De mest ventede mobiltelefoner i 2020

Nu tager vi en tur ud i nær fremtiden og kigger på nogle de mest spændende og ventede mobiltelefoner, som 2020 vil byde på.

De mest ventede mobiltelefoner i 2020

Et nyt år og masser af nye mobiltelefoner at se frem til. Vi glæder os ekstremt meget og de håber vi også i gør, for 2020 ser ud til at blive et ekstremt spændende år for mobiltelefoner, hvor 5G, skærmopdateringshastigheder, flere kameralinser og flere foldbare-mobiler vil være i fokus.

2019 har allerede introduceret flere kameraer, der har givet mobiltelefonernes kameraer en langt større fleksibilitet og samtidig gjort det sjovere at bruge dem; ultra vidvinkel, mere optisk zoom, makrofotografering og bedre portrætbilleder med 3D-sensorer. 2020 vil byde på forbedrede kameraer og mon ikke fire kameralinser kan blive til fem.

5G, skærme og kameraer i 2020

2020 bliver også året, hvor 5G-mobilerne rigtigt begynder at rykke på sig. Det bliver måske ikke så meget herhjemme, måske sidst på året, men netværket af 5G udvides globalt set ret hurtigt. For eksempel lancerede T-Mobile og AT&T i december low-band 5G-netværk, der giver en bred dækning af 5G. Alle de kendte producenter vil i 2020 være klar med 5G-mobiltelefoner, både i form af mellemklasse-mobiler og topmodeller. Seneste rygter om Samsungs Galaxy S20 fortæller, at alle modellerne kommer i 5G-versioner, hvilket er en første gang for elektronikgiganten fra Sydkorea. Vi er stadig ikke der, hvor nye telefonmodeller helt automatisk inkluderer 5G-modem, men det er ikke umuligt det sker i løbet af i år.

Et andet fokus i 2020 er skærmen i mobiltelefonerne. Jo, du har helt ret, skærmen har længe været i fokus, men i år bliver det anderledes, for denne gang handler det om opdateringshastigheder. Fra de traditionelle 60 Hz skal vi i år regne med masser af mobiler med 120 Hz-skærme, der giver en mere flydende oplevelse, når der scrolles og spilles på mobilen.

Her får du vores overblik over de mest ventede mobiltelefoner i 2020:

Samsung Galaxy S20 Ultra
Samsung Galaxy S20 Ultra koncept. Foto: 91mobiles

1. Samsung Galaxy S20

Det siger lidt sig selv at denne er på listen. En serie der i flere år i træk har været blandt de mest populære mobiler, som uden tvivl indtager samme plads i år. Eftersom der kun er tre uger til den officielle lancering, så er der allerede masser af rygter om Galaxy S20-serien – nogle mere troværdige end andre.

Der kommer tre modeller af Samsung Galaxy S20, både med og uden 5G, hvor den største model har en massiv 6,9 tommer skærm på 120 Hz. Der forventes et gevaldigt forbedret kamera på 108 megapixel og batterier helt op til 5000 mAh med endnu hurtigere opladning. Designmæssigt bliver Galaxy S20 en mellemting mellem Galaxy Note 10 og Galaxy S10.

Samsung Galaxy S20-serien lanceres den 11. februar.

Læs også: Specifikationer på Samsung Galaxy S20

Huawei P40 Pro
Huawei P40 Pro koncept.

2. Huawei P40 Pro

Huawei P20 Pro og P30 Pro var ekstremt populære i Danmark, så der er helt automatisk store forventninger til dette års P-serie. Desværre bliver denne forventning til dels ødelagt af handelsforbuddet med USA, der gør det umuligt for Huawei, at sælge P40-serien med Googles tjenester og apps ombord. Så vi skal forvente at P40 Pro kommer med Huaweis egen app butik og tjenester, og så håbe på, at dette nogenlunde kan matche det Google tilbyder.

Huaweis P40 Pro kunne nemlig nemt blive et af årets mest interessante mobilnyheder, der forventes at byde på producentens nye “Horizon Display” – denne gang med 120 Hz-opdateringshastighed. Kameraet vil igen være i fokus i P40 Pro, der kan blive udstyret med hele 5 kameralinser.

Huawei P40 Pro forventes lanceret sidst i marts.

Læs også: Huawei P40 og P40 Pro lanceres til marts

OnePlus 8
OnePlus 8 koncept. Foto: @Onleaks

3. OnePlus 8

OnePlus’ næste generation af mobiltelefoner er uden tvivl også nogle af årets mest ventede. OnePlus er blevet virkelig gode til at hype deres kommende produkter, ved langsomt at dele informationer om dem. For eksempel ved vi allerede, at OnePlus 8 får 120 Hz-skærmopdateringshastighed.

Som noget helt nyt er der rygtet tre modeller denne gang; en OnePlus 8 Pro, OnePlus 8 og en billigere OnePlus 8 Lite. De kunne tyde på, at OnePlus denne gang dropper pop-up kameraet til fordel for skærm med punch-hole.

OnePlus 8-serien forventes lanceret til maj, hvor også et OnePlus smartwatch kunne se dagens lys.

Læs også: OnePlus skruer igen op for mobilskærmens hastighed

iPhone 11
iPhone 11, 11 Pro og 11 Pro Max. Foto: Apple

4. Apple iPhone 12

Listen ville ikke være komplet uden Apples kommende mobiler, som vi gætter på får navnet iPhone 12, men også kunne hedde iPhone 11s. Der er ekstremt store forventning til dette års iPhone.

Den skulle angiveligt have helt nyt design, Touch ID-fingeraftrykslæser i skærmen og ikke mindst 5G. Designmæssigt skulle iPhone 12 hente inspiration fra seneste iPad Pro og klassikeren iPhone 4, med en flad ramme og et generelt mere kantet udseende. Muligvis, men kun muligvis, forsvinder den store notch.

iPhone 12 bliver lanceret til september.

Læs også: I år får Apples iPhones 5G

Motorola Razr
Motorola Razr. Foto: Motorola

5. Motorola Razr

Motorolas ikoniske Razr blev i slutningen af sidste år lanceret i en moderne udgave med en foldbar skærm. Efter en mindre forsinkelse er Razr’ren inden længe klar til butikkerne.

Den nye Motorola Razr er en nærmest futuristisk mobil, der udenpå har en lille skærm, hvor de mest brugte handlinger kan udføres, og indeni en flot 6,2 tommer foldbar P-OLED-skærm. Motorola Razr er bygget til at kunne holde, og har derfor været igennem samme hårde tests, som alle Motorolas andre mobiler bliver udsat for.

Motorola Razr kommer den 6. februar.

Læs også: Motorolas foldbare Razr kan nu forudbestilles

Xperia 5 Plus
Sony Xperia 5 Plus koncept. Foto: Slashleaks

6. Sony Xperia 5 Plus

Sonys næste serie af Xperia-topmodeller forventes lanceret på dette års Mobile World Congress, og rygterne har spændende ting at fortælle. Om navnet bliver Xperia 5 Plus er endnu ikke sikkert – det kunne også blive Xperia 2.

Det skulle blive Sonys første 5G-mobil, sammen med en række billigere nye modeller, der også forventes på MWC 2020. Fingeraftrykslæseren gemmer sig stadig på siden og udseendet ikke helt så fancy som konkurrenternes, men konceptbillederne ser utroligt lækre ud. Kameraet rygtes at få tre linser og en 3D ToF-sensor.

Derudover forventes en Snapdragon 865-chipset, stereohøjtalere og 6,6 tommer OLED-skærm.

Sony Xperia 5 Plus forventes lanceret den 24. februar.

Læs også: Sony Xperia 5 Plus får jackstik og stereohøjtalere

ASUS Zenfone 6
ASUS Zenfone 6. Foto: Mobilsiden.dk

7. ASUS Zenfone 7

Vi ved ikke rigtig noget om ASUS Zenfone 7 endnu, men dette kunne blive et meget interessant år for ASUS. Med seneste modeller, ASUS Zenfone 6 og ROG Phone II, har producenten vist utrolige forbedringer, der giver anledning til høje forventninger til næste generation.

Her kan vi forvente skærm med højere opdateringshastighed, nærmest ren Android 10, high-end hardware og til en fornuftig pris. Det kan næsten ikke gå galt for ASUS, og det kunne meget vel blive et af årets mest positive overraskelser.

ASUS Zenfone 7 forventes lanceret til maj.

Læs også: Test af ASUS ROG Phone II

iPhone 9 SE 2
iPhone SE2 / iPhone 9 koncept.

8. iPhone 9/iPhone SE 2

2020 ser ud til at blive året, hvor vi endelig får en længe ventet afløser for iPhone SE, der var meget populær på grund af dens kompakte størrelse.

Om navnet bliver iPhone 9 eller iPhone SE 2 må tiden vise, men den kommer designmæssigt til at ligne iPhone 8 og udstyres med nyeste A13 Bionic-chipset, 4,7 tommer skærm, Touch ID-fingeraftrykslæser og en mere spiselig pris end nuværende tilbud fra Apple.

Ligesom den originale iPhone SE, så forventes efterfølgeren lanceret til marts.

Læs også: Apples iPhone 9 lanceres til marts

Surface Duo
Den foldbare Microsoft Surface Duo. Foto: Microsoft

9. Nye foldbare mobiler

Godt nok kommer der masser af højhastigheds-skærm, 5G og meget mere, men der er også større forventning til de foldbare mobiltelefoner. 2019 bød på de første generationer, som producenterne uden tvivl har lært meget af.

I år kan vi se frem til forbedrede foldbar mobiler, men også foldbare mobiler i nye former og størrelser. Allerede til februar ser vi måske Samsungs Galaxy Z Flip, der skulle være en moderne udgave af klaptelefonen.

Også Huawei forventes at lancere en ny udgave af Mate X, med navnet Xs, som vi ikke kender meget til endnu. Derudover kommer også Microsofts spændende bud på foldbare enheder. Den foldbare er kommet for at blive og bliver i år endnu bedre.

Læs også: Microsoft overrasker med foldbar Android-mobil

Det var vores bud på dette års mest ventede mobiltelefoner. Hvilken glæder du dig mest til? Synes du der mangler noget på listen, så skriv endelig en kommentar herunder.

Se også: Find de bedste priser på mobiler med og uden abonnement

Temaets videre forløb

Siden redaktionen publicerede denne historie er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 10/1/2020 vinklede vi sagen videre med en ny vinkling på emnet De bedste mobiler lige nu – vinter 2020 – Artiklen kan du læse her. Få også seneste nyt om emnet ved at trykke her..