Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Motorola Moto G (3rd) - Gennemført lavpristelefon [TEST]

Motorola Moto G (3rd) - Gennemført lavpristelefon [TEST]

Anmeldelse: Moto G er navnet på Motorolas serie af budgetvenlige og slagkraftige telefoner, og denne tredje udgave af G'eren er bestemt ingen undtagelse.

Motorola har siden deres samarbejde med Google haft succes med at skabe gode, solide og ikke mindst prisvenlige telefoner. Denne evne er fortsat under de nye ejere Lenovos vinger, og endnu engang kan der præsenteres et stærkt line-up af smarte og funktionelle telefoner.

Motorola har i denne omgang præsenteret to nye Moto X’er, henholdsvis X play og X style, samt den for denne test relevante mobil, Moto G. G’et i navnet står for ’global’, og illustrerer i alt sin enkelthed, at der her er tale om en telefon, som er henvendt alle og enhver.

Læs også: Motorola lancerer elegant Moto X Style og billigere Moto X Play

Motorolas primære fokus ligger på økonomisk fremadstormende lande såsom BRIK-landende, og det nu kinesisk ejede firma har da i den grad fat i noget. I en verden, hvor de fleste topproducenter i dag placerer sig i prisklasser over 5.000 kroner, så er der reelt noget at komme efter for Motorola. Moto G forventes at placere sig i omegnen af 2.000 kroner, og altså langt mindre end toptelefonerne.

Det er da også af denne grund, at Moto G, på trods af de større og dyrere Moto X’s, må opfattes som Motorolas klare flagskib, da den i de senere år har haft den største betydning for firmaet. Nu er spørgsmålet så bare, om den tredje udgave af denne serie kan leve op til forventningerne fra sine to forgængere.

Læs også: Motorola Moto G 2015 (3. gen) - De første indtryk [WEB-TV]

Specifikationer

Mål: 142,1 x 72,4 x 11,6 mm
Vægt: 155 gram
Skærm: 5.0” 720 x 1280 pixels, 294 PPI
Kamera: 13 megapixels og 1080p videooptagelse med 30 fps, 5 megapixel frontkamera
Ydelse: 1,4 GHz quad-core Snapdragon 410, Adreno 306 grafik, (1GB RAM eller 2 GB RAM)
Software: Android 5.1.1
Netværk: 4G LTE, 3G og 2G
Batteri: 2470 mAh
Lager: 8 eller 16 GB + micro-SD op til 32GB
Pris: Cirka 2000,- kroner (intet officielt endnu)
Øvrigt: Frontvendt højtaler, vandtæt med IPX7-teknologi (30min ved en meters dybde)

Et solidt, men lidt kedeligt look

Det er tydeligt stadfæstet, at der med Moto G ikke er tale om nogen high-end mobil. Med sit lidt robuste og buttede plastikydre, så placerer denne 5 tommer store telefonen sig ikke i en designmæssig topkategori.

Ikke desto mindre så giver denne byggeform mulighed for at fjerne bagcoveret, som derved åbner op for en SD-kort indlæser med op til 32gb ekstra lagerplads. Derudover har bagklappen et lækkert plastik-finish, som med sine riller giver et rigtig godt greb om telefonen, og om et sidste lækkert touch har Motorola inkluderet deres ikoniske ’M’ bagtil.

Læs også: Motorola Moto G (2nd): Mellemklasses budgetmobil [TEST]

Telefonen ligger som nævnt godt i hånden, og det er nemt at nå både on/off knappen samt volumenknapperne. Jackstick-indgangen sidder i toppen af telefonen, og i modsatte ende findes den sædvanlige micro-usb indgang til opladning og tilslutning til computeren.

Selvom den kan skilles ad bagtil, så kan Moto G faktisk boltre sig af at være vandtæt. Ifølge Motorola betyder dette, at man med den såkaldte IPX7-teknologi kan have den ved 1 meters dybde i cirka 30 min, uden at skulle bekymre sig om vandskader.

Det er dog alligevel lidt spændende at smide en ellers velfungerende telefon i vasken, men Motorola holder hvad de lover, og den overlevede fint den lille svømmetur.

Læs også: Motorolas næste Moto G bliver vandtæt

Performance for alle pengene

Udover deres egen app Moto, så har Motorola ikke pillet for meget ved telefonens software, og denne meget rene androidoplevelse giver associationer til Nexus-lignende tilstande. En ting som mange, inklusiv mig selv, i den grad sætter pris på. Telefonen kører den seneste version af Android Lollipop, og hele oplevelsen omkring telefonen er yderst veludført.

Inde under denne lille fætter gemmer sig en firekernet 1,4 GHz Snapdragon 410 processor, som er af en yderst imponerende kaliber, set i forhold til prisen. Reaktionstiden er yderst tilfredsstillende, og jeg oplevede ingen større forsinkelse, når jeg f.eks. browsede nettet eller spillede tunge spil.

Det skal dog siges, at testmodellen er den ”lille” model med kun 1 GB RAM, så oplevelsen vil kun blive bedre ved den større udgave, der inkluderer dobbelt op på RAM.

Læs også: Motorola Moto G anmeldelse: Urimeligt meget for pengene [TEST]

Strøm til hele dagen, og mere til

Med en størrelse på hele 2470mAh, så er batteriet noget af det, der gør Moto G til en vinder. Den har en utrolig god standby tid, og ved mindre brug, har den faktisk kunnet overleve to dage uden opladning.

Men ikke engang på dage med et stort brug, har jeg været i nærheden af at gøre det af med batteriet. Det er endda dage, hvor jeg pendlet en del og derfor har brugt telefonen til alt lige fra musikstreaming til at spille Angry Birds.

Batteriet er klart en af mine favoritfunktioner ved telefonen, og det er blandt andet det, der gør Moto G særdeles attraktiv for netop den prisbevidste og funktionsorienterede forbruger.

Læs også: Hvilken mobil lader hurtigst op?

Fang hverdagen

Selvom der er tale om en budgettelefon, så er kameraet alligevel rimelig acceptabelt. Moto G er udstyret med en kameralinse på 13 megpixel, som er taget direkte fra Nexus 6. Der er dog ingen optisk billedstabilisering eller 4K video som i Nexus’en.

Med det sagt, så fungerer kameraet faktisk helt udmærket, og der er mange indstliingsmuligheder og funktioner for at fange nogle lækre billeder. Det er dog ret uskarpt når der zoomes ind, og auto-fokus funktionen er ikke altid spot on.

Men så igen, Moto G skal ikke sammenlignes med telefoner i topklassen, og alt i alt leverer kameraet en udmærket præstation. Nuvel det bliver aldrig billeder, som skal op og hænge, men til et par billeder på Instagram og nogle Snaps, ja så er det helt i orden.



Læs også: Motorola afslører ny Moto G med kamera i topkvalitet

Skærmen følger prisen

Indtil nu kan man måske undre sig over, hvor det helt præcist er at Moto G falder fra i forhold til de dyre førsteklassestelefoner. Nuvel den ligger i den lave ende af de øvre kategorier, men den er jo heller ikke helt på dybt vand.

Skærmen er dog et sted, hvor Motorola har skåret noget fra i forhold til topmobilerne. Med et display med kun 720 x 1280 pixels, så er der ikke forbedret noget på denne front siden den sidste model. Skærmoplevelsen er ikke helt horribel og dens farver virker naturlige og veludførte, men tages der et nærmere kig, så kan man tydeligt se pixeleringen.

Men også her må det dog slås fast, at du med en telefon i denne prisklasse, alligevel får meget for pengene.

Læs også: Test: iPhone har den bedste touchskærm


Ekstra smarte funktioner

Det er generelt begrænset, hvad man kan forvente af en telefon til under 2.000 kroner, og over hele linjen lever Moto G mere end op til disse.

Moto G kommer som udgangspunkt i en hvid og sort udgave med en fjernbar bagkapsel. Dog stopper festen ikke her. Du kan med Motorolas egen side, den såkaldte ”Moto Maker”, skabe flere tusinde af forskellige varianter, med forskelligt farvede bagcovers og kameraområder.

Der er ingen NFC-chip at finde i Moto G, og hvis der var tale om en high-end Android telefon, ville dette vække ramaskrig, men det er det jo netop ikke.

Læs også: Motorola: Specifikationer gør ikke vores liv bedre

I stedet kan man glæde sig over, at man for sine velspenderede penge får en 5 tommer stor vandafvisende telefon med 4G hastighed, et 13MP kamera, mulighed for ekstra lagerplads, og et batteri der slår de fleste andre i sin klasse med flere længder.

Derudover er telefonens højtaler yderst accepttabel, og det faktum, at den er frontvendt, er et stort plus i min bog. Det er ikke den mest rene lyd, men den kan spille urimelig højt, og dens placering er strategisk god, da man aldrig rigtig dækker for lyden.

Moto G er også udstyret med andre smarte funktioner, der gør oplevelsen omkring telefonen lidt ekstra lækker. Med Motorolas præinstallerede app Moto, har du mulighed for at indstille smarte og intuitive bevægelsesfunktioner, som ved en bestemt bevægelse aktiverer dele af mobilen. Eksempelvis kan du hurtigt fange øjeblikket ved at dreje telefonen to gange og derved aktivere kameraet.

Læs også: Motorola Moto 360: Uret du ikke behøver [TEST]

Konklusion

Der er altså ingen tvivl om, at Moto G er et fantastisk godt køb. Det er meget svært at finde værdige konkurrenter til denne gode middelklasse-telefon, der hverken sprænger pengepungen eller smartphone-oplevelsen. Moto G er eminent på de fleste parametre, og de enkle punkter, hvor den ikke er helt oppe at ringe, de kan forventes til prisen.

Moto G er telefonen til dig, der ikke føler det nødvendigt at have toppen af poppen i mobilverdenen, men som kan nøjes med en helt igennem tilfredsstillende og brugbar mobiltelefon.

Moto G, vi lander på en 5’er

Få den bedste pris på Moto G (2015) på mobilpriser.dk

Fordele:

  • Yderst fordelagtig pris
  • Imponerende batteri
  • Generel god performance
  • Vandtæt

Ulemper:

  • Lidt klodset design
  • Kun 720p
  • Kun 8gb lager og 1GB RAM (lille model)
 

Motorola Moto G (2015) 3. gen
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies