Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   TomTom Spark Cardio+Music: Motionen i højsædet [TEST]

TomTom Spark Cardio+Music: Motionen i højsædet [TEST]

TomTom har udviklet sportsuret Spark, også kendt som Runner 2, der mestrer alt det basale, men som skuffer på det ekstraordinære.

Når det kommer til GPS-drevne løbe- og fitnessure, så er netop de to store navigationsfirmaer Garmin og TomTom blandt de førende. I denne omgang har vi fået fat på et produkt fra giganten TomTom, der med Spark (Cardio+Music) har skabt et motionsur, der kan følge dig igennem hele din dag og alle dine træninger.

Spark Cardio er nemlig et ur, designet til at blive båret dagen lang. Den måler din aktivitet 24/7, og du får oplysninger om skridt, forbrændte kalorier samt antal vågne timer.

Men det er dog på selve sports-trackingen, at Spark udmærker sig, og til basal måling af eksempelvis løb og cykling er det et ganske fint produkt. Men alt der ligger udover det, ja det halter lidt efter.

Se også: Gratis-app fra TomTom holder øje med fartfælder

TomTom Spark findes i fire forskellige modeller, der alle er baseret på det samme ur.

  • TomTom Spark, der er basisversionen til (900 kroner)
  • TomTom Spark Cardio, der inkluderer indbygget pulsmåler (ca. 1.000 kroner)
  • TomTom Spark Music, der har plads til musik (ca. 1.200 kroner) 
  • TomTom Spark Cardio + Music, der har både indbygget pulsmåler og plads til musik (ca. 1.600 kroner)

Vi har fået fat i den sidste version Spark Cardio + Music, hvor aktivitetstracking, pulsmåling og mulighed for musikafspilning bliver smeltet sammen i en fin blanding.

Derudver skal det nævnes, at TomTom også laver uret Runner 2, der godt nok lader til at være et helt andet produkt på deres hjemmeside, men som reelt set er det helt samme produkt, som bare er markedsført forskelligt.

Det kan lyde lidt forvirrende, og det tog også os lidt tid at finde ud af, men det vigtige er bare at vide, at når der i følgende anmeldelse vil blive omtalt uret Spark, så er der altså tale om både udgaven TomTom Spark Cardio + Music samt TomTom Runner 2 Cardio + Music.

Specifikationer

Type: TomTom Spark Cardio + Music
Størrelse: 22 x 25 mm (skærmen), 13,7 mm (tykkelse)
Vægt: 50 g
Batteritid: Op til tre uger med alm. aktivitetstracking
Integrerede sensorer: Bevægelsessensor (accelerometer + gyro), kompas, optisk pulsmåler
Andet: Vandtæt ned til 40 m (5 ATM)
Pris: Ca. 1.600 kroner

Læs også: Garmin Forerunner 220 anmeldelse - skræddersy din løbetræning [TEST]

Med den store klods under uret kan du navigere rundt i menuerne på TomTom Spark
Med den store klods under uret kan du navigere rundt i menuerne på TomTom Spark
Foto: Mobilsiden.dk

Uret i brug

Hvad er det for en firkant under uret? Ja det var det første, som jeg undrede mig over, da jeg for første gang tog Spark ud af æsken, kun for hurtigt at finde ud af, at det såmænd er sådan man navigerer rundt på uret.

Selvom det så ligner, at der kun findes én stor knap til uret, så gik det hurtigt op for mig, at den firkantede klods gemmer fire knapper i sig. I hver side af klodsen kan du trykke ned og du går således op, ned, til venstre eller højre på uret.

Først kan det virke lidt forvirrende, men efter lidt prøven frem og tilbage, så giver systemet faktisk udmærket mening. Generelt reagerer uret rimelig hurtigt, og kun et par enkelte gange har jeg været ude for, at det ikke ville svare med det samme.

Læs også: TomTom lancerer nyt ur specielt til golfspillere

Men når man kigger på uret designmæssigt, så gør navigationsknappen intet godt overhovedet, og det ellers nydelige sportsur bliver utrolig klodset at se på.

Selvfølgelig er designet på et gps-ur ikke altafgørende, men når der er tale om et ur, TomTom ønsker du skal gå med dagen lang, så gør det ikke noget, at det også ser pænt ud.

Der findes to forskellige størrelser remme til uret, en lille og en stor, og for mig med et rimelig normalt størrelse håndled, så passer det lille faktisk udmærket og det er både nemt at justere og sidder rigtig godt.

Umiddelbart vil jeg sige, at remmen er en af de bedste jeg har prøvet ved et sportsur, og det er egentlig utrolig behageligt at have på og sidder samtidig rigtig godt fast, når du f.eks. løber eller svømmer med det på.

På batterisiden lover TomTom op til tre ugers levetid ved almindelig aktivtitetsmåling, der dog forkortes af GPS-brug. I mit tilfælde fik jeg en levetid på godt 1,5 uge med 3-4 løbetræninger på ugebasis, hvilket er helt godkendt.

Se også: TomTom klar med nye navigationsenheder

Hvad kan det?

TomTom Sparks liste af funktioner er lang, og den kan følge dig i discipliner som løb, cykling, svømning og fitness-træning. Derudover måler den din daglige aktivitet, og i en menu giver den dig informationer om dine daglige og ugentlige antal skridt, forbrændte kalorier, aktive minutter/timer osv.

For mig er det ikke noget, som jeg vægter højt på et sådan ur, men hvis du i forvejen tracker din aktivitet i løbet af dagen via enten telefonen eller fitness-armbånd som f.eks. Fitbit, så får du altså det hele i én pakke her.

På selve træningsdelen er der, som nævnt, flere forskellige træningsformer, du kan give dig i kast med, og det er nemt at sætte de forskellige øvelser i gang. Uret måler din træning lige som du vil forvente det, og du kan få informationer om dit tempo, din puls, afstanden du har tilbagelagt osv.

Inden for de forskellige sportsgrene kan du videre vælge forskellige træningsformer og om uret skal tracke et mål for din afstand, en samlet tid eller f.eks. intervaltræning. Selvom jeg også testede både cykel- og svømmefunktionen, så er det dog primært på løbedelen, at jeg har brugt uret mest, og her skuffer Spark absolut ikke.

Det gør det dog en smule på svømmedelen til gengæld. Jeg har afprøvet funktionen både i et udendørs og indendørs bassin, og ikke nogle af gangene var det i stand til at måle det rette antal baner. Spark får pluspoint for at være vandtæt, men er ikke noget jeg vil anbefale til svømmetræningen.

Se også: Garmin lancerer Vivomove - et stilfuldt tracker-ur

TomTom Spark: Du kan vælge imellem forskellige aktiviteter og træningspas
TomTom Spark: Du kan vælge imellem forskellige aktiviteter og træningspas
Foto: Mobilsiden.dk

Sådan virker det i praksis

Det er nemt at komme i gang med en aktivitet med TomTom Spark. Med et enkelt tryk til højre dukker menuen for forskellige motionsformer op, og herfra kan du vælge aktiviteten, programmet, omgangslængden osv. Det følgende eksempel tager udgangspunkt i en løbetur udendørs.

Når du har valgt det ønskede program, og er klar til at komme afsted, skal du dog lige vente til pulsmåleren er klar og GPS-signalet er fundet. Pulsen bliver registreret med det samme, mens signalet fra GPS’en lader vente lidt længere på sig, ja det kan faktisk tage op til tre minutter for den. I mellemtiden kan man så passende varme lidt op, og så snart uret er klar vibrerer det om håndleddet og startskuddet kan lyde.

Undervejs på ruten kan du aflæse tal for din aktuelle fart, puls, og tilbagelagt afstand, samt ved endnu en vibration få dit tempo ved hver kilometer.

Læs også: Microsoft Band 2 - smart motionstracker med GPS og pulsmåler

TomTom Spark kan også assistere dig ved intervalløb, og også her foregår det ved en vibration for håndleddet, der sætter dig i gang efter en bestemt tid eller afstand.

Pulsmåleren er en af de ting, som fungerer umådelig godt på Spark-uret. Den virker meget præcis, og er generelt rigtig hurtig til at registrere din puls. Den er som nævnt indbygget i uret, og du behøver derfor ikke iføre dig nogen bryst-strap for at følge dine hjerteslag.

Både ved almindelig løb og intervalløb er Spark en rigtig god løbemakker, og det er samtidigt også nemt at sætte uret på pause/starte det igen, hvis du må stoppe og for at binde sko eller lignende. Alt i alt er der ikke noget at sætte en finger på undervejs på ruten, men når det kommer til efterbehandlingen af dine data, så er der dog lidt udfordringer for TomTom.

Se også: Sony lancerer Smartband 2 med pulsmåler

Sådan ser interfacet ud i MySports-appen til TomTom Spark
Sådan ser interfacet ud i MySports-appen til TomTom Spark
Foto: Mobilsiden.dk

Middelmådig software

Når du er færdig med din træning, får du et kort resume på uret, hvor du kan se tiden, afstanden, gennemsnitsfarten osv. Her mangler jeg dog muligheden for at kunne se tempoet på de enkelte omgange i stedet, da gennemsnitstempoet ikke giver nogen mening ved f.eks. intervalløb.

Så for at få en mere udførlig gennemgang af dine resultater, kan du uploade dine resultater til TomToms program MySports, der eksisterer både som app til telefonen og som program på PC.

Overførslen til computeren går problemfrit, når først du har installeret programmet, og du får hurtigt en fin oversigt over dine træninger. Informationerne er dog lidt mangelfulde og generelt er interfacet ret kedeligt.

Tjek: Danske Endomondo er solgt [UPDATE]

Det samme gør sig gældende på MySports appen til telefonen, der kan vise de samme ting som pc-programmet, men som slet ikke kan nærme sig enkeltheden i overførslen.

Når du vil uploade din træning til mobilen må du nemlig væbne dig med tålmodighed, og det tager ofte op til 2-3 minutter før der er oprettet forbindelse og aktiviteten kan overføres til appen.

Når ventetiden så er ovre, er det tid til at kigge på dine resultater, og selvom du får de mest basale oplysninger, så synes jeg stadig, der mangler data over makspuls, det maksimale tempo samt generelt en bedre oversigt over dine træninger. Derudover er forbindelsen med dit ur ret svingende, og tit ryger uret af og på, mens du navigerer rundt i appen.

Det bedste ved MySports-programmet er måske, at det tillader dig at eksportere træningspas til andre sportsapps automatisk. Du kan f.eks. sætte Endomondo som én af disse, og direkte se din træningstur i deres app i stedet.

Se også: Oral-B GENIUS, Endomondo til din eltandbørste

Sjovt nok så giver Endomondo dig nogle af de informationer, der netop er savnet hos TomToms app, så dataerne er altså blevet opfanget på Spark, men det er åbenbart først ved brugen af en ekstern app, at man kan få lov at se dem. Det er ikke helt godt nok.

Nedenfor kan du se en sammenligning af TomTom MySport og Endomondos oversigt over en løbetur.

Musikken kan f.eks. høres via TomToms egne bluetooth-høretelefoner
Musikken kan f.eks. høres via TomToms egne bluetooth-høretelefoner
Foto: Mobilsiden.dk

Musikken spiller ikke helt

Uret vi har testet hedder Spark Cardio + Musik, og har således 3 GB dedikeret plads til musik, som TomTom lover kan rumme op til 500 sange, som du kan overføre fra enten en CD eller købt musik i iTunes, mens der dog følger et præinstalleret løbe-mix med. Du lytter til musikken via et par bluetooth høretelefoner, som kan købes yderligere fra TomTom til 400 kroner ekstra.

Ideen med at inkludere musikdelen i uret er rigtig god, og er du glad for at høre toner mens du dyrker motion, så er Spark, i teorien, uret der kan få dig til at lade mobil eller anden musikafspiller blive hjemme.

Jeg siger dog, i teorien, fordi i praksis, så er historien noget anderledes. Uret har ret svært ved at opretholde forbindelse til bluetooth headsetet under løb, og flere gange enten skratter eller ryger forbindelsen.

Tjek: Plantronics BackBeat FIT - Skræddersyet til løbeturen [TEST]

Derudover lytter de fleste også til deres musik på streamingtjenester som eksempelvis Spotify, så at skulle til at lægge musik fysisk fra computeren over på et ur, ja det er både en smule gammeldags og også utrolig besværligt.

Dertil lægges den næsten umulige kontrol af sange på selve uret, og selvom du vælger “afspil” eller “shuffle”, så er det de samme sange, der bliver spillet i samme rækkefølge, uden mulighed for at spole frem, tilbage eller pause.

TomTom skal dog have ros for at forsøge at skabe det komplette produkt, og de har da også lagt fundamentet for det. I mine øjne mangler der muligheden for fx at kunne overføre offline musik med Spotify,en bedre styring af den afspillede musik og ingen udfald i bluetooth-forbindelsen, for at den er helt hjemme.

Se: Chromecast: Få gratis Spotify Premium og Viaplay i 2-3 måneder

På billedet ses fra venstre remmen, selve uret, opladeren samt høretelfonerne til TomTom Spark
På billedet ses fra venstre remmen, selve uret, opladeren samt høretelfonerne til TomTom Spark
Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion - Nøjes med det funktionelle

Indtil nu kan det godt lyde som om, at der er mest negativt at sige om TomTom Spark, men det er dog ikke helt sandt. I langt de fleste tilfælde lever Spark helt op til forventningerne for et sports- og pulsur, og især på de basale elementer klarer uret jobbet tilfredsstillende.

Det er først, når vi når ud i de ekstra funktioner som MySports-appen, musikafspilningen og det generelle look af brugerfladen og selve uret, at kritikken er at finde.

Derfor vil jeg helt klart anbefale den udgave, der hedder TomTom Spark Cardio, der har det basale ur med en indbygget pulsmåler, men som ikke har musikfunktionen. Pulsmåleren er nemlig noget af det, der fungerer rigtig godt på TomTom Spark, mens muligheden for musikafspilning sagtens kan undværes.

TomTom Spark Cardio kan lige nu fås til omkring 1.000 kroner og er således et af de eneste ure i denne klasse, der kan bryste sig af at være vandtæt, have indbygget pulsmåler og så mange forskellige træningsmuligheder på en og samme tid - måske det bedste begynder triathlon-ur lige nu.

Alt dette er med til at gøre TomTom Spark klart anbefalelsesværdigt, og helt sikkert et blandt de bedre sportsure på markedet.

TomTom Spark, vi lander på 4,5 stjerner.

Fordele:

  • Mange træningsmuligheder
  • God pulsmåler
  • Direkte eksport til f.eks. Endomondo

Ulemper:

  • Langsom og besværlig app
  • Klodset desig
  • Middelmådig musikfunktion
 

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies