Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Samsung Galaxy Note9 - Mere af det hele

Test: Samsung Galaxy Note9 - Mere af det hele

Anmeldelse: Samsung Galaxy Note9 er ikke en mobil for alle - og så måske alligevel. Den store, flotte skærm og den gode lyd vil friste mange.

Samsung Galaxy Note9
Samsung Galaxy Note9
Foto: Mobilsiden.dk

Mobilen, der introducerede store skærme i mobiler, er tilbage. Da Samsung præsenterede Note-serien for første gang tilbage i 2011, blev der rystet på hovedet ad dem. Hvem gad rende rundt med en skærm på makabre 5,3" i lommen?

Svaret er nu, at det gør de fleste af os. 5,3" er nemlig en lille skærm i dag, og den nyeste i Samsungs Galaxy Note-serie er på intet mindre end 6,4". Men selvom skærmen er blevet større, fylder selve mobilen faktisk ikke meget mere.

Samsung Galaxy Note9 er nyeste skud på stammen fra Samsung, og den byder på en perlerække af forbedrede funktioner og specifikationer i forhold til sidste års Note8.

Læs også: Huawei er ikke imponeret over Samsung Galaxy Note9

Fordele:

  • Brillant skærm
  • Design og byggekvalitet af allerfineste slags
  • Den er rigeligt hurtig
  • Batteriet holder utroligt længe
  • S Pen er en fantastisk mulighed for dem, der bruger den slags
  • Stereohøjttalerne er de bedste af sin slags i en smartphone
  • Kameraet imponerer (stadig)
  • Lyden under samtaler er fremragende

Ulemper:

  • Softwaren er stadig tung og fyldt med en overflod af indstillinger
  • Softwaren trænger designmæssigt snart til en overhaling
  • Stadig en dedikeret knap til Bixby. Come on
  • Billig er den bestemt ikke
  • Langsom ansigtsoplåsning
  • Fingeraftrykslæser sidder højt placeret. For os med små hænder er der langt op til den
 

Samsung Galaxy Note9 i Ocean Blue med den gule S-Pen
Samsung Galaxy Note9 i Ocean Blue med den gule S-Pen
Foto: Mobilsiden.dk

Galaxy Note9 oser af kvalitet

Når man ser Galaxy Note9 på billeder, ser man ikke store forskelle i forhold til forgængeren. Og nej, det er der heller ikke. Men de ændringer Samsung har lavet, har gjort et allerede godt produkt endnu mere lækkert og anvendeligt.

Siderne er en anelse mere afrundede. Top og bund af siderne er slebede og giver et blankt look til den i forvejen matte anodisering. Det ser flot ud og det giver virkelig et indtryk af kvalitet. Samtidig gør det mobilen mere behagelig at holde om.

Afrundede sider på Galaxy Note9 gør den behagelig at holde i hånden
Afrundede sider på Galaxy Note9 gør den behagelig at holde i hånden
Foto: Mobilsiden.dk

På forsiden finder vi det store 6,4” display, som vi snart vender tilbage til. Skærmen fylder nærmest hele fronten - kun brudt af en tynd kant forneden og foroven - og buer futuristisk i siderne. Her er ingen notch at finde.

På siderne finder vi de fysiske knapper: en tænd/sluk-, lydstyrke op/ned- og en dedikeret Bixby-knap. Bixby er Samsungs egenudviklede assistent, som hverken forstår dansk eller generelt virker specielt godt. Når man kommer til at trykke på knappen ved et uheld - og det gør man - så bander man en smule hver gang. Fjern den eller lad os selv definere, hvad den knap skal kunne, Samsung - tak. Men udover det er det nogle skønne knapper at trykke på.

I bunden finder vi en port til jackstik, en USB-C-port, højttaler og den famøse S Pen-stylus. Bagpå er der rykket lidt rundt i forhold til Note8. Fingeraftrykslæseren sidder nemlig under kameramodulet, hvilket gør den meget lettere at føle sig frem til. Desværre sidder den stadig meget højt oppe, hvilket sikkert skyldes det kæmpestore batteri, som gemmer sig under bagsiden. For mig kan den være svær at nå helt op til, og jeg har ikke de mindste hænder i verden.
I kameramodulet finder vi det eneste tegn på en lidt skuffende byggekvalitet, hvor linsen i midten sidder lidt skævt i forhold til resten. Det er måske småting, men når en mobil koster omkring 8.000 kroner og mere, så skal sådan nogle detaljer også være på plads.

Linserne sidder en anelse skævt i forhold til bagsiden på Galaxy Note9. I en telefon der starter ved knap 8.000 kroner er det ikke ok.
Linserne sidder en anelse skævt i forhold til bagsiden på Galaxy Note9. I en telefon der starter ved knap 8.000 kroner er det ikke ok.
Foto: Mobilsiden.dk

Generelt er vi dog høje af begejstring over designet og byggekvaliteten på Note9. Man mærker og føler virkelig forskellen, når man er vant til at rende rundt med fx en OnePlus 6 i lommen. OnePlus 6 er også lækker, flot og godt bygget, men Galaxy Note9 er i en helt anden liga.

Du løber ikke tør for plads lige foreløbig

Chipsættet i Note9 er genbrug fra Samsung Galaxy S9 - nemlig Exynos 9810, hvilket slet ikke er noget negativt. Der er rigeligt fart over feltet her. Den er måske ikke den hurtigste på markedet, men man oplever aldrig sløvhed eller hakken.

Ligesom i Galaxy S9 finder vi også 6 GB RAM, men her stopper lighederne så også. Der er nemlig skruet op for lagerpladsen, hvor den mindste udgave byder på 128 GB lager og plads til microSD på op til 512 GB. Derudover fås den også i en 512 GB version med 8 GB RAM. Smider du et 512 GB microSD-kort i den, lander vi altså på en samlet lagerplads på hele 1 TB.

Den 6.4
Den 6.4" store skærm på Galaxy Note9 er imponerende og den bedste vi har set.
Foto: Mobilsiden.dk

Skærmen er som sagt på hele 6,4" - en stor en af slagsen, hvilket Note-serien er kendt for. Det er en Super AMOLED-skærm i formatet 18,5:9 med en opløsning på 1.440 x 2.960 pixel. Standardopløsningen er dog FHD+, 1.080 x 2.220 pixel, og det er svært at se forskel på denne og højeste opløsning. Til gengæld sparer du en smule batteri ved den lavere opløsning.

Læs også: DisplayMate: Samsung Galaxy Note 9 har den bedste skærm

Det er en voldsomt god skærm, som jeg slet ikke kan få armene ned over. Det kan hjemmesiden DisplayMate, som har testet skærmen, heller ikke. Det er en fornøjelse at se video, spille spil og se billeder på den. Det er klart en af Galaxy Note9's allerstørste fordele.

I kombination med de fremragende AKG-tunede stereohøjttalere, er der grundlag for en glimrende underholdningsmaskine. Det er nok de bedste højttalere, jeg endnu har oplevet på en mobiltelefon, og det samme er skærmen.

Samsung har med Note9 introduceret en forbedret køling, som de kalder for Carbon Cooling System, samt en form for AI til at styre ydelsen og varmehåndtering. Samlet set så giver det en køligere mobil, som under stress yder bedre. Selv ved længere tid med intensive spil, oplever jeg ikke, at Note9 bliver specielt varm.

Flere specifikationer finder du her.

Her er hvad der følger med i æsken til Samsung Galaxy Note9. AKG hovedtelefoner lyder ganske udmærket.
Her er hvad der følger med i æsken til Samsung Galaxy Note9. AKG hovedtelefoner lyder ganske udmærket.
Foto: Mobilsiden.dk

Den bliver bare ved og ved

Den store skærm, de krævende højttalere, en tung softwarepakke osv. må tænkes at være en stor belastning for batteriet. Men det er nok også derfor, at Samsung denne gang besluttede, at der skulle være plads til et større batteri. Her imponerede Note8 nemlig ikke.

Batteriet er nu på hele 4.000 mAh ligesom i Huawei P20 Pro, men Samsung har på trods af en større skærm formået at få mere ud af de mange mA. Om det er softwareoptimering, forbedret køling eller hvad det er, kan jeg ikke svare på. Men noget er gjort helt rigtigt, for Note9 bliver bare ved og ved.

Da jeg først tog Galaxy Note9 i brug, var jeg faktisk en smule skuffet over batteriet. Den blev hurtigt drænet, og den blev samtidig varm udenpå. Men efter et døgns tid ændrede det sig, og nu kan jeg nærmest ikke få kvalt den. Samsung Galaxy Note9 har det bedste batteri i en mobiltelefon, som jeg endnu har testet.

Batteriet i Galaxy Note9 er rigtig godt. Den kommer selvfølgelig også med Quick Charge.
Batteriet i Galaxy Note9 er rigtig godt. Den kommer selvfølgelig også med Quick Charge.
Foto: Mobilsiden.dk

En labyrint af indstillinger og funktioner

Mange producenter lægger deres præg på Android-styresystemet i softwaren, og Samsungs er det måske mest omtalte af dem alle. Der er dog sket en lang række forbedringer med tiden, men det laver ikke om på, at softwaren er fyldt med et utal af funktioner og indstillinger. Nogle kan godt lide det, og andre kan ikke. Jeg er i den sidstnævnte lejr. Der er simpelthen for meget. Jeg er mere til en ren Android-oplevelse. Jeg er lige på nippet til at installere Nova Launcher, men det er jo netop en af fordelene ved Android, at man kan tilpasse den enkelte mobil på utroligt mange måder.

Dog er Samsung Experience udmærket og bestemt bedre end for eksempel Huaweis. Desuden er der knap så mange spøjse oversættelser. Designmæssigt synes jeg, at det snart kunne trænge til en overhaling.

Android 8.1 og Samsung Experience 9.5. Hvornår mon den får Android 9?
Android 8.1 og Samsung Experience 9.5. Hvornår mon den får Android 9?
Foto: Mobilsiden.dk

Ansigtsoplåsning hitter lige nu, og de fleste producenter har fået det implementeret i deres dyre modeller. Samsung Galaxy Note9 har også ansigtsoplåsning, hvor det her er kombineret med en irisscanner for højere sikkerhed. Dog er det langsomt og genkender ofte ikke mit ansigt, hvorefter jeg skal strække min pegefinder for at nå fingeraftrykslæseren.

Forbedret genbrugskamera

Kameraet i Samsung Galaxy Note9 er genbrug af Samsungs sidste topmodel, Galaxy S9+. Testen af den mobil og det kamera kan du læse her.

Der er tale om to 12 megapixel sensorer med en blænde på henholdsvis f/1.5/2.4 og f/2.4. Det tillader op til 2x optisk zoom. PDAF og OIS er der også ligesom i Galaxy S9+.

Men der er dog heldigvis også noget nyt at finde. Samsung har nemlig også kastet sig over AI eller kunstig intelligens. Det vil sige, at kameraet genkender op til 20 forskellige scenarier, som man tager billeder af. Det kan fx være blomster, sne, personer osv. Herefter vil den tilpasse kameraet til det enkelte scenarie, så fotos skulle blive endnu flottere. Men nok snak. Lad os tage et kig på resultaterne i stedet.

Generelt er kameraet i Note9 en fornøjelse at bruge. Den leverer et mere naturligt billede end mange af konkurrenter med en flot balance i eksponeringen og rigtig fine detaljer. Det er en fornøjelse at tage billeder med Galaxy Note9. Scenegenkendelsen minder meget om det, vi ser fra Huawei og LG, hvor der bliver skruet lidt på kontrast, lys osv. i softwaren. Det giver nogle lidt mere overdrevne farver, men flot ser det også ud. Er man mere til det naturlige, slår man det selvfølgelig bare fra.

Stærke bånd binder S Pen

Samsungs notoriske S Pen har udviklet sig i Galaxy Note9. Fra at være en stylus, som udelukkende kunne bruges som en stylus, har Samsung nu valgt at forbinde den til telefonen via Bluetooth. Dette giver flere funktioner. For eksempel kan man tage billeder med S Pen'en, styre en præsentation, skifte musiknummer på Spotify eller gå frem og tilbage i Chrome-browseren. Der er mange muligheder, og der kommer hele tiden flere og flere til, efterhånden som de enkelte appudviklere får udviklet understøttelse af S Pen'en.

Man kan gøre meget med en S Pen.
Man kan gøre meget med en S Pen.
Foto: Mobilsiden.dk

Derudover er der selvfølgelig de klassiske S Pen-funktioner som Screen Off Memo, Air Command osv. Ifølge Samsung er S Pen den primære grund til, at folk køber Note-serien, hvilket jeg ikke er helt overbevist om. Jeg har aldrig set nogen aktivt bruge en S Pen, men jeg har set mange Note-telefoner. Jeg kan dog tage fejl. Jeg har selv forsøgt at bruge den og vænne mig til det, men det er bare ikke noget for mig. Sådan er vi så forskellige. Men for dem, som bruger en stylus, er det en lækker tilføjelse.

S Pen'en holder strøm i cirka 30 minutter, hvorefter den skal oplades igen. Opladningen sker inde i dens hus i Note9 og tager kun cirka 40 sekunder.

If it ain't broke, don't fix it

Der er nok mange, der havde store forventninger til Samsung næste flagskib i Note-serien, som føler sig en smule skuffede over at have set og læst om Galaxy Note9. Og det er klart, for vi hører hele tiden om fingeraftrykslæsere indbygget i skærmen, bøjelige skærme, kameraer med syv linser osv.

Samsung Galaxy Note9 har intet af det nye og vilde, men bygger i stedet videre på Galaxy Note8. Men frygt ikke, for det gør ikke Galaxy Note9 til en dårlig mobiltelefon. Tværimod. Den bygger videre på noget, som allerede var rigtig godt, og gør det hele endnu bedre.

Samsung Galaxy Note9 er en solid mobiltelefon, hvor der er fokuseret på de små detaljer og forfinelsen af dem. Lige nu finder man ikke bedre skærm, lyd og batteri i en mobiltelefon. Galaxy Note9 kan utroligt meget, og selvom man ikke bruger det hele såsom S Pen'en, er den stadig også "bare" en fremragende mobiltelefon.

Jeg var ikke specielt tændt efter præsentationen af Note9 i New York, men mobilen har på trods af dette formået at overbevise mig. Men du skal have den store pung op af lommen, hvilket du kan læse mere om herunder. Samsung Galaxy Note9 lander på flotte 5,5 stjerner ud af 6.

Foto: Mobilsiden.dk

Pris og tilgængelighed

Samsung Galaxy Note 9 kommer i to versioner og fire forskellige farver. Standardudgaven har fået et løft op fra 64 GB lager til 128 GB. Den kommer desuden med hele 6 GB RAM. Der er desuden plads til microSD-kort på helt op til 512 GB. Priserne i Danmark på Samsung Galaxy Note 9 er som følger:

SAMSUNG GALAXY NOTE 9 PRIS I DANMARK
6 GB RAM og 128 GB lager 7.849 kroner
8 GB RAM og 512 GB lager 9.899 kroner

I Danmark kan den købes i farverne Midnight Black (sort) og Ocean Blue (blå) i både 128 GB og 512 GB. Dog er det ikke allle forhandlere, der får 512 GB-versionen på lager. Samsung Galaxy Note 9 kan købes ved de fleste teleselskaber og i mange online og fysiske butikker.

Læs også: Samsung Galaxy Note 9: Pris, tilgængelighed og tilbehør

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies