Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Analytiker: Alle iPhones får Face ID næste år

Analytiker: Alle iPhones får Face ID næste år

Næste år får alle iPhones Face ID-ansigtsgenkendelse, som Apple debuterede i iPhone X - dog kun hvis forbrugerne tager godt imod det i iPhone X.

Foto: Apple

Ansigtsgenkendelse er kommet for at blive. Det ser ud til at være Apples tanke, da den californiske it-gigant ser ud til at satse fuldstændigt på Face ID i alle kommende iPhones. Det skriver hjemmesiden 9to5Mac.

Det er den velkendte Apple-analytiker Ming Chi-Kuo, som i et notat oplyser, at Apple udstyrer alle næste års iPhones med Face ID. Dermed kan du låse hele næstes års portefølje af iPhones op blot ved at kigge på dem - hvis altså ikke teknologien driller, som den gjorde med Apples chefingeniør Craig Federighi.

Læs også: Face-ID fadæse - Se Apples livedemo kikse [VIDEO]

Analytikeren tilføjer, at Apples fremtidsplaner med Face ID kommer til at afhænge af, hvordan modtagelsen er hos forbrugerne, der kan købe iPhone X fra 3. november.

Fingeraftrykslæser under skærmen volder problemer

Ifølge analytikeren er muligheden derfor ikke udelukket, at Apple implementerer både Face ID-ansigtsgenkendelse og fingeraftrykslæser under i skærmen i kommende iPhones.

Apple kæmper dog fortsat med at få fingeraftrykslæser til at virke, når den er gemt under skærmpanelet. Udfordringen skulle efter sigende være, at 3D Touch gør skærmpanelet tykkere, og jo tykkere skærmpanelet er, desto sværere er det for fingeraftrykslæseren at trænge igennem.

Læs også: Fingeraftrykslæsere i skærmen har problemer med hastigheden

Viser det sig, at forbrugerne ikke er glade for Face ID i iPhone X, vil Apple ifølge analytikeren sætte flere kræfter ind for at få fingeraftrykslæseren til at virke under skærmen i næste års iPhones. Det ser altså ikke umiddelbart ud til, at Touch ID indbygget i home-knappen som vi kender det i iPhone 8 og 8 Plus, bliver aktuel i næste års iPhones.

Hvad er du tilhænger af, når det gælder at låse din iPhone op? Vil du beholde den gode, gamle home-knap med indbygget Touch ID, eller ser du frem til at få fingeraftrykslæseren implementeret i skærmpanelet? Eller vil du hellere give det nye Face ID i iPhone X et skud? Skriv meget gerne i en kommentar nedenfor.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies