Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Apple opgraderer hardwaren i MacBook og udgiver ny farve

Apple opgraderer hardwaren i MacBook og udgiver ny farve

Apples supertynde og lette MacBook har fået en opgradering af mekanikken. En ny rosaguld farve er samtidig kommet til, alt mens prisen forbliver den samme.

Foto: Apple.com

Står du og overvejer Apples lækre 12” MacBook-computer, men er lidt tilbageholdende med dens prisskilt på hele 11.299 kroner? Så bør du tage et kig på computeren og overveje det en gang til, for Apple har netop opgraderet dens hardware uden at pille det mindste ved prisen.

Det første der er opgraderet ved den lille og lette MacBook er processoren. Intel Core M-processoren på henholdsvis 1,1 eller 1,2 GHz alt efter konfiguration er nu blevet udskiftet med en Intel Core m3-processor på 1,1 GHz og en Intel Core m5-processor på 1,2 GHz - igen alt efter konfiguration.

Læs også: Apple redefinerer bærbaren: her er Macbook

Ifølge The Verge, som har fået et nyt eksemplar til test, yder Core m5-processoren omkring 20 % bedre i programmet Geekbench 3 end Intel Core M-processoren i den tidligere udgave. Endnu større forbedringer er der at finde i MacBook’ens nye SSD, der er hele 80-90 % bedre i skrivehastighed, mens der er ”mindre, gradvis stigende forbedringer” ved læsehastigheden.

Et nyt grafikkort har også fundet vej som en del af forårsopgraderingen. Det tidligere
Intel HD Graphics 5300-grafikkort er skiftet ud med Intel HD Graphics 515, som ifølge Apple skulle give en 25 % bedre ydeevne.

Læs også: Apple Macbook eller Surface Pro 3 - hvilken er bedst?

Til sidst er frekvensen, som MacBook’ens 8 GB RAM kører med, skruet op fra 1.600 MHz til 1.866 MHz og er stadig af LPDDR3-typen. På trods af de mange forbedringer af hardwaren, der yder bedre end nogensinde, er det lykkedes Apple at opnå en bedre batteritid. De tidligere 9 timers trådløs internetbrug hedder nu 10 timer.

Foto: Apple.com

Ny farve: Rosaguld

Det er ikke kun Samsung, der er vilde med den lyserøde farve, som Apple kalder for rosaguld og længe har benyttet på sine iPhones. Nu kan du nemlig også få en rosaguld bærbar computer i form af denne opgraderede MacBook, som kan købes i den nye farve ud over farverne space grey, guld og sølv.

Det er som tidligere nævnt  til samme priser, hvor modellen med den billigste konfiguration koster 11.299 kroner. Vil du have den lidt kraftigere hardware, skal du af med 13.999 kroner.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies