Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Googles Project Fuchsia skal erstatte Android om fem år

Googles Project Fuchsia skal erstatte Android om fem år

Nye detaljer om Googles nye styresystem, Project Fuchsia, er kommet frem. Styresystemet skal rette op på problemerne med Android og erstatte det om fem år.

Foto: Arstechnica.com

Siden 2005 har Google haft sit eget styresystem, Android, som oprindeligt slet ikke fungerede med touchskærme. Årligt er styresystemet blevet forbedret og ændret markant, men snart skal det være slut med at bygge videre på det gamle fundamentet, som i den grad har sine begrænsninger og problemer med blandt andet fragmentering og langsomme opdateringer.

Læs også: Googles Fuchsia genopfinder styresystemet til mobilen

Det problem vil Google løse med det såkaldte Project Fuchsia - et styresystem, som Google i al ”hemmelighed” har haft et lille team til at udvikle på hen over de seneste to år. Der er løbende dukket nye oplysninger op om styresystemet - blandt andet at det bygges på en helt ny egenudviklet kerne kaldet Zircon i stedet for Linux-kernen.

Sådan ser Fuchsia lige nu ud på større enheder.
Sådan ser Fuchsia lige nu ud på større enheder.
Foto: Arstechnica.com

Hurtigere opdateringer og mere fleksibilitet

Nu er mediet Bloomberg kommet i besiddelse af et væld af nye informationer om Googles enorme projekt. Ifølge mediet er Project Fuchsia tænkt som et styresystem, der skal erstatte Android inden for fem år. Det er primært den bagvedliggende kode, som trænger til en udskiftning, men der følger efter alt at dømme også en ny brugerflade med - som dog stadig kan minde om de nuværende Google-styresystemer.

Android har en række begrænsninger, som Google ønsker at løse med Fuchsia. Blandt andet har det altid været et stort problem, at alle softwareopdateringer skal igennem mange led, før de kan udsendes til forbrugeren.

Læs også: Google tester sit nye styresystem, Fuchsia, til Pixelbook

For teleselskaber og smartphoneproducenter er der ikke samme incitament til at bruge enorme ressourcer på at udrulle Android-opdateringer og sikkerhedsopdateringer som hos Google, og det skulle altså være et af flere problemer, som Fuchsia vil løse om mange år.

Googles ønske derfor er at udvikle et system, der kan opdateres på samme måde som eksempelvis Chrome OS, hvor der laves én opdatering, der virker til alle enheder. Dertil vil en meget hurtigere udrulning af sikkerhedsopdateringer også være en central del af Fuchsia.

Samme styresystem til alle enheder

Når det kommer til enheder, vil Project Fuchsia også adskille sig ved ikke kun at fungere til smartphones og tablets, men mere eller mindre alle internetforbundne enheder – lige fra små sensorer til mobiler, smartphones, tablets og computere. Styresystemet vil være udviklet til at kunne tilpasse sig fra selv de mindste til de største skærme uden at det skal udvikles specifikt til nogle af enhederne.

En stor del af Project Fuchsia er angiveligt, at du kan betjene det udelukkende med din stemme. Planen er først at eksperimentere med styresystemet på stemmestyrede enheder såsom højttalere hen over de næste tre år, og derefter rykkes fokus over på større enheder såsom computere. Målet er i sidste ende, at styresystemet skal være en fuldgyldig erstatning af Android, men der kan altså gå fem år, før det sker, oplyser en anonym kilde til mediet.

Projekt Fuchsia har efterhånden vokset sig ganske stort. Teamet, der udvikler på styresystemet, består nu af mere end 100 mand, og teamet har også fået grønt lys af øverste chef i Google-moderselskabet Alphabet, Sundar Pichai, til at fortsætte udviklingen. Matias Duarte, som står bag Androids nyere design, er nu også med til at designe Project Fuchsia.

”Ved at skifte væk fra Android kan det give Google muligheden for at trykke på nulstil-knappen ved alle de fejl, som de mener, de har begået for et årti siden. De kan måske være i stand til at generobre noget af den magt, de har afgivet til smartphoneproducenter og teleselskaber,” siger Jeffrey Grossman, som står bag chat-appen Confide.

På nuværende tidspunkt er der kun diverse spor fra udviklingen af styresystemet, som giver indikationer på, hvordan det endelige styresystem bliver. Lige nu er projektet dog stadig så relativt nyt, at der endnu går nogle år, før vi får noget mere konkret at forholde sig til.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies