Sony Xperia XZ2 Premium kommer til Danmark

Sony oplyser nu dansk pris og tilgængelighed på flagskibet Xperia XZ2 Premium, som udmærker sig med en 4K HDR-skærm og et kamera med en høj ISO-følsomhed.

Sony Xperia XZ2 Premium kommer til Danmark

Sony er nu klar med en dansk pris og oplysninger om, hvornår du kan købe topmodellen Xperia XZ2 Premium, som producenten præsenterede tilbage i april måned.

Flagskibet blev oprindeligt annonceret uden nogle nærmere detaljer om, hvorvidt den kommer til salg i Danmark, men det bekræfter Sony altså nu, at den gør.

Læs også: Sony lancerer Xperia XZ2 Premium med dualkamera og 4K HDR-skærm

Sony oplyser i en pressemeddelelse, at Xperia XZ2 Premium får en pris i Danmark på 6.999 kroner. Den kan købes i de danske butikker i slutningen af sommeren. Hvornår det præcist er, er endnu ikke oplyst. Blandt forhandlerne vil der være Telia, Call Me, Elgiganten, YouSee, Telmore og Telenor, oplyser Sony. Sony Xperia XZ2 Premium kan desuden købes i de to farver Chrome Black og Chrome Silver.

Sony Xperia XZ2 Premium er en vakseægte topmodel med en 5,8” 4K HDR-skærm med en opløsning på 3.840 x 2.160 pixels og et klassisk Sony-design. Telefonen har et dualkamera med en 19 megapixel primær sensor med en f/1.8 linse, mens der er en 12 megapixel sekundær sort/hvid-sensor med en blænde på f/1.6. Foran sidder der et 13 megapixel selfiekamera med en blænde på f/2.0.

En af hovednyhederne i Sony Xperia XZ2 Premium er, at den ifølge Sony har verdens højeste ISO-følsomhed for videooptagelse – nemlig på 12.800. Ved fotos er det muligt at vælge en ISO på hele 51.200. Dette er muligt ved at kombinere data fra de to sensorer, og resultatet er, at billeder og videoer i mørke fremstår utroligt lysstærke.

Derudover byder Xperia XZ2 Premium på en Snapdragon 845-processor, 64 GB lagerplads, 6 GB RAM og et batteri på 3.540 mAh.