Analytiker: Næste års iPhones understøtter dual-SIM

I næste års iPhones vil det være muligt at indsætte to SIM-kort og benytte to 4G-dataforbindelser samtidig, lyder det fra Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo.

Analytiker: Næste års iPhones understøtter dual-SIM

Der er noget at se frem til, når Apple om lidt under et år løfter sløret for det, der ventes at blive tre nye iPhones i samme design som iPhone X – to med OLED-skærm og en med TFT LCD-skærm.

Analytikeren Ming-Chi Kuo har nemlig afsløret i et notat, at de næste iPhones kommer til at få en helt ny funktion for første gang i iPhone-sammenhæng: dual-SIM. Det skriver MacRumors.

Læs også: Alle iPhones næste år får samme design som iPhone X

Som navnet indikerer, er der ganske enkelt tale om, at der bliver mulighed for at indsætte to SIM-kort frem for kun et enkelt. Der findes flere forskellige implementeringer af, hvordan dual SIM-mobiler skal anvende de to SIM-kort. I nogle mobiler skal man inde i softwaren manuelt skifte mellem hvilket man vil bruge til opkald, beskeder og data, mens man i andre kan anvende begge SIM-kort til opkald, beskeder og/eller data samtidig.

Ifølge analytikeren vil næste års iPhone understøtte den implementering af dual-SIM, som hedder dual-SIM dual standby (DSDS), som vil gøre det muligt at trække på en dataforbindelse fra hvert SIM-kort samtidig og dermed opnå endnu højere datahastigheder og bedre dækning.

”iPhone-modellerne i andet halvår 2018 vil ikke kun byde på hurtigere LTE-overførelseshastigheder: Vi forudser, at mindst en af de nye iPhone-modeller vil understøtte dual-SIM dual standby (DSDS). Modsat eksisterende DSDS-telefoner, som typisk understøtter forbindelser med LTE + 3G, tror vi, at næste generations iPhone-modeller vil understøtte forbindelser med LTE + LTE i et forsøg på at forbedre brugeroplevelsen,” lyder det fra analytikeren ifølge MacRumors.

Kan komme med eSIM

Med Google Pixel 2 og Pixel 2 XL introducerede Google de første to smartphones med det såkaldte eSIM, som fremtidens telefoner inden for få år vil begynde at anvende. Det overflødiggør fysiske SIM-kort, da det med eSIM er muligt at åbne op for adgang til ens virtuelle SIM-kort ved blot at forbinde en ny telefon under opsætningen til et Wi-Fi-netværk. Dertil kan ens SIM-indstillinger tilpasses i en app.

Læs også: Guide: Her er landets bedste dual-SIM smartphones

Det er en mulighed, at Apples kommende dual-SIM-funktionalitet muliggøres ved brug af et almindeligt nano-SIM sammen med et eSIM, så der fortsat kun vil være en enkelt SIM-kortholder. Det er endnu ikke til at sige med sikkerhed, om det bliver tilfældet. Apple har dog allerede taget eSIM i brug i det seneste Apple Watch, men kun omkring 20 teleselskaber verden over understøtter teknologien på nuværende tidspunkt.

Sidste nye om temaet

Meget er sket siden redaktionen postede artiklen. Daniel Søgaard Hald gik et skridt videre. Efterfølgende d. 2/6/2021 publicerede vi artiklen om Huawei Watch 3 er officielt med eSIM og HarmonyOS – Forstættelsen om temaet kan læses her. Aktuelt nyhedsstof om emnet kan du læse her..