Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Fremtidens Apple Watch kan måske måle dit blodsukker

Fremtidens Apple Watch kan måske måle dit blodsukker

Et Apple Watch der kan måle blodsukkerniveauet og gøre livet nemmere for diabetikere kan meget vel blive en realitet om få år.

Det var noget af et gennembrud, da 4. generations Apple Watch blev det første smartwatch til forbrugere, som blev godkendt til at lave såkaldte EKG’er eller elektrokardiogrammer.

Læs også: Apple satser på sundheden med iOS 8

Apple er dog slet ikke færdig med at lave smarte løsninger med fokus på sundhed. I et længere interview med CNBC fortæller Apples direktør, Tim Cook, ifølge 9to5Mac, at it-giganten er klar med nye sundhedstjenester i løbet af i år, uden dog at være mere præcis om, hvad for nogle tjenester.

”Inden for tjenester vil man se os annoncere nye tjenester i år. Der vil komme flere ting. Jeg vil ikke fortælle, hvad for nogle tjenester det er, og jeg vil ikke give en præcis prognose for vores planer og så videre. Men det er nogle ting, som vi har en rigtig god fornemmelse af, og som vi har arbejdet på i flere år,” lyder det fra Tim Cook.

I februar 2017 besøgte Tim Cook University of Glasgow for at tale om diabetes om en glukosemåler, han havde testet i længere tid.
I februar 2017 besøgte Tim Cook University of Glasgow for at tale om diabetes om en glukosemåler, han havde testet i længere tid.
Foto: CNBC

Apple har længe haft fokus på diabetes

I forbindelse med hans udtalelse har det sat gang i spekulationer om, hvorvidt det næste sats for Apple er sundhedsløsninger inden for diabetes, og faktisk er det slet ikke så skør en tanke. Tim Cook har selv vist stor interesse i diabetes som et sundhedsområde, og i starten af 2017 meldte han ud, at han havde testet en enhed, der målte hans blodsukker.

"Jeg har båret en kontinuerlig glukosemåler i et par uger. Jeg har lige taget den af, før jeg skulle på denne tur," har han tidligere sagt.

Det fremgik dog ikke, om det var en dedikeret måler fra firmaer som Medtronic og Dexcom eller en teknologi, der var integreret i det Apple Watch, han bar. Netop Apple Watch menes nemlig at være det produkt, som Apple en dag vil anvende til at lade forbrugere måle deres blodsukker gennem Apple Watch.

Læs også: Apple viser hvordan Apple Watch redder liv

Apple har sågar et helt team dedikeret til at skabe en løsning til at måle folks blodsukker, uden at det er nødvendigt at prikke et lille hul i huden for at aflæse blodsukkertallet. Den store udfordring er pt. at finde en såkaldt ikke-invasiv måde at måle blodsukker på - noget som tidligere er blevet kaldt umuligt.

Hvis det lykkes Apple at få implementeret teknologien i et kommende Apple Watch, vil det være et kæmpe gennembrud. 415 millioner voksne mennesker verden over har ifølge International Diabetes Federation diabetes – et tal der i 2040 ventes at stige til 642 millioner. Dermed kan det gøre livet noget nemmere for en hel del personer, som konstant skal være opmærksomme på deres blodsukkertal. Og hvem ved? Måske kan en sådan løsning være med til at redde liv.

Tim Cook: Apple vil blive husket for sine sundhedstjenester

Det er endnu uklart, om diabetes er et fokusområde blandt dette års kommende tjenester fra Apple, men i hvert fald er det ganske tydeligt, at Apple er begyndt at fokusere meget på sundhed. Faktisk så meget, at det ifølge Tim Cook er det, som folk vil huske Apple for i fremtiden.

"Jeg tror, at især sundhed og dit velbefindende er et område, som - hvis du zoomer ud til fremtiden, kigger tilbage og stiller spørgsmålet 'hvad var Apples største bidrag til menneskeheden?' - så vil svaret være sundhed."

Til CNBS har han også tidligere udtalt, at sundhed er et område, hvor han er ”meget begejstret for Apples indsats”.

Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies