Her er alle nyhederne i Android 8.0 Oreo

Googles nyeste Android-version, 8.0 Oreo, er nu udgivet i den færdige version. Se listen over alle de største nyheder.

Her er alle nyhederne i Android 8.0 Oreo

Google kunne tidligere på aftenen løfte sløret for Android 8.0 Oreo – endnu en Android-version, hvor Google, ligesom med Kitkat, har indgået et samarbejde med en producent af søde sager.

Læs også: Android 8.0 Oreo er officiel: Ruller ‘snart’ ud til Pixel og Nexus

I de forgangne måneder har Google udgivet flere betaudgaver af softwaren, hvor der gradvist er blevet tilføjet flere og flere nye funktioner. Nedenfor ses derfor en komplet liste af alle de store nyheder, som du kan se frem til, når Android 8.0 Oreo en skønne dag lander på din telefon.

Bedre batteritid

Der er kommet store forbedringer af batteritiden ved at indføre en strengere begrænsning for at lade apps køre i baggrunden. Apps kan heller ikke lige så let tjekke efter enhedens placering i baggrunden, så GPS bør med andre ord sluge noget mindre strøm i Android 8.0 Oreo.

Android O
Foto: Phonearena.com

Udskyd notifikationer

Med Android 8.0 Oreo kan du udskyde eller snooze en notifikation, hvis du ikke lige har tid eller lyst til at interagere med den her og nu, men i stedet om 15, 30 eller 60 minutter, hvor den igen vil dukke op. Du skal blot skubbe notifikationen en smule til siden – så viser et lille ikon sig, hvor du kan udskyde notifikationen.

Android O
Foto: Phonearena.com

Nye indstillinger

Indstillingerne har fået helt nyt design igen. Mange områder i indstillingerne er blevet flyttet rundt og samlet under helt nye menupunkter. Nu finder du eksempelvis et menupunkt, der hedder ”Forbundne enheder”, som samler Bluetooth, NFC, Cast, Android Beam og mere. Flere menupunkter har også fået helt nyt design, f.eks. batterifanen og siden der viser brugt lagerplads.

Foto: Phonearena.com

Selvjusterende ikoner

I Android 7.1 Nougat introducerede Google runde ikoner i forbindelse med lanceringen af Pixel-telefonerne. Disse erstattes nu af en mere langsigtet løsning – nemlig selvjusterende ikoner, som bygges op ad flere forskellige lag. Ikonerne er i udgangspunktet firkantede ikoner, men på disse kan der tilføjes et lag ovenpå, som ændrer ikonernes udtryk. I Android 8.0 Oreo bliver ikoner altså væsentligt mere brugerdefinerbare end tidligere.

Bluetooth-lyd i høj kvalitet

Android 8.0 Oreo understøtter også afspilning af lyd i høj kvalitet til og fra Bluetooth-enheder, der understøtter det såkaldte aptX-codec, som også leverer mindre forsinkelse end den normale Bluetooth-implementation.

Android O
Foto: GadgetHacks.com

Picture-in-picture-tilstand

Funktionen er allerede at finde på Android TV, men nu kan Android-smartphones og -tablets med Android 8.0 Oreo også vise indhold i den såkaldte picture-in-picture-tilstand, hvor eksempelvis en video minimeres i det ene hjørne af skærmen, mens du er i færd med andre ting ved siden af.

Google Android emojis

Emojis designet helt forfra

Denne ændring kommer ikke til at påvirke alle Android-smartphones, da mange producenter såsom Samsung, LG og HTC benytter deres eget emoji-design. Google har dog i Android 8.0 Oreo ændret designet på de velkendte ‘blob-emojis’, så de nu er mere traditionelle: helt runde og med en designstil, så de i højere grad matcher Apples emojis. Læs mere om de nye emojis her.

Android Oreo

Android Go: Android i en letvægtsudgave

I udviklingslandene er der et markant anderledes behov i smartphones end på disse breddegrader. Derfor findes Android 8.0 Oreo også i en light-version, som er optimeret til at køre på billigere smartphones med mindre RAM, lagerplads og svagere processorer. Udgaven går under navnet Android Go og fungerer med apps, der har under 1 GB RAM og kører kun apps, der fylder op til 10 Mb.

Project Treble

En relativ stor nyhed kom starten af betaperioden. Den går under navnet Project Treble er en stor ændring i kildekoden, som gør, at opdateringer i teorien kan rulle hurtigere ud i fremtiden. Nu er smartphoneproducenter nemlig ikke længere afhængige af, at chipproducenterne skal opdatere kildekoden hver gang en ny Android-version skal forberedes. Du kan læse en mere detaljeret gennemgang af ændringerne her.

Læs også: Google: Snart er det slut med langsomme Android-opdateringer

Google arbejder allerede nu på at få de første smartphoneproducenter til at implementere Project Treble, når de ruller Android 8.0 Oreo ud til deres smartphones. Effekterne af Project Treble får vi så først at se, når Android P ruller ud om et års tid.

Android Oreo
Foto: Phonearena.com

Udvidet kontrol over notifikationer

En anden stor nyhed i Android 8.0 Oreo er, at du nu har mere kontrol over, hvilke notifikationer der skal dukke op fra forskelle apps. Funktionen hedder ‘notification channels’ og giver dig kort og godt muligheden for at filtrere notifikationer til og fra.

Hvis du modtager en notifikation fra en app, kan du holde fingeren nede på den og vælge ‘Alle kategorier’. Så ryger du ind i indstillingerne og kan sætte hak ud for hvilke slags notifikationer du vil modtage. I appen ‘System UI’ kan du f.eks. vælge ikke at modtage notifikationer fra screenshots, hvis du ikke ønsker disse.

Foto: Android.com

Notifications Badges

Notifications Badges er en ny funktion på hjemmeskærmen, som viser en lille, rund cirkel på et app-ikon, hvis der er aktivitet i appen. Har du en notifikation fra en app, vises denne diskrete indikator. Du kan samtidig holde nede på appen for at få vist notifikationen fra appen på en ny, intuitiv måde. Funktionen virker desuden ud af boksen med alle apps.

Android Oreo

Genveje på låseskærmen

Nu har du mulighed for at tilføje dine egne genveje til apps i bunden af låseskærmen via System UI Tuner-funktionen, så du har endnu hurtigere adgang til to udvalgte apps.

Android O

Automatisk udfyldning af kodeord

Med Android 8.0 Oreo bliver det nemmere at logge ind i apps med en ny autoudfyld-funktion. Du får nemlig mulighed for at lagre dine logins sikkert ligesom apps såsom LastPass, og når du automatisk møder loginformularer i f.eks. Twitter, kan du automatisk indsætte dit brugernavn og kodeord i felterne og dermed logge langt hurtigere ind.

Android Oreo
Foto: BGR.com

Smart Text Selection

Kopiering og indsættelse af tekst bliver smartere i Android 8.0 Oreo med ’Smart Text Selection’. Med kunstig intelligens ser Google nemlig konteksten i den tekst, du markerer. I en e-mail kan Google eksempelvis automatisk se, om du markerer et telefonnummer, en adresse eller noget andet, og ud fra dette foreslår den en app, der er den mest oplagte at bruge den markerede information i.

Det videre forløb om Smartphone

Historien døde ikke med det samme. mobilsiden har bragt sagen videre. 21/8/2017 fulgte vi op med en ny vinkling på emnet Android 8.0 Oreo er officiel: Ruller ‘snart’ ud til Pixel og Nexus – Historien kan læses her. De seneste nyhedsartikler om temaet “Smartphone” finder du her..