Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Kazam Tornado 348 - Reelt verdens tyndeste smartphone [TEST]

Kazam Tornado 348 - Reelt verdens tyndeste smartphone [TEST]

Anmeldelse - Verdens tyndeste er den ikke længere ifølge nogle, men den slanke profil benægter sig ikke hos Kazam Tornado 348, og den er mere end et kønt ydre

Den er meget, meget tynd, Kazam Tornado 348. Titlen som verdens tyndeste har den måttet give fra sig til Oppo R5, men det ændrer ikke på, at det er yderst imponerende, at en mobil kan blive så tynd.

Modsat en del af de tidligere Kazam-telefoner, der har været forbi kontoret, så er der kredset noget mere for de visuelle detaljer i Kazam Tornado 348. Metalkanten er en glimrende ramme for de blanke sorte eller hvide flader - det der de to farver, man kan vælge - og det er et langt mere elegant look end tidligere.

Læs også: Oppo tager rekorden - Oppo R5 er verdens tyndeste

Indtrykket af Kazam Tornado 348 er overvejende positivt med en smule skønhedsfejl. Der var mange småfejl hist og her igennem systemet, men en opdatering har hjulpet gevaldigt på det. Den har ikke fjernet dem alle, men den kan tydeligt mærkes.

En spøjs ting for mig er navnet. En flot, strømlinet telefon men med et trecifret nummer til sidst? I mine øjne skulle Kazam have valgt et nyt produktnavn og droppet det ret så forvirrende nummer til sidst i navnet. Tallene står for 3. generation af Tornado-serien og så skærm størrelsen på 4,8" - det passer bare stadig ikke så godt.

Specifikationer Kazam Tornado 348

Mål: 139.8 x 67.5 x 5.15 mm
Vægt: 95,5 gram
Skærm: 4,8” HD – 1280 x 720 pixels - 306ppi
Ydelse: MediaTek MT6592 octa-core 1,7GHz processor.
Hukommelse: 1GB RAM
Lagerplads: 16GB
Batteri: 2050mAh
Styresystem: Android 4.4.2 KitKat
Kamera: 8MP hovedkamera, 5MP front
Netværk: 2G/3G
Andet: Kan argumenteres for stadig verdens tyndeste

Teknisk set...

Der står Kazam på med store bogstaver, og med lidt mindre bogstaver står der Tornado 348. Det ændrer dog ikke på, at det reelt er en Gionee Elife S5.1, der har fået Kazams klædedragt på.

Læs også: KAZAM Tornado 348 - Verdens tyndeste smartphone

Gionee sælger nemlig kun telefoner i Kina og Indien, og derfor har Kazam altså kunnet købe sig til at skrive sit navn på telefonen.

Det skal dog ikke tage noget fra telefonen, der altså i Danmark er en Kazam Tornado 348, og er et glimrende stykke smartphone. Det er bare rart at have rene linjer, som Caroline Wozniacki ville sige, før vi bevæger os alt for langt ind i anmeldelsen.

Glimrende skærm

HD-opløsningen (1280x720) er nok til en skærm af den størrelse efter min mening, men de mindre håndgribelige dele er også overvejende gode.

Betragtningsvinklerne er fine, og man skal ud og vippe telefonen rigtig meget, før det bliver svært at læse – og det er lige så meget fordi overfladearealet man kigger på fylder mindre og mindre i ens synsfelt.

Læs også: Vi gider ikke at fikse mobilen - selv når det er gratis

Farverne er også fine, og kontrasten er god nok, og det er især imponerende, når man igen tænker på tykkelsen. Der er ikke meget plads til store komponenter, der kan drive værket.

Af og til har der været lidt udfordringer med skærmens følsomhed, hvor den ikke har registreret et tryk, eller den har misforstået et stryg med et tryk.

Kazam Tornado 348s 5,15 mm er cirka det samme som 6 plastikkort
Kazam Tornado 348s 5,15 mm er cirka det samme som 6 plastikkort

Tykkelsens begrænsninger

Der er helt naturlige begrænsninger med en smartphone på kun 5,15 mm, og et par af dem er kameraet og batteriet.

Jeg må indrømme, at jeg er positivt overrasket over batteriet. Der er 2050mAh at gøre godt med for Kazam Tornado 348, og det er umiddelbart ganske fint i på så lidt plads. Skærmens opløsning er også holdt under FullHD, så der er færre pixels, der skal lyses op, og det var et godt valg.

Læs også: Absurd tynd smartphone måske på vej

Måleren tæller ret hurtigt ned, når man har gang i et spil – også 2D-spil som Candy Crush – og en enkelt gang har batteriet gået fra omkring 30 procent til helt tomt på 10 minutter under Candy Crush Soda Saga. Det testede jeg dog igen, da telefonen var blevet ladet op, og der stødte jeg ikke på dette problem, men batteriet er sårbart.

Det er ikke verdens bedste kamera, der har fundet vej til Kazam Tornado 348, og billederne har tendens til at blive en smule matte i farverne. I det hele taget er det til at se, at der ikke er plads til en stor optik i den tynde ramme.

Læs også: Nystartede KAZAM lancerer Windows Phone

Området hvor der fokuseres er heller ikke så stort, og der er tendens til at billederne bliver mærkbart slørede rundt om midten af billedet, hvis det er der, fokus ligger.

Herunder kan I se nogle prøvebilleder og en videosample.

Saft og kraft – nogle steder

Processoren i Kazam Tornado 348 er en otte-kernet størrelse fra MediaTek, og den leverer varen. 3D-spiltesten, som i mit tilfælde er Real Racing 3, viser en anelse hakken, men man skal kigge efter det, for at se det. Til gengæld er der ikke skruet ned for grafikken, som mange andre telefoner ville gøre.

Varmen er bestemt til at overkomme. Telefonen er ikke blevet ulideligt varm, men har gjort det fornuftigt, så den er til at holde på, når man spiller spil – selvom det ikke er voldsomt længe.

Til gengæld er der ikke meget power at hente, når vi snakker om højtalerne. Det gælder både den bagpå og den til øret under samtaler.

Læs også: KAZAM Thunder2 4,5L - Standardtelefon med indbygget førstehjælp [TEST]

Er man et sted, hvor der er meget støj omkring en som en travl togstation, så bliver det svært at høre personen i den anden ende – også selvom volumen er skruet op på max.

Det samme kan siges med højtaleren bagpå, der også ser en smule klejn ud ved første øjekast. Der er ikke meget lyd at give af, hvis man skal spille en video eller sang for vennerne, eller man står og steger bacon, mens man taler i telefon.

Og så er det værd at nævne, at der ikke er 4G/LTE med i Kazam Tornado 348. For nogle vil 3G være nok, men 4G vil blive savnet af andre.

Kazam Tornado 348 til venstre og Oppo R5 til højre - Måler man på kameraet, er Kazam tyndere
Kazam Tornado 348 til venstre og Oppo R5 til højre - Måler man på kameraet, er Kazam tyndere

Lækkert look and feel

Der er noget lækkert over Kazam Tornado 348, det er ikke til at komme udenom. Metalrammen gør gode ting, og det samme gør den blanke finish, og så er der følelsen, når den ligger i hånden.

Det er ikke et kerneområde i mit hoved, men jeg bliver alligevel nødt til at kommentere det med Kazam Tornado 348. Ikke nok med at den var verdens tyndeste mobil – den føles også sådan. Og det endda uden at føles billig eller skrøbelig.

Læs også: Oppo R5 - Vi prøver verdens tyndeste mobil [WEB-TV]

Man vil endda kunne argumentere for, at den stadig er verdens tyndeste, da den ikke har et kamera, der stikker ud som på Oppo R5. Måler man på det tykkeste sted, så er Oppo R5 nemlig tykkere end Kazam Tornado 348.

Vægten er også holdt på under 100 gram, og det kan mærkes. Nogle telefoner føles lettere eller tungere, end de egentlig er, og tro det eller ej, så føles Kazam Tornado 348 nærmest som det første. Den føles næsten vægtløs, hvis man er vant til tungere telefoner.

Kazam Tornado 348 er omtrent samme tykkelse som 2 nøgler
Kazam Tornado 348 er omtrent samme tykkelse som 2 nøgler

For alle andre end powerbrugeren

Hvis man bruger sin smartphone til alt, og den i løbet af dagen skal være aktiv mange timer med både spil, streaming, e-mail, kamera og hele molevitten, så rammer man forbi med Kazam Tornado 348. Ikke så meget på grund af ydelsen, men batteriet er ikke til en hel dags tungt, intensivt brug.

Er man derimod i den lettere ende af forbrugere, så får man rigtig meget telefon for pengene i Kazam Tornado 348. Med lidt beherskelse og ikke så meget spillen spil, så kan batteriet uden de store problemer strækkes ud til andendagen, og der er rigeligt med ydelse til at klare de fleste udfordringer.

Læs også: Folkene bag Kazam vil gøre det anderledes end HTC

Prisen ligger på Kazams hjemmeside på godt 2350 kroner, og det er en glimrende pris for en smartphone, der præsterer glimrende og samtidig har det 'look and feel', som Kazam Tornado 348 har.

Ud over selve telefonen, så er der selvsagt også de sædvanlige fordele ved Kazam. Der er skærmgaranti i et år med gratis skærmskift og så Kazams Rescue-app, der kan yde support, uden det er nødvendigt at sende sin telefon langt væk. Med i æsken følger også et cover, som ikke gør Kazam Tornado 348 til en tyk telefon, og et lag skærmbeskyttelse.

Der er dog for store mangler, eksempelvis i kameraet, til at nå helt i top af skalaen, men alt i alt får Kazam Tornado 348 i vores karaktersystem 5 ud af 6 stjerner.

Det betyder mobilsidens karakterer

Fordele:

  • Meget tynd og let
  • Flot design
  • Glimrende ydelse
  • Kazam-fordele

Ulemper:

  • Batteridræning ved spil
  • Dårligt kamera
  • Ingen 4G
 

Kazam Tornado 348
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies