Ny dansk app, Busven, viser om din bus er forsinket

En ny dansk og gratis app til iOS og Android gør det med få klik nemt at tjekke live, om din bus kommer til dit busstoppested til tiden.

Ny dansk app, Busven, viser om din bus er forsinket

Med offentlig transport må man som pendler ofte finde sig i, at bussen eller toget er forsinket. En ny app kommer nu de mange danske buspendlere til undsætning, som gør det endnu nemmere at tjekke på farten, om bussen kommer til tiden.

Det er de to nyuddannede diplomingeniører fra Aarhus Universitet, Kristian Rossen Kristensen og Jonas Ulleberg Jusilla, som har udviklet den nye app til iOS og Android, og som netop er blevet udgivet. Appen er udviklet, da de som pendlere selv oplevede, hvordan de nuværende apps såsom Rejseplanen og Google Maps ikke fungerer optimalt, når der lynhurtigt skal tjekkes, om ens bus lige i nærheden kommer til tiden, eller om den er forsinket.

Læs også: Rejseplanen virker nu på Apple Watch

“Måske kender du det? Som pendler ved man ofte allerede hvilken bus, man skal med for at komme fra A til B. Man har blot brug for at vide, hvornår bussen går, og om den kommer til tiden. Her hjælper Busven – uden bøvl med indtastninger om start- og slutdestination, rejseforslag, estimater m.v.,” fortæller Kristian Rossen Kristensen, som også tilføjer, at appen Busven benytter samme data som Rejseplanen.

Appen fungerer ganske simpelt ved, at du præsenteres for et kort over,, hvor du befinder dig ud fra din telefons GPS-position. Her er alle de nærmeste busstoppesteder – ja, faktisk alle busstoppesteder i hele Danmark, placeret på kortet. Det eneste du skal er at klikke på det busstoppested, hvorfra du vil tage bussen, og så kan du straks se alle de næste afgange og bussers afgangstider derfra. Under afgangstidspunktet kan du i realtid se med grøn skrift, hvis bussen er forsinket og hvornår den i stedet kører.

Læs også: Ny Google Maps feature: del hvor du er med dine venner

Benytter du ofte de samme busstoppesteder og vil have endnu hurtigere adgang til disse på farten, er det blot at tilføje dem til Favoritter. Så har du til enhver tid hurtig adgang til disse via fanen Favoritter i bunden af appen.

I den gratis app er der hverken reklamer, overflødige funktioner eller menuer du skal igennem. Det bliver ikke meget simplere end dette. Hvor appen ikke helt kan erstatte Rejseplanen, hvis du benytter andre transportformer som tog og metro, skal planlægge en rejse eller købe billetter, så vil Busven om ikke andet fungere som et godt og utrolig brugervenligt supplement til dine busture, hvis du tager samme busser ofte.