Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Betal med MobilePay i alle 261 Rema 1000-butikker

Betal med MobilePay i alle 261 Rema 1000-butikker

Detailkæden Rema 1000 overhaler Dansk Supermarked inden om og tilbyder mobilbetaling med MobilePay inden sommerferien i alle 261 butikker.

Danske Banks MobilePay-betalingsapp rykker for alvor ud i de danske supermarkeder, efter Rema 1000 nu offentliggør, at man satser på løsningen i alle 261 butikker allerede inden sommerferien.

Læs også: MobilePay opruster med smarte QR-koder

Fra den 1. juli kan du bruge din smartphone til at købe dagligvarerne i din lokale Rema 1000 med den populære app fra Danske Bank, som har rundet intet mindre end 2 millioner brugere.

"Vi vil gerne give kunderne det, de efterspørger, og dét, de kommer til at efterspørge, og der er ingen tvivl om, at mobilbetaling er kommet for at blive. Det buldrer bare løs med forskellige muligheder og løsninger, og der skal vi selvfølgelig være med," siger økonomidirektør i Rema 1000, Torben Sørensen, til Berlingske Business.

Sådan køber du varer med MobilePay-mobilbetaling i en fysisk butik. (Foto: Rema 1000)
Sådan køber du varer med MobilePay-mobilbetaling i en fysisk butik. (Foto: Rema 1000)

Virker med Bluetooth, NFC og QR-koder

MobilePay-betaling i butikker fungerer således, at du installerer appen på din smartphone til enten iOS, Android eller Windows Phone. Når dine varer er scannet ind ved kassen og du skal til at betale, fører du ganske simpelt din smartphone over en lille MobilePay-boks markeret med et hvidt klistermærke.

Læs også: Nu kan du bruge Mobilepay i supermarkedet

Du får straks beløbet vist i appen, som afventer din bekræftelse ved at du swiper til højre som med en traditionel MobilePay-betaling.

I MobilePay-boksen placeret ved kassen er der installeret Bluetooth, NFC og en QR-kode, så du har flere muligheder for at gennemføre købet. Som udgangspunkt kører betalingen gennem Bluetooth på alle platforme og parres med boksen gennem NFC-teknologien på Android- og Windows Phone-telefoner, der understøtter dette.

Læs også: Nu kan du bruge Dankort til MobilePay-køb

Hvis dette ikke er muligt i din smartphone, er der på det hvide klistermærke på kassen en unik QR-kode, som du kan scanne gennem appen. På få sekunder kan du altså købe dine varer helt uden selv at skulle angive noget beløb eller nogen modtager. Det eneste, der påkræves, er dit sædvanlige MobilePay-login, når du åbner appen.

"Den løsning, vi får ude i butikkerne, er gjort klar til, at der også kan komme andre på. Også løsninger vi måske ikke kender til i dag. Vi må bare erkende, at teknologien går så stærkt, at vi om et halvt år sikkert taler om en helt anden løsning, som vi så forhåbentligt er klar til at kunne sætte ind også," fortæller han.

Starter i 6 Rema 1000-butikker

Netop i dag lægger dicountkæden ud med at tilbyde MobilePay-betaling i 6 Rema 1000-butikker efter at have gennemført en række test, som kunderne, ifølge Torben Sørensen, er ganske nysgerrige omkring.

"Når man vænner sig til det, vil man opleve, det bliver en endnu nemmere måde at betale på," fortæller han til sidst.

Her ses en mobilbetaling i Føtex, som er ved at blive bekræftet med et swipe til højre. (Foto: Claus Sjödin)
Her ses en mobilbetaling i Føtex, som er ved at blive bekræftet med et swipe til højre. (Foto: Claus Sjödin)

Overhaler Dansk Supermarked indenom

Med det store og ikke mindst pludselige sats fra Rema 1000 bliver detailkæden Dansk Supermarked med Føtex, Bilka, Netto og Salling overhalet indenom.

Læs også: MobilePay breder sig til fire nye butikker

Siden marts måned har Dansk Supermarked eksperimenteret med MobilePay-betaling i en håndfuld butikker med fire nye butikker til samlingen måneden efter.

Planen er, at Dansk Supermarkeds 600 butikker skal tilbyde betaling med MobilePay inden årets udgang, men Rema 1000 har med annonceringen i dag valgt at skrue gevaldigt op for tempoet med udrulningen til sine 261 butikker.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies