningerne, som over tid revner og giver en løs forbindelse. Dermed begynder skærmpanelet at få en løs forbindelse til bundkortet, og det er angiveligt det, der er årsag til problemet.

”Til at starte med er der måske slet ikke nogen defekt. Senere opdager du måske, at skærmen nogle gange ikke reagerer, men at den hurtigt virker igen efter en nulstilling. Som revnen bliver dybere og bliver til en fuldstændig adskillelse af forbindelsen mellem chippen og bundkortet, bliver perioderne med manglende berøringsfunktion oftere og oftere,” tilføjer hun.

Det forklarer også, hvorfor det er et problem, der først er rettet opmærksomhed omkring så sent efter lanceringen af telefonerne, og hvorfor det særligt er iPhone 6 Plus, det går ud over – nemlig fordi den er højere end iPhone 6, som gør den svage konstruktion mere sårbar.

Problemet med de mange iPhone-skærme, der går itu, har derfor nu fået kaldenavnet ”bendgate 2.0 – the crackening”. Har du oplevet fejlen med din aldrende iPhone 6 eller iPhone 6 Plus, eller er du endnu slippet uden om fejlen? Fortæl endelig i en kommentar neden under artiklen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies