Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   MobilePay breder sig til fire nye butikker

MobilePay breder sig til fire nye butikker

Du kan nu benytte MobilePay til betaling af dine dagligvarer i tre nye føtex-butikker og et Bilka-varehus.

(Foto: Claus Sjödin)
(Foto: Claus Sjödin)

Danske Bank er i fuld sving med at udbrede testen af sin MobilePay-betalingsløsning i samarbejde med Dansk Supermarked. Du kan nu foretage indkøbet af dine dagligvarer med din smartphone i fire nye butikker landet over.

Danske Bank og Dansk Supermarked fører nu testen videre til føtex Nordre Fasanvej på Frederiksberg den 21. april, føtex Slotsgade Aalborg City den 22. april, Bilka Horsens den 27. april og føtex Vesterbro i Odense den 29. april.

Læs også: Nu kan du bruge Mobilepay i supermarkedet

”Vi er nu klar til at tage næste skridt i planen mod at rulle mobilbetaling ud i alle vores butikker. De fire varehuse dækker store provinsbyer fordelt over hele landet og et varehus i midten af København. Det betyder, at vi får testet løsningen i de butikker, hvor der kommer mange forskellige typer kunder, som kan prøve teknologien af,” siger Dansk Supermarkeds direktør for e-commerce & digital, Kenneth Nielsen.

For en måned siden lancerede Danske Bank og Dansk Supermarked MobilePay i den første butik. Her var det Føtex i Storcenter Nord i Aarhus, der lagde butik til testen, som viser sig at være gået helt efter planen.

Læs også: Nu kan du bruge Dankort til MobilePay-køb

”Siden vi introducerede MobilePay i Storcenter Nord er flere kunder, unge som ældre, begyndt at bruge det. I dag er det ca. 3 %, som vælger at betale med telefonen i varehuset. Det er rigtig flot, og det bekræfter os i, at MobilePay er et godt bud på fremtidens mobilebetalingsløsning i de store kædebutikker i dansk detailhandel,” siger Kenneth Nielsen.

Kommer til alle 566 butikker

Inden for det næste års tid forventer Dansk Supermarked, at du kan tage Danske Banks MobilePay-app til Android, iOS og Windows Phone i brug i alle 566 butikker. Det omfatter butikskæderne føtex, Bilka, Netto og Salling.

Med udbredelsen af MobilePay og med de i forvejen 2 mio. danske kunder styrker Danske Bank endnu en gang sin position over for konkurrenten, Swipp, som de resterende danske banker er gået sammen om at skabe.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies