Motorola Moto G6 Plus – Alt det mobil man har brug for [TEST]

Anmeldelse: Motorola er for alvor tilbage i Danmark. Vi har taget et kig på en af deres nye modeller, Moto G6 Plus.

Motorola Moto G6 Plus – Alt det mobil man har brug for [TEST]

Når jeg spørger folk hvad Motorola er, så får jeg mange forskellige svar. De fleste er dog enige om, at Motorola engang lavede mobiltelefoner og engang var store i Danmark, men nu er forbi. Og ja, Motorola var rigtig stort engang, for så at forsvinde. I USA har Motorola dog aldrig helt været væk, men brandet har været på lidt af en rejse.

Motorola er nu ejet af Lenovo, og deres mission er at bringe Motorola tilbage til Danmark. Her på Mobilsiden.dk har vi taget et kig på deres nyeste kreation, Motorola Moto G6 Plus. Den blev lanceret sammen med to andre smartphones i G6-serien, Moto G6 Play og Moto G6, og er den dyreste af dem.

Specifikationer på Moto G6 Plus

Dimensioner og vægt 160 x 75.5 x 8 mm, 167 gram
Skærm 5.9” IPS LCD, 1.080 x 2.160 pixel, 18:9 format, Gorilla Glass 3
Processor og grafikchip Qualcomm Snapdragon 630, Adreno 508
RAM og internt lager 4 GB RAM og 64 GB lager
Kamera 12 megapixel f/1.7 + 5 megapixel f/2.2, 8 megapixel f/2.2 front kamera med blitz
Netværk og forbindelser 802.11 a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.0, FM Radio, USB-C
Software Android 8.0 Oreo samt sikkerhedsopdatering fra april måned, Moto Display og Moto Actions
Batteri 3.200 mAh med lynopladning
Andet Jackstik og Dolby Audio
Pris og farver Vejledende pris 2.299 kroner. I farverne Nimbus Blue og Deep Indigo.
Motorola Moto G6 Plus
Salgsæsken indeholder lynoplader, USB-C kabel, silikone cover og en Moto G6 Plus. Foto: Mobilsiden.dk

Design, display og lyd

Motorola Moto G6 Plus er ikke en dyr mobiltelefon. Den er faktisk det modsatte. Med en vejledende pris på 2.299 kroner koster den ca. en fjerdedel af en iPhone X 64 GB. Kender man ikke prisen på forhånd, så er det dog svært at se, at vi ikke har med en high-end telefon at gøre her.

Telefonen er bygget i glas, Gorilla Glass 3, med en ramme dækket af en blank plastikbelægning. Om det rent faktisk er aluminium under tvivler jeg på, men det føles ganske holdbart. Det er en flot telefon, der dog tager pænt imod fedtede fingre, som ergonomisk ligger godt i hånden. Den føles ikke helt så tung og robust, som fx Sony Xperia XZ2, men det er også det eneste der afslører dens billige pris.

Læs også: Motorolas ikoniske RAZR-smartphones kan gøre comeback

Fingeraftrykslæser på forsiden, jackstik i bunden, USB-C og et dobbeltkamera. Man kan med Motorola G6 Plus sætte flueben ved mange bokse. Designmæssigt er jeg dog ikke vild med designet på kameralinserne på bagsiden, men det er jo relativt. Kameraet stikker dog langt ud, en del længere end på de fleste andre telefoner. Heldigvis er kameraet i midten af telefonen, så den vipper ikke, når den bliver brugt liggende på et bord.

Motorola Moto G6 Plus
Jackstik, USB-C, fingeraftrykslæser og flotte ergonomiske former på Moto G6 Plus. Foto: Mobilsiden.dk

Masser af lys

Skærmen på Moto G6 Plus er af typen IPS og har en opløsning på 1.080 x 2.160 pixel. Den er på 5.9″ og er, ligesom bagsiden af telefonen, beskyttet af Gorilla Glass 3. Kanterne på G6 Plus gør dog, at telefonen bliver rigeligt lang, på trods af den relativt lille skærm. Til sammenligning har Zenfone 5 en skærm på 6.2″ og er en del kortere, 160 mm mod 153 mm. Det kan godt mærkes ved dagligt brug, da der til tider kan være langt til toppen af skærmen. Det havde måske hjulpet at placere fingeraftrykslæseren på bagsiden af telefonen. På trods af størrelsen er G6 Plus dog dejligt let. Det virker som om telefoner bliver tungerer og tungere, og personligt synes jeg vægten er undervurderet.

Displayet fejler dog bestemt intet og leverer nogle rigtig fine farver. Jeg kan anbefale at vælge “standard” farver inde i telefonens indstillinger, hvorved skærmen producerer mere realistiske farver.

Der er desuden knald på lyset i dette display. Har du sat automatisk lysstyrke til, så kan den drille til tider og skrue ekstremt meget ned, men det hører til sjældenhederne. Selv i direkte sollys er der ingen problemer med at se indholdet på skærmen.

Motorola Moto G6 Plus
Lidt store kanter på Motorola G6 Plus gør telefonen større end den burde. Foto: Mobilsiden.dk

Der er ingen stereohøjttalere på Moto G6 Plus, desværre. Lyden kommer ud af højttaleren ved ørestykket, og er helt sikkert godkendt. Den kan spille rigeligt højt og lyden der kommer ud er klar og velbanceret. For en telefon til denne pris er jeg imponeret.

Android når det er bedst

Motorola G6 Plus kommer med Android 8.0, ikke 8.1, og er opdateret med sikkerhedsopdatering fra april måned. Det er ren Android, men ikke Android One, som man ser det hos Nokia. Men det fungerer rigtig godt på Motorola G6 Plus og animationer og skift i mellem apps foregår hurtigt og gnidningsfrit.

Læs også: Android 8.0 Oreo ruller ud til 10 Motorola-smartphones

Motorola har deres egne tilføjelser til Android, men de er meget brugbare. Specielt deres Moto Display er jeg kæmpe fan af. Holder man hånden over telefonen eller tager telefonen op, så tænder Moto Display, hvor du kan se klokken, batteristatus, samt hvilke notifikationer du har:

Motorola Moto G6 Plus
Moto Display på Moto G6 Plus. Foto: Mobilsiden.dk

Holder du inde på notifikationsikonerne, så kan du se flere informationer, samt besvare, arkivere osv, afhængigt af hvilken app det er. Det er gennemført og meget vanedannende:

Motorola Moto G6 Plus
Moto Display gør det let at tjekke notifikationer. Foto: Mobilsiden.dk

En enkelt ulempe er, at det er lettere at aktivere skærmen i lommen. Specielt hvis man er lidt svedig, som jeg for tiden bliver på min daglige cykeltur. Med telefonen i baglommen i cykelblusen, får jeg aktiveret telefonen utallige gange, så jeg til sidst må vende fronten af den ud fra min ryg. Det er dog ikke noget jeg vil vurdere som værende et stort problem, og det er den eneste brugsadfærd, hvor jeg har oplevet det ske.

Som nogle af de få producenter af Android telefoner, lover Motorola til G6-serien én stor Android opdatering, i dette tilfælde Android P, samt sikkerhedsopdateringer hver anden til tredje måned. Det kunne stadig forbedres, men dejligt at se en producent love os opdateringer.

Læs også: OnePlus 6: Utrolig meget mobil for pengene [TEST]

Der er en smule bloatware præinstalleret. Der er her tale om Linkedin appen, samt Outlook. De kan ikke slettes helt, men kan deaktiveres.

Det er Qualcomms mellemklasse chipsæt, Snapdragon 630, der gemmer sig i motorummet på Moto G6 Plus. Til dagligt brug glider alt fint og navigationen er hurtig. Det er ikke ydelse som på en dyrere telefon, men det er hurtigt nok. Der er enkelte få steder, hvor chipsættet dog ser ud til at kæmpe lidt. Specielt kameraet kan til tider være lidt forsinkelse på, og processering af billeder kan til tider også tage lidt for lang tid.

Motorola Moto G6 Plus
Motorola kan bare noget med netværksforbindelser. Foto: Mobilsiden.dk

Fart på 4G

Hvad Motorola G6 Plus kan mangle i processorkraft, har den til gengæld i netværkshastighed. Gang på gang imponerer Motorola os med deres kunnen indenfor netværksforbindelser. Jeg oplever downloadhastigheder på gennemsnitligt 150 Mbps, hvilket jeg ikke har oplevet før i det område jeg bor i, selv ikke fra de allerdyreste smartphones.

Samtidig er både telefondækning og mobildata forbindelsen utroligt stabil. Der har absolut ingen problemer været i testperioden.

Batteriet er “kun” på 3.200 mAh, og jeg havde nok ikke de store forventninger til batteritiden. Dog ser det ud til at kombinationen af nærmest ren Android, samt Snapdragon 630, giver en fortræffelig holdbarhed på batteriet. Jeg har ingen problemer med at få den til at holde to hele dage, ved normalt brug. Jeg vil også nogle dage kunne trække den over to dage. Når der er brug for opladning, så går det desuden hurtigt. Motorola’s Turbo oplader giver omkring 50% på en halv time.

Et godt kamera til prisen

Motorola er gået all-in på kameraet i G6 Plus. 12 megapixel f/1.7 + 5 megapixel f/2.2, er nærmest uhørte specifikationer i denne prisklasse. Specifikationer er én ting, men det store spørgsmål er, hvordan det er i brug. Her skuffer det heller ikke. Her skal man igen huske på, at vi har med en telefon til 2.299 kroner at gøre. Det er ikke Galaxy S9+. Huawei P20 Pro, iPhone X og ej heller OnePlus 6.

I dagslys bliver der produceret billeder med fin skarphed og dybde. Fin eksponering, men dynamikken kan til tider halte lidt. Farver rammer rimeligt godt, men er til tider en smule overdrevne:

Motorola Moto G6 Plus
Motorola G6 Plus. Foto: Mobilsiden.dk

Blomsten ovenover er i virkelig en smule mere farveløs. Men G6 Plus rammer her tættere end fx iPhone 8 Plus.

Indendørs billede:

Motorola Moto G6 Plus
Motorola G6 Plus. Foto: Mobilsiden.dk

Næste test for G6 Plus er aftenbilledet. Her ser man hvordan den dynamiske rækkevidde halter lidt:

Motorola Moto G6 Plus
Foto: Mobilsiden.dk

En sidste opgave for kameraet er billeder taget i mørke. Her er et billede taget omkring midnat, hvor der var meget mørkt:

Motorola Moto G6 Plus
Motorola G6 Plus. Foto: Mobilsiden.dk

Ovenstående billede bliver mere grynet end man fx ser det på iPhone 8 Plus og Huawei Mate 10 Pro, men det er også langt dyrere telefoner.

Generelt har jeg været tilfreds med kameraet i G6 Plus. Faktisk må jeg gang på gang stoppe mig med, at sammenligne kameraet i G6 Plus med kameraer fra dyrere telefoner. Men så langt er der heller ikke i mellem dem. Motorola G6 Plus’ præstation her er mere end godkendt. Godt gået Motorola.

En lille ting at tilføje er, at billedtagningen til tider kunne ønskes at foregå lidt hurtigere. Men det er nok her prisen på enheden skal huskes.

Konklusion: G6 Plus bliver svær at slå

Det er ikke ligefrem mobiltelefoner man mangler, når man arbejder her på Mobilsiden.dk. Jeg prøver dog ofte at tænke på, hvad jeg ville købe, hvis jeg skulle ud at bruge penge på en ny mobiltelefon. Det er svært, rigtig svært. Der er et utal af muligheder, og prisen på flagskibene bliver højere og højere. For ja, man får noget ekstra ved at købe de dyre telefoner, men den forskel bliver mindre og mindre.

Skulle jeg ud at købe en ny mobiltelefon, så lyder 2.299 kroner for mig, utroligt fristende. Dertil kan jeg ærligt sige, efter at have brugt Motorola G6 Plus i en uges tid, at jeg ville være fuldt ud tilfreds med G6 Plus som min daglige mobiltelefon. Jeg er ingen gang skiftet væk fra den endnu, selvom andre dyre flagskibe ligger lige foran mig. Så meget får man i dag for 2.299 kroner.

Der er stadig små ting der kunne være bedre, men kort sagt så er Motorola G6 Plus alt det mobiltelefon man kunne få brug for. Det har været en fornøjelse at bruge den. Motorola G6 Plus ender på 5,5 stjerner ud af 6 mulige.

Fordele:

  • Fint display med høj lysstyrke
  • Fremragende batteritid og hurtig opladning
  • Letvægter med gennemført design
  • Kameraet gør det godt i dagslys og rigtig god bokeh effekt med den ekstra sensor
  • Nærmest ren Android med en række brugbare tilpasninger
  • Motorola lover både Android og faste sikkerhedsopdateringer
  • Prisen

Ulemper:

  • Ikke rigtigt vandafvisende. Ingen IP certificering
  • Kameraet på bagsiden stikker lidt for langt ud
  • En smule bloatware
  • Mangler til tider kræfter, specielt i kamera appen
  • Fotos i mørke indeholder en del støj
  • Lidt for høj. Svært at nå toppen af skærmen
Motorola Moto G6 Plus
Motorola G6 Plus får fine 5,5 stjerner. Foto: Mobilsiden.dk

Mere til historien

Meget er sket siden redaktionen skrev artiklen. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 21/5/2018 fulgte vi op med artiklen; OnePlus 6: Utrolig meget mobil for pengene [TEST]Klik her for at læse artiklen.. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..