Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   De måske første billeder af OnePlus 6 er lækket

De måske første billeder af OnePlus 6 er lækket

De måske første hands on-billeder af den kommende OnePlus 6 er blevet lækket. Billederne viser et helt nyt design med et hak i skærmen ligesom iPhone X.

Foto: Ithome.com

Billeder af hvad der menes at være den kommende OnePlus 6 er blevet lækket. Det skriver den hjemmesiden IT Home, som har opsnappet to billeder fra internettet.

På billederne ses et helt nyt design, hvor der er en udskæring i toppen af skærmen ligesom iPhone X. Netop et sådan design blev lækket for en uges tid siden, da to lækkede billeder af en ny Oppo-mobil gav en idé om, hvordan den kommende OnePlus 6 kommer til at se ud. De seneste OnePlus-mobiler har nemlig fået præcis samme design som tidligere lancerede vivo- og Oppo-smartphones. De tre brands er nemlig alle ejet af firmaet BBK Electronics.

Læs også: OnePlus bekræfter: Næste flagskib kommer til sommer

Dette rygte grinede OnePlus-medstifteren Carl Pei dog lidt over på Twitter, hvilket igen satte spekulationerne i gang om, hvorvidt OnePlus 6 rent faktisk kommer til at se sådan ud.

Nu er der så kommet de to nye billeder, som forfra umiddelbart ligner de tidligere lækkede billeder. Der er på begge telefoner et hak i toppen af skærmen, men på de to nye billeder er udskæringen ikke lige så bred.

Især når man kigger på bagsiden kunne telefonen på billedet sagtens se ud til at være en eventuel ny OnePlus-mobil. Der ses i hvert fald et logo på bagsiden. En bagside af skinnende glas/plastik er dog ikke set i en OnePlus-smartphone siden OnePlus X.

Foto: Ithome.com

Der er også nogle detaljer omkring modelnummeret, der gør det lidt tvivlsomt, om det virkelig er det næste flagskib fra OnePlus. Telefonens navn er ifølge softwaren "P7819", mens modelnummeret er "NS P7819".

Det er nogle helt anderledes navne, end hvad OnePlus normalt kalder sine smartphones. Eksempelvis har OnePlus 5T modelnummeret A5000. En teori går på, at der er tale om en prototype, hvilket giver god mening, idet telefonen først bliver en realitet sidst i 2. kvartal – altså formentlig omkring juni måned.

Læs også: OnePlus' medstifter skyder rygte om ny OnePlus X2 ned

Hvad tror du? Kunne det være den nye OnePlus 6, vi allerede har set på disse billeder, eller er der blot tale om en anden smartphone? Giv gerne dit besyv i en kommentar nedenfor.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies