Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Galaxy S9 og S9+: Ingen revolutioner her [TEST]

Samsung Galaxy S9 og S9+: Ingen revolutioner her [TEST]

Man kan ikke sige, at Samsung har genopfundet S-serien med deres nye S9 og S9+ telefoner. Men det er stadigt nogle fantastiske telefoner.

Foto: Mobilsiden.dk

Samsung har en del at skulle leve op til, med deres nye S-stjerner. Galaxy S9 og S9+ skal sammen løfte arven fra forgængeren Galaxy S8 - en mobil som ved årsskiftet blev præmieret som ’Årets mobil 2017’ af mobilsiden.dks læsere.

Samtidig synes Galaxy S9 kun at være en mild opgradering i forhold til forgængeren - i hvert fald designmæssigt. Det samtidig med at de nærmeste konkurrenter, Apple og Huawei, fyrer på alle cylindre med deres respektive flagskibstelefoner: iPhone X og Mate 10 Pro.

Se også:  Samsung: Galaxy S9 kommer til at sælge bedre end S8

Samsung Galaxy S9 kommer nu kun i tre farver
Samsung Galaxy S9 kommer nu kun i tre farver
Foto: Winfuture.de

Specifikationer Samsung Galaxy S9 og S9+

Mål (S9): 147,7 x 68,7 x 8,5 mm, 163 gram
Mål (S9+): 158,1 x 73,8 x 8,5mm, 189 gram
Display (S9): 5,8” WQHD (1.440 x 2.960 pixels), 570 PPI, Gorilla Glass 5
Display (S9+): 6,2” WQHD (1.440 x 2.960 pixels), 529 PPI, Gorilla Glass 5
Processor: Exynos 9810 octa, (1x2,9 + 1x2,3 +2x1,8 + 4 x 2,0 GHz), 4/6 GB RAM
Grafikchip: Mali G72 MP18
Batteri: 3.000 mAh (S9), 3.500 mAh (S9+), Quick-Charge 3.0 via USB 3.1 Type-C
Lagerplads: 64 GB + udvidelse med microSD-kort op til 400 GB
Bagkamera (S9): 12 megapixel, fokuspixels, f/1,5 optik + pulsmåler + optisk billedstabilisering
Bagkamera (S9+): 12 megapixel, fokuspixels, f/1,5 optik + pulsmåler + optisk billedstabilisering + 12 megapixel telemodul, f/2,4 optik med optisk billedstabilisering
Frontkamera: 8 megapixel, fokuspixels, f/1,7 optik
Software: Android 8.0 Oreo, Bixby-assistent
Andet: IP68-certificering, pulsmåler, Always On display
Pris: Få den bedste pris på mobilpriser.dk
Farver: Midnight Black, Coral Blue og Lilac Purple

Find fem fejl - S8 og S9 ligner hinanden til forveksling
Find fem fejl - S8 og S9 ligner hinanden til forveksling
Foto: Mobilsiden.dk

Begge telefoner er nu en enkel millimeter kortere end før, men vokser en halv millimeter i bredden og dybden. Vægten er også røget en håndfuld gram i vejret. Det er dog minimale forskelle vi taler om her, Galaxy S8 og S9 er nærmest identiske.

Det er nu ikke værst, Galaxy S8 bød i forvejen på et de mest vellykkede designs markedet har at byde på og den eneste anke ved designet – en uheldigt placeret fingeraftrykslæser – er nu rykket til et mere hensigtsmæssigt sted. Nu skal fingeren ikke længere svæve over kameraet og dermed bliver det heller ikke længere belagt med fedtfingre.

Det samme kan ikke siges om den øvrige bagside på Samsungs nye stjerner. Det er glas nærmest hele vejen rundt og det er, som altid, ganske modtageligt overfor fingeraftryk.

Opbygningen er også den samme som i S8, hvorfor du finder samme IP-68 godkendte (vand- og støvtæt) konstruktion med en buet aluminiumsramme omkring et display der synker ned i siderne.

Læs også:  Sammenligning: Samsung Galaxy S9+ og S8+

Displayet på Galaxy S9 er stadigt noget særligt
Displayet på Galaxy S9 er stadigt noget særligt
Foto: Mobilsiden.dk

Endnu et fænomenalt display

Samsung høster hvert år ros for deres displays og den underliggende OLED-teknologi. I år er ingen undtagelse. Galaxy S9 og S9+ byder igen på et af markedet bedste displays.

Her er to størrelser: 5,8 tommer til S9 og 6,2 tommer til S9+. S9 er kompakt og lommevenlig mens S9+ opleves som væsentligt større selvom det egentlig kun er en enkel centimeter mere display der adskiller de to telefoner.

Begge er dog lige farverige – og som med andre OLED-displays er kontrasten uendelig høj, for eventuelle sorte flader her er kulsorte. Den maksimale lysstyrke synes dog i år at være en kende lavere end hidtil når mobilen betjenes indendørs (selv når den automatiske lysstyrke slås fra) – indendørs kan billedet derfor ende med at se mere kedeligt ud end på både S8 og iPhone 8/X. Træder du udenfor, kan S9+ dog mønstre et ekstra gear og blænde mere op end sin forgænger.

Som med S8’erne byder S9-serien på det ekstra aflange 18,5:9 format – slankere end normalt, men det er også det, der gør at tastaturet er nemmere at håndtere til trods for det ekstra store display. S9 introducerer samtidig et landskabsformat, hvor hele interfacet følger med, når mobilen stilles på siden. Her er desuden ikke noget hak i toppen af displayet, hvilket Apple kunne lære noget af i deres fremtidige iPhone X telefoner.

Se også:  Samsung Galaxy S9 vs. S8: Her er forskellene

Galaxy S9 pumper seriøs lyd ud af sine to højtalere - og den har stadigt et jack-stik
Galaxy S9 pumper seriøs lyd ud af sine to højtalere - og den har stadigt et jack-stik
Foto: Mobilsiden.dk

Markant forbedret lyd

Med det flotte display hører en flot lydside, og denne er der i denne grad kælet for med Samsung S9/S9+. Begge telefoner kommer nu med regulær stereolyd, serveret af en højtaler over display og en nede ved bunden af telefonen.

Hvor S8 døjer med at hamle op med de nyeste iPhones, hæver S9 og S9+ sig nu over sine ærkerivaler med et basdrøn som nærmest er uventet fra så lille en enhed.

Når omverdenen skal have lov til at være fri for musikken, inkluderer Samsung et sæt glimrende AKG in-ear hovedtelefoner – det samme par som sidste år fulgte med Samsung S8. Det lyder igen glimrende og både lyder og føles lækkert.

Til headsettet har Samsung også holdt fast i det 3,5mm store jack-stik – en praktisk detalje til dem der endnu ikke har tænkt sig at pensionere deres kablede headsets.

Se også:  Samsung Galaxy S9 og S9+: Første indtryk

Foto: Mobilsiden.dk

Fornyet maskinkraft

Under glasoverfladen banker et ottekernet kraftværk signeret af Samsung selv: den nye Exynos 9810 processor. I S9 er den parret op med 4GB RAM mens den får 6GB RAM at rute med i Plus-modellen.

Den snurrer på papiret med op til 2,9 GHz, men det er vist kun i teorien. I praksis når processoren ikke op over 2,7 GHz. Maksfrekvensen rammes samtidig kun med en enkel kerne, frekvensen daler hurtigt til et lavere niveau når 2, 4 eller alle 8 kerner aktiveres.

Nuvel, det gør stadig begge S9 telefoner til kompetente maskiner der let kværner igennem enhver opgave du måtte sætte dem til. Når det kommer til egentlige benchmarks, kan Samsung næppe kalde sig for hurtigst, for Apples nyeste A11 processor fra iPhone 8 og X er stadig en halv banelængde foran. Den kommende Snapdragon 845 processor ser også ud til at matche Samsung-processoren på ydelsen.

På andre parametre udgør S9’erens nye chip også kun en mild opgradering. Modemmet understøtter nu 1,2 Gbit LTE mod 1,0 tidligere – ingen revolution der. I praksis synes forbindelsen dog generelt at være lidt stærkere og mere stabil end tidligere.

Batteriets kapacitet er der i år ikke pillet ved. Du finder samme batterikapacitet i S9 som i S8 og i S9+ som i S8+. Den nye processor skal altså levere højere ydelse uden at trække mere på batteriet, hvis S9 skal håbe på at slå sin forgænger.

Det gør den såmænd også: S9+ matcher sin forgænger på driftstid, hvilket i sig selv er i orden. Det giver en solid dags drift, men heller ikke meget mere. Samtidig er det værd at påpege, at konkurrerende Android-telefoner er begyndt at putte større batterier i deres topmodeller.

Opladningen er ligesom i S8-generationen garanteret af den medfølgende 18W kvik-oplader. Det giver en fuld optankning på henholdsvis lidt under og lidt over halvanden time for S9 og S9+.

Foto: Mobilsiden.dk

Ikke meget nyt at se i softwaren

Samsung har længe været beskyldt for årligt at hælde for meget med nye features i deres software – det kan man så ikke bebrejde dem i år.

Det er godt nok nyeste Android 8.0 Oreo man finder ombord her, men rent visuelt skal man være trænet mobilkender for at spotte nyhederne i interfacen.

Heldigvis for Samsung var udgangspunktet rigtig godt, interfacen ser stadigt frisk og levende ud, selvom der altså nærmest ikke er flyttet på et ikon eller menupunkt.

Edge-applikationerne på siden er igen smarte genveje til din favoritkontakter eller -apps, mens det samtidig giver smarte funktioner til at klippe og klistre indholdet fra mobilen videre.

Bixby-assistenten er igen med, men manglende support af dansk gør dog brugen af den meget begrænset. Her synes Googles Assistant at være mere oplagt – især fordi denne nu snart kommer til at understøtte dansk.

Læs også:  Pressefotos og specifikationer på Samsung Galaxy S9 og S9+ lækket

Foto: Mobilsiden.dk

Nye funktioner

Selvom softwaren ligner sig selv, byder Samsung på nyheder i visse nøgleapplikationer. Samsung forskellige apps til styring af smart-enheder er samlet under et tag: app’en smartthings, mens kamera-app’en har fået en større overhaling.

Den indbyggede ansigtsgenkendelse er også opdateret så både iris-scanneren og ansigtsscanneren nu arbejder sammen for at genkende brugeren. Det er mere sikkert og bekvemt i brug end tidligere, men formår ikke helt at matche den 3D-baserede løsning fra Apples iPhone X i både træfsikkerhed og hurtighed.

DeX-platformen, den dock der potentielt kan forvandle din S9’er (eller S8’er) til en desktopmaskine er også videreudviklet, så den nu får mobilen til at ligge fladt. Det smarte her er, at hele displayet nu også fungerer som touchpad. Du kan altså nøjes med at slutte tastatur og display til DeX for at få en fuld desktop-maskine at arbejde med.

Se også:  Samsung S8 sammen med DeX: Langt fra imponerende [TEST]

Foto: Mobilsiden.dk

AR-emoji imponerer ikke

Hvor Apple benytter sin ansigtsscanner til at give mulighed for at animere emojis, går Samsung i en lidt anden retning med sit modsvar: de såkaldte AR Emojis.

Idéen her, at du kan skabe bitmoji-lignende figurer som ligner en. Derefter kan de nemt gemmes som små GIF-animationer til at krydre dine beskeder og videoer med en personlig avatar.

Selve opsætningen er enkel, men resultatet bærer præg af ikke at være helt gennemarbejdede. Det kan diskuteres, hvorvidt 3D-karikaturen overhovedet ligner en og når den animeres opstår der hvad der ligner små nervøse trækning omkring mundvigene som ikke er just flatterende. En anden spøjs fejl er, at mit ene øjenbryn konstant var hævet over det andet.

Jeg endte derfor med at se noget nervøs og skeptisk ud – ikke ligefrem et særlig delevenligt udtryk.

Læs også:  Samsung Galaxy S9 og S9+: Første indtryk

Foto: Mobilsiden.dk

Kamera i særklasse

Med en ny Samsung mobil følger et nyt kamera og oftest, en ny standard for, hvor gode mobilbilleder kan blive. I år er ingen undtagelse.

Her er stadigt kun 12 megapixels ombord, men både optik, elektronik og sensor er opgraderede. Ny samler optikken næsten 30 pct. mere lys ind, en stacking-feature renser billedet for støj i mørke mens den efterfølgende efterbehandling giver et ekstra skud skarphed og detaljer. Dette kamera glimrer især i mørk.

I dagslys minder resultaterne om dem der kendetegnede S8’erne – de er glimrende, men en ny variabel lukning gør, at både for- og baggrund står lidt skarpere end før.

På videofronten optager Galaxy S9 og S9+ nu skarpe 4K-videoer med flydende framerate på 60 billeder/sekund – alt imens at den optiske stabilisering gør en god indsats.

De gode videoresultater skal dog forbi din laptop eller desktop før de rigtig kan udnyttes, for redigeringsmulighederne på mobilen er yderst begrænsede for UHD-filmklip.

I S9 låner Samsung en feature som Sony introducerede sidste år med XZs-serien: en ultra slow-motion feature der omsætter et øjeblik til en seks sekunder lang optagelse.

Som med Sonyerne er det sjovt at lege med, lige indtil man opdager at de knap 200 millisekunder man har til at optage i er yderst kort tid. Det bliver dog delvistr afhjulpet af, at Samsungen kan indstilles til automatisk at gå i gang med at optage når den genkender nu kommer motivet ind i et forudindstillet felt.

Med kameraet følger også Bixby-vision, et AI-drevet kamerandstilling som blandt andet kan udnyttes til at give live-oversættelser. Jeg vil dog ikke stole på funktionen til at oversætte menuen på en græsk ferieø endnu – som med Googles konkurrerende ’oversæt’-app’en er resultaterne ofte lige så uforståelige som originalsproget.'

S9+ modellen får desuden en væsentlig upgrade i forhold til sin lillebror: her er et ekstra kamera der, som i Galaxy Note8, giver 2x optisk zoom og dedikerede portrætfunktioner.

Zoomoptikken er både lysstærk og stabiliseret - sidstnævnte giver klart potte, for rystelser bliver typisk forstærket når der zoomes ind. 

Som i Note 8 er resultaterne generelt vellykkede, og det er fint, at omgivelserne også gemmes med, så de kan hives frem alt efter behov. 

Selve portrætfunktionen kan den mindre S9'er også emulere, men da det udelukkende foregår digitalt, er resultatet ikke nær så overbevisende.

Foto: Mobilsiden.dk

S9+ er en tand bedre

I forhold til S8 synes udviklingen at være en mild en af slagsen. Lidt bedre ydelse, lidt ny software og lidt bedre kamera (dog noget bedre i S9+’s tilfælde).

Det samlede indtryk minder om den man i sin tid fik med Apples S-opgraderinger. Her er de små børnesygdomme blevet stampet ud og det generelle indtryk er, at oplevelsen er blevet forædlet. Eksempelvis er S8’erens tåbeligt placerede fingeraftrykslæser nu vitterligt brugbar.

Vil du investere i en S9’er, vil jeg dog råde dig til at søge mod den dyrere, men også mere kompetente S9+. Dobbeltkameraet giver nye fotomuligheder og med halvanden gange mere RAM ombord synes den at være mere fremtidssikret.

Vi lander derfor på 5 stjerner til Galaxy S9 og 5½ stjerner til Galaxy S9+.

Få den bedste pris på S9 og S9+ hos mobilpriser.dk. 


Samsung Galaxy S9+ - billigste pris fra 4999kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies