Windows runder den halve million apps

Det går fremad for Microsofts appbutik, der bliver ved med at få flere og flere apps i sit katalog

Windows runder den halve million apps

I august kunne Microsoft fortælle, at Windows Phone havde 300.000 apps at vælge imellem. Nu er tallet altså steget, og selvom man tæller Windows-apps med i den nye tælling, så præsterer Microsoft nogle fine tal – de tilbyder over en halv million apps.

Den halve million apps er delt op på 340.000 fra Windows Phones afdeling og så 187.000 fra Windows Store til desktop.

Læs også: Microsoft: Cortana kan flytte hjemmefra

Selvom de 40.000 nye apps på tre måneder kan lyde beskedent, så er det ved at være på tide at tænke på Windows-apps i sammenhæng med Windows Phone. Microsoft vil som bekendt slå hele Windows-universet sammen i Windows 10.

Der vil utvivlsomt være nogle gengangere i Windows’ apps til desktop, men der vil nok alligevel være en betragtelig forøgelse, når de to appbutikker bliver slået sammen.

Til sammenligning tegner Googles Play Store og Apples App Store sig for henholdsvis 1,30 og 1,25 millioner applikationer.