Eks-Apple-designer: Pladsmangel skyld i Galaxy Note 7-fiasko

En tidligere Apple Watch-chefdesigner har sat Samsung Galaxy Note 7 under lup og giver nu sit bud på, hvorfor den har voldt Samsung så mange problemer.

Eks-Apple-designer: Pladsmangel skyld i Galaxy Note 7-fiasko

Hvad der skulle have været Samsungs måske bedste smartphone til dato endte med at blive den sydkoreanske producents værste flere måneder lange mareridt.

Batteriet fejlede nemlig i den ene Galaxy Note 7 efter den anden. Nogle gange gik telefonen op i røg – andre gange i flammer, og flere brugere har som følge heraf været ramt enten af materielle skader eller forbrændinger.

Læs også: Samsung: Årsag til Galaxy Note 7-skandale offentliggøres snart

Efter den første tilbagekaldelse forsøgte Samsung noget kortfattet at forklare, hvad der skyldtes de mange problemer, men den forklaring blev der sået tvivl om, da præcis de samme problemer viste efter angiveligt sikre ombytningsmodeller også begyndte at bryde i brand – og så måtte Galaxy Note 7 tilbagekaldes for anden og sidste gang.

Sidenhen har Samsung ikke været ude med en officiel melding om, hvad der ligger til grund for den måske største fiasko i mobilverdenen i nyere tid. Først i løbet af december måned vil Samsung fortælle, hvad årsagen til Note 7-skandalen har været.

Pladsmangel fik batterierne til at kortslutte

Tidligere chefdesigner for Apples populære Watch-smartur og maskiningeniør og direktør for firmaet Instrumental, Anna Shedletsky, giver i et blogindlæg nu sit bud på, hvad der er gået galt for Samsung med Galaxy Note 7. Udstyret med en ildslukker og firmaet maskine til at inspicere telefonen er hun, modsat Samsung, nået frem til en klar konklusion.

Der er tale om en designfejl, hvor Samsung har givet batteriet for lidt plads, således at det under normalt brug kan blive presset sammen, og det kan føre til en grim kædereaktion, som til sidst futter Galaxy Note 7 af.

Læs også: Opdatering gør Samsung Galaxy Note 7 ubrugelig i Europa

Batteriet, ikke kun i Galaxy Note 7, men generelt, består af dels et positivt lag bestående af litiumoxid, dels et negativt lag bestående af grafit. De to lag adskilles af to andre lag af polymer, som er gennemblødt af en elektrolytvæske. Det er igennem denne væske, at ioner og dermed energi overføres mellem de negative og positive lag, uden at de kommer i kontakt med hinanden.

Samsung Galaxy Note 7
Foto: Instrumental.ai

De højopløselige billeder fra inspektionsmaskinen viser dog, at der meget vel er opstået kontakt i de tilfælde, hvor batterierne er gået op i flammer. Rundt om batteriet er der nemlig kun mellem 0,1 og 0,5 mm afstand mellem batteriet og ‘metalrammen’, der holder det på plads.

Noget tyder på, at det ikke er rundt om batteriet ved x- og y-aksen, at der har været pladsmangel, men også i højden langs z-aksen. En tommelfingerregel lyder ifølge Anna Shedletsky, at der skal være plads over et batteri til at det kan udvide sig omkring 10 %, da batterier svulmer op under op- og afladning.

Batteriet med lim nedenunder i den to måneder gamle testenhed havde i gennemgangen en tykkelse på 5,2 mm, men der var kun gjort plads til præcis 5,2 mm i højden. Her skulle der have været 0,5 mm ekstra plads, så lagene ikke bliver presset sammen og kommer i kontakt med hinanden.

Læs også: Kunder strømmer til Apple på grund af Samsung Note 7

Konklusionen lyder derfor, at de forskellige lag er kommet i kontakt med hinanden efter de er blevet påført pres, og det har ført til, at ’skillevæggene’ af polymer er blevet presset til et punkt, hvor de negative og positive lag er kommet i kontakt med hinanden. Der er altså med andre ord sket en kortslutning – præcis som Samsung formodede, men uden dog præcis at komme ind på, hvad den kortslutning var forårsaget af.

Teorien lyder, at Samsung har forsøgt at flytte grænserne for, hvor stort et batteri der kan presses ind i den lille plads, der er til rådighed. Problemet har her blot været, at Samsung har flyttet grænserne for meget. Samsung kunne have valgt at benytte et mindre batteri, som ikke ville resultere i kortslutningerne, men det ville til gengæld have betydet en dårligere batteritid end i forgængeren Galaxy Note 5 og iPhone 7 Plus, lyder det.

Samsung satsede derfor ved at øge kapaciteten til 3.500 mAh i den trænge plads, og en mulighed kan således have været, at der er sket ændringer af designet undervejs i udviklingen af telefonen, og det fejlramte batteri har derfor ikke været testet lige så omfattende som et tidligere batteri.

Et batteri skal testes i tusindvis af eksemplarer for at man kan vide sig sikker på, at der ikke gemmer sig en designfejl – noget der sagtens kan tage op imod et år, tilføjer hun i sin gennemgang.