Huawei Ascend W1 – god Windows Phone til skarp pris (mobiltest)

TEST: Den første Windows Phone fra Huawei har netop været under luppen. Læs testen og vores vurdering af Ascend W1.

Huawei Ascend W1 – god Windows Phone til skarp pris (mobiltest)

Tilbage i juni måned 2012, hvor Microsoft præsenterede Windows Phone 8, blev HTC, Huawei, Nokia og Samsung nævnt, som producenter der skulle være med til at gøre Windows Phone 8 til en succes. Men indtil nu har der været stille på Windows Phone-fronten fra kinesiske Huawei.

 – Disse producenter skal hjælpe Windows Phone 8 til succes

Nu er den første smartphone klar fra kineserne med styresystemet Windows Phone 8 klar – navnet er Ascend W1. Under CES-messen i Las Vegas i januar måned blev den officielt præsenteret – og er sidenhen også fremvist på Mobile World Congress 2013.

 – Huawei Ascend W1 – testen er i gang

Konkurrencen på Windows Phone 8 markedet virker ikke så aggressiv – flere producenter er kommet med deres bud på en Windows Phone 8-mobil, men der er ingen tvivl om, at det er Nokia der sidder på tronen. Til trods for verdens største mobilproducent Samsung også er kommet med deres bud, så er flagskibet på Windows Phone 8-platformen fortsat Nokia Lumia 920.

 – Nokia Lumia 920 – den fedeste lige nu (mobiltelefon)

Nokia er også den eneste producent, som har egne applikationer med i form af blandt andet Nokia Music, Nokia Transport og Nokia Drive – men har man ikke brug for disse, så er der andre alternativer derude på Windows Phone 8-platformen.

Vi har haft Huawei Ascend W1 under luppen og testet løs på den i den seneste uges tid. Du kan herunder læse hvordan den klarer sig i testen.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Kort om Huawei Ascend W1

Huawei Ascend W1 kommer med en 4 tommer skærm (480 x 800 pixels) og en vægt på 130 gram. Størrelsen på telefonen passer rigtigt godt til mine hænder, men det er selvfølgelig en smagssag – og varierer også efter størrelsen på ens hænder.

Den kommer med en 1.2 GHz Qualcomm Snapdragon S 4 dual-core processor, 512 MB RAM og 4 GB intern hukommelse, men den har mulighed for udvidelse via et microSD-kort.

 – Web-tv: Første kig på Huawei Ascend W1

Ascend W1 har et 5 megapixels kamera med LED flash, mens frontkameraet er i VGA kvalitet.

Til sammenligning er Huawei Ascend W1 en smule større fysisk end iPhone 5, men formfaktoren er nogenlunde den samme.

Ligesom HTC og Nokia, så er Ascend W1 også klar i et vælg af farver. Den kommer i farverne sort, hvid, blå og rød – men i Danmark kommer den umiddelbart ”kun” i farverne sort og blå.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Designet – godkendt

Under testperioden er jeg flere gange blevet mødt med, at folk troede det var en Nokia telefon. Det vil jeg sige må være et kvalitetsstempel til designet. Nokia har generelt oftest fået ros for deres design.

Men når man så første gang tager Huawei Ascend W1 i hånden kan man godt mærke, at materialerne er plastik og valget af materialer ikke er en topmodel værdig, men når man så hører prisen på telefonen, så føler man ikke den burde være SÅ billig.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Systemet kører som det skal

Windows Phone er et yderst stabilt styresystem, der i den seneste version 8 kun har små bugs, og som bare fungerer og kan begejstre en, selv når man har med en telefon til under 2.000 kroner uden abonnement at gøre.

Det største problem for Windows Phone 8-platformen er fortsat, at der endnu ikke er helt samme applikationsudvalg, som til Android og iOS. Men eksempelvis med den nye ”112 app” så man den kom til alle tre systemer samtidig, så det går den rigtige vej.

 – Applikationen til nødstilfælde

Facebook, som er en applikation mange benytter, er dog fortsat desværre ikke god nok. Men man vænner sig til mange ting – specielt fordi systemet fungerer godt og stabilt generelt.

Tidligere har også spil været en stor mangelvare til Windows Phone 8 telefoner, men her er også begyndt at ske noget. De populære spil Ruzzle og Temple Run har nemlig fundet vej til Windows Phone Store.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Eksklusive applikationer – mangler, men det fungerer alligevel

Windows Phone-platformen er mere ”ens” fra producent til producent end eksempelvis Android. Derfor skal producenterne skille sig ud på eksklusive applikationer, hvis de skal give brugerne et ekstra tilhørsforhold til deres modeller – det er det Nokia har gjort.

Men både Huawei og Samsung har valgt, at have standard versionen af Windows Phone 8. Havde der været tale om, at Ascend W1 var en topmodel, så havde det formentlig irriteret mere, at der ikke er nogen navigationstjeneste eller andre eksklusive applikationer. Men når der er tale om en telefon til under 2.000 kroner uden abonnement, så føler jeg bestemt ikke det er et must. De brugere der ønsker det kan i så fald ofre lidt ekstra på en applikation i Windows Phone Store.

Målgruppen for Huawei Ascend W1 er efter min mening personer, som ikke vil betale en masse for deres mobiltelefon, men fortsat gerne vil have en der virker. Tidligere har Android-telefoner i prisklassen under 2.000 kroner været udskældt for, at have dårlige skærme og et system der hakker. Dette er ikke tilfældet i samme grad på Windows Phone 8 platformen.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Lang batteritid

Til trods for at prisen bestemt er holdt i den lave ende på Huawei Ascend W1, så er batteriet i telefonen bestemt en topmodel værdig. Batteriet er på 1.950 mAh, hvilket kun er 50 mAh mindre end det der sidder i flagskibet, Nokia Lumia 920. Og så benytter det Huawei’s egen unikke ”Power Saving Technology”.

Med det store batteri betyder det også, at der er rigeligt med strøm til mindst en hel dag, hvor alt lige fra WiFi, push-mail, Facebook osv. er sat til, samt der både sendes SMS-beskeder, mails, foretages opkald, tages billeder og surfes på internettet.

Under testperioden har jeg haft batteri nok til omkring to dages brug, hvor den har været brugt fuldt ud. Så batteriet imponerer generelt. Tidligere har Huawei også imponeret med deres batteri på bl.a. Huawei Honor.

Huawei mener selv, at batteriet kan holde 3 dage for ”light users” og 1½ dage for ”heavy users”.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Beskeder og tastatur

Beskeder skrives på skærmtastaturet, ligesom på andre Windows Phones, og her kan der ikke klages. Tastaturet er i orden og det foregår uden de store problemer.

Skrivehastigheden kan blive hurtig, hvis man vælger at gøre brug af de ordforslag telefonen kommer med. I takt med den kender dig bedre og bedre, så kan den næsten ”gætte” hvad dit næste ord er.

Der er i Windows Phone ikke noget T9-tastatur, men et QWERTY-tastatur – og muligheden for smileys foregår hurtigt og nemt via tasturet.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Internettet

Når man først har vænnet sig til, hvordan browseren ser ud på en Windows Phone, så fungerer internettet som det skal.

Alle Windows Phones er designet med en dedikeret søge-knap nederst til højre på telefonen – dette er også tilfældet på Huawei Ascend W1. Når man trykker på ”forstørrelsesglasset”, så kommer man straks til Microsofts-konkurrent til Google, nemlig søgemaskinen Bing – her kan der så søges efter hjemmesider, billeder og lokale interesser i nærheden.

Browseren er Internet Explorer – og man kan også lave ”bogmærker”, som kommer ud på forsiden som små ”tiles” – dette gøres ved at vælge ”fastgør til start”.

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: Huawei)

Kamera

Huawei Ascend W1 kommer, som tidligere nævnt, med et 5 megapixels kamera. Og billederne vi har taget med telefonen er bestemt godkendt og hæderlige.

Du kan i øvrigt tage billeder på to forskellige måder på Ascend W1 – nemlig både ved at benytte den fysiske kamera-tast eller ved at klikke på skærmen, der hvor du ønsker fokus. Du kan også benytte den fysiske kamera-tast, som genvej til kameraet, dette gøres ved at holde tasten nede i få sekunder.

Når man igen holder resultatet op mod telefonens pris, så er jeg personligt meget positivt overrasket. Og til den målgruppe der er for Ascend W1, så bør kameraet bestemt også leve op til forventningerne.

Du kan se billeder taget med Ascend W1 i galleriet herunder.

Billeder taget med Ascend W1

Huawei Ascend W1
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Konklusion – god Windows Phone til skarp pris

Huawei Ascend W1 er et virkelig godt bud på en smartphone på Windows Phone platformen til en pris der virkelig giver ”value for money”.

Du får med Ascend W1 ikke en smartphone, som er en topmodel værdig, men prisen er til gengæld også så skarp, at man slet ikke får de tanker. Ascend W1 har en vejledende udsalgspris på 1.599 kroner uden abonnement, men allerede nu kan du finde den ved nogle forhandlere på Mobilpriser.dk til 1.499 kroner uden abonnement. Så er der virkelig MEGET telefon for pengene.

Telefonen har under hele testperioden fungeret godt og stabilt – og har et batteri der er godkendt til topkarakter.

Mit personligt gæt vil være, at de der er i målgruppen for Ascend W1 er personer, der ringer, sender SMS-/MMS-beskeder, tjekker mail, surfer lidt og tager billeder – og til de ting der er Ascend W1 bestemt en god telefon.

Huawei Ascend W1 ender på 5 ud af 6 stjerner, da man virkelig får noget for pengene – Ascend W1 er en telefon der er virkelig god til prisen. Topkarakteren er bestemt også inden for rækkevidde, og den havde været hjemme hvis man havde følt man fik noget ”ekstra” evt. i form af specielle applikationer.

Det sidste nye i fortællingen

Siden denne artikel udkom er der kommet nyt i sagen. mobilsiden har holdt fast i temaet. 10/4/2013 gik vi videre med fortællingen Nordea er endelig klar med en rigtig mobilapplikationKlik her og læs videre.. Læs også seneste nyt om temaet ved at trykke her..