Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Kun 1 ud af 500 Android-enheder har Android 8.0 Oreo

Kun 1 ud af 500 Android-enheder har Android 8.0 Oreo

De nyeste tal fra Google viser, at kun 0,2 %, eller 1 ud af 500 Android-enheder, kører med det nyeste Android 8.0 Oreo efter halvanden måned.

Foto: Android.com

Google udgav Android 8.0 Oreo for cirka halvanden måneds tid siden, hvorefter udrulningen til de første Pixel- og Nexus-mobiler begyndte sidst i august måned.

Læso også: Nu har 13,5 % af alle Android-enheder Nougat

Der er altså endnu ikke mange smartphones, tablets og andre enheder, som er blevet opgraderet til Android 8.0 Oreo, og det ses da også tydeligt i det nyeste tal, som Google har udgivet på Androids udviklerside.

Version Kodenavn API Udbredelse
2.3.3 - 2.3.7 Gingerbread 10 0,6 % (-)
4.0.3 - 4.0.4 Ice Cream Sandwich 15 0,6 % (-)
4.1.x Jelly Bean 16 2,3 % (-0,1)
4.2.x 17 3,3 % (-0,2)
4.3 18 1,0 % (-)
4.4 KitKat 19 14,5 % (-0,6)
5.0 Lollipop 21 6,7 % (-0,4)
5.1 22 21,0 % (-0,7)
6.0 Marshmallow 23 32,0 % (-0,2)
7.0 Nougat 24 15,8 % (+1,6)
7.1 25 2,0 % (+0,4)
8,0 Oreo 26 0,2 % (+0,2)

Kun 1 ud af 500 Android-enheder har Oreo

Blot 0,2 % af alle Android-enheder kører med Googles nyeste version Android 8.0 Oreo, viser de nye tal, som er indsamlet ud fra antal besøgende i Google Play-butikken i perioden 25. september til 2. oktober. Den enormt lave markedsandel svarer til, at kun 1 ud af 500 Android-enheder kører med Googles nyeste software.

Den klart mest udbredte Android-version er fortsat Android 6.0 Marshmallow, som nu har præcis to år på bagen. Knap hver tredje, eller 32 %, har denne version installeret. Næststørst er det tre år gamle Lollipop, som samlet har en markedsandel på 27,7 %. Derefter kommer de to nyere Nougat-versioner med samlet 17,8 %.

Læs også: Google: Snart er det slut med langsomme Android-opdateringer

Som det efterhånden er blevet understreget mange gange ved tidligere tal fra Google, står Android-producenterne over for en større udfordring med hensyn til at få opgraderet deres smartphones, tablets og øvrige devices til den nyeste Android-version. Denne problematik har været til stede siden dag 1.

Det kunne dog se ud som om, at problemet bliver afhjulpet en smule med Android 8.0 Oreo. Her er der nemlig implementeret det såkaldte ’Project Treble’, som er et forsøg på at få telefoner med Android 8.0 Oreo opdateret hurtigere og nemmere til fremtidige Android-versioner. Ændringerne med Project Treble betyder, at smartphoneproducenterne fremover ikke skal bruge tid og ressourcer på at have kildekoden til nye Android-versioner forbi chipproducenter for at få koden optimeret.

Helt løst er problemet med de langsomme opdateringer dog ikke. Softwareopdateringerne skal nemlig fortsat forbi teleselskaberne – og det betyder som oftest lange ventetider og usikkerhed om, hvorvidt ens telefon overhovedet får softwaren. I hvert fald er det et skridt i den rigtige retning, men hvor stor betydning Project Treble får, vil først vise sig om et års tid, når Android P ruller ud til telefoner med Android 8.0 Oreo.

Foto: Sony

Se om din mobil får Android 8.0 Oreo - og hvornår

Mobilsiden har, traditionen tro, udarbejdet en større oversigt, som jævnligt opdateres med seneste nyt om, hvilke telefoner og tablets der bliver opgraderet til Android 8.0 Oreo, og hvilke der ikke bliver.

Læs også: Android 8.0 Oreo: Se om din mobil opdateres - og hvornår

Hvis du derfor er usikker på, om din mobil er blandt dem, som får den nyeste Android-software, kan du tage et kig på oversigten her.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies