Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   OnePlus bekræfter: Næste flagskib kommer til sommer

OnePlus bekræfter: Næste flagskib kommer til sommer

Der kommer ingen ny OnePlus-topmodel tidligt på året, som rygter ellers pegede på. OnePlus bekræfter nemlig, at den først lanceres sidst i 2. kvartal.

Du må væbne dig med tålmodighed, hvis du har næste flagskib fra OnePlus i kikkerten. OnePlus 6, som den ventes at hedde, kommer nemlig ikke i marts måned, som et rygte ellers lød i sidste måned.

Til CNET oplyser OnePlus’ direktør og stifter, Pete Lau, at det næste flagskib fra OnePlus bliver lanceret i slutningen af 2. kvartal. Det vil højst sandsynligt sige i juni måned. Dermed vil lanceringen formentlig finde sted samtidig med sidste års topmodel, OnePlus 5, som blev lanceret den 20. juni. Blot få dage senere kunne den købes i Danmark.

Læs også: OnePlus 5T Star Wars Edition får salgsstart i dag

Pete Lau ville endnu ikke løfte sløret for, hvad den kommende topmodel kommer til at hedde, men det er altså navnet OnePlus 6, der er det mest oplagte og sandsynlige.

Til gengæld ville han gerne kommentere på lidt af specifikationerne, navnlig processoren. Her bekræftede han nemlig over for CNET, at den bliver udstyret med Qualcomms seneste Snapdragon 845 - den processor, som vi formentlig først får at se i den amerikanske og kinesiske udgave af Samsung Galaxy S9 og S9+. Om OnePlus 6 får Snapdragon 845-processoren, udtaler Pete Lau:

”Selvfølgelig, der er ikke noget andet valg”.

Derudover er der forlydender om, at OnePlus 6 bliver udstyret med en fingeraftrykslæser indbygget i skærmen. Vivo, som er en søsterproducent til OnePlus, har nemlig fremvist den første smartphone med en fingeraftrykslæser i skærmen ved CES-messen, og det er forventningen, at dette design kan danne grundlaget for den kommende OnePlus 6. Sådan var det i hvert fald med både OnePlus 5 og OnePlus 5T, hvor både vivo og Oppo havde lanceret identiske modeller uger før OnePlus.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies