Jolla udgiver ny telefon med Android-alternativ

Finske Jolla vil gerne tage konkurrencen med Apple og Google op i styresystemskrigen med deres Sailfish OS

Jolla udgiver ny telefon med Android-alternativ

Selv kalder de sig ‘det tredje mobil-styresystem’, selvom det endnu nok er at strække den, men ambitionerne hos finske Jolla fejler ikke noget. Finnerner har taget et nyt skridt frem mod udbredelsen af deres styresystem, Sailfish OS, med en ny lancering, denne gang i Indien.

Endnu en gang er det deres styresystem, Sailfish OS, der gør telefonen interessant, da specifikationerne ikke er noget særligt. Det gør sig især gældende, da Google lancerede Android One i Indien for nylig, og telefonerne i det projekt er meget lig den nye Jolla-telefon.

Læs også: Jolla Sailfish OS: Klar til global udrulning

Der er endnu ikke et officielt navn på telefonen, men den indeholder blandt andet en 4,5” skærm i 540×960 pixels, 1,4GHz dual-core Snapdragon 400-processor, 1GB RAM, 8- og 2MP kameraer og 16GB lagerplads, der kan udvides.

Prisen er heller ikke officiel endnu, men med konkurrence fra Android One ser Jolla ud til at få kamp til stregen.

Det er dog stadig et stort skridt for Jolla og deres Sailfish OS, at de bevæger sig ind på det næststørste mobilmarked i verden i det indiske.