Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Oppo F1 Plus - Sløj selfie-specialist [TEST]

Oppo F1 Plus - Sløj selfie-specialist [TEST]

Anmeldelse af Oppo F1 Plus: der er satset på designet og selfiekameraet i Oppo’s F1 Plus - men den er ikke uden fejl.

Foto: Mobilsiden.dk

Oppo er et kinesiske mærke som de færreste kender herhjemme. Alligevel er selskabet interessant at følge, for på verdensplan stormer selskabet frem og sælger nu lige så mange smartphones som LG, Sony og HTC - til sammen. I seneste kvartal kunne Oppo derfor kalde sig for verdens fjerdestørste mobilproducent.

Selskabets store succes understreges af vækstrater som de etablerede producenter kun kan drømme om. I andet kvartal 2016 eksploderede styksalget fra 9,8 millioner til 23,0 millioner enheder - en vækst på 134 procent.

Succesen har flere årsager, men kan til dels tilskrives datterselskabet, OnePlus’ og deres satsning på prisstærke flagskibstelefoner - men noget af hæderen tilfalder altså Oppo og deres satsning på design og gode kameraer. Noget som dagens test-emne, Oppo F1 Plus skal være et bevis på.

Læs også:  Oppo F1 Plus kan købes i Danmark fra næste måned

Specifikationer Oppo F1 Plus

Mål: 151,8 x 74,3 x 6,6 mm, 145 gram
Display: 1920 x 1080 pixels (401 PPI), Gorilla Glass 4
Ydelse: Mediatek Helio P10 Octa-core processor (op til 2,0 GHz), 4GB RAM
Lager: 64GB + micro-SD
Kamera: 13MP f/2,2 optik + 16MP frontkamera
Netværk: 2G/3G/4G LTE Cat. 6
Batteri: 2.850 mAh + fastcharging 0-75% på 30 minutter
Øvrigt: fingeraftrykslæser.
Pris: omkring 3.000 kroner

Oppo F1 Plus
Oppo F1 Plus
Foto: Mobilsiden.dk

Så snart du møder Oppos F1 Plus, vil du straks bemærke en slående, og sikkert ikke tilfældig, lighed med Apples iPhone 6S Plus.

Jeg vil nu ikke sige, at der er tale om en ren design-kopi, men tager du denne mobil frem i det offentlige vil mange sikkert først tro, at det er en iPhone du har mellem hænderne.
På sin vis er det lidt ærligt, for Oppo F1 Plus er på flere måder mere raffineret end Apple-inspirationen.

Den byder på samme størrelse display, men er markant slankere, lettere og håndterlig end sit californiske forbillede.

Tog man denne mobil, smed et æbleformet mærkat på bagsiden, kunne man godt narre folk til at tro, at her er den endnu uudgivne iPhone 7. Selv det rosafarvede metal matcher Apples ditto til perfektion.

Se også:  Rygte: Oppo Find 9 får verdens hurtigste opladning

Oppo F1 Plus er bare 6,6mm tynd
Oppo F1 Plus er bare 6,6mm tynd
Foto: Mobilsiden.dk

Slank og holdbar

Oppos efterabning slutter dog ikke ved det ydre, F1 Plus virker nemlig ligeså robust og velkonstrueret som originalen fra Apple.

Mobilens metalkabinet er bare 145 gram tungt, men virker alligevel stift og robust. I bunden finder du to usynlige kapacitive knapper som kræver en smule tilvænning, men som virker fint når de en gang er indkodede i fingrenes hukommelse.

På siderne klikker volumenknapperne bestemt, mens hjem-knappen gemmer på en fingeraftrykslæser. Sidstnævnte er dog ikke nær så træfsikker som Apples ditto.

Se også:  Ny OPPO F1 kan forudbestilles i Danmark til skarp pris

Fint display

Skærmen byder på en opløsning på 1920 x 1080 pixels spredt ud over 5,5 tommer. Det ser skarpt ud på afstand, men zoomer du helt ind, kan du dog øjne de enkelte pixels, for AMOLED-teknologien bag skærmen er ikke altid lige så skarp som opløsningen antyder.

AMOLED-teknologien har dog sine fordele: farverne er yderst mættede og betragtningsvinklerne er brede. Den maksimale lysstyrke kan dog ikke helt matche den fra disciplinens mester, iPhone 6S Plus, men det er stadig fuldt ud læsbart i sommersolen.

I bunden leverer en enlig højtaler høj lyd, men det bliver som så mange andre smartphones hurtigt mudret ved max volumen. Skal musikken rent faktisk nydes, bør du slå over til det medfølgende headset – det er langt fra godt nok til audiofile ører og noget billigt at røre ved, men bassen er i det mindste hæderlig.

Se også:  OnePlus 3 - En forbløffende god smartphone [TEST]

Oppo F1 Plusdisplayet er farverigt
Oppo F1 Plusdisplayet er farverigt
Foto: Mobilsiden.dk

En mellemklassemekanik

Vi skal efterhånden langt tilbage i kalenderen for at finde Oppo’s sidste reelle flagskib med dagsaktuelle topkomponenter. Vi skal faktisk helt tilbage til OPPO Find 7-serien fra 2014.
Oppo F1 Plus er heller ikke udstyret med det nyeste indenfor smartphone-mekanik, men må nøjes med samme mellemklassemotor fra Mediatek som blandt andet findes i Sony’s Xperia XA og M5 mobiler.

Det er dog ingen nogen sløv sag, og sammen med 4GB RAM afvikles langt de fleste Android-apps og spil uden længere tænkepauser.

Der hvor F1 Plus virkelig kan give baghjul er dog opladningen. Her finder du nemlig samme potente oplader som selskabet introducerede sammen med Find-serien. Og det betyder at opladningen foregår på rekordtid: 0 til 73% på bare 30 minutter. Venter du en god halv time til, er tanken fyldt helt op. Alt sammen uden at mobilen bliver for varm.

Se også:  OnePlus 3 er ny verdensmester i mobilopladning

I hverdagen er det en fornøjelse ikke længere at skulle bekymre sig om batteriet nu også holder dagen ud. Har du opladeren med dig og adgang til en stikkontakt kan du nemlig tage et pitstop nærmest hvor som helst.

Samtidig synes batteriet at gøre en god figur, til trods for en mindre kapacitet end det man typisk finder i phablet-kategorien. Det blev typisk til halvandet døgns brug i selskab med F1 Plus – hvilket placerer mobilen lige over gennemsnittet.

På antennefronten gør F1 Plus det hæderligt med at koble sig på datanetværket, men oftest kniber det for de hurtige 4G-bølger med at finde vej.

Bluetooth-delen synes heller ikke at være implementeret ordentligt, hvilket vanskeliggør parringen med bluetooth-tilbehør – med et enkelt headset har det faktisk været umuligt at få hul igennem.

Software ser lidt for velkendt ud

Ligheden med Apples telefoner er heller ikke kun skindyb, når du bevæger dig rundt i interfacet vil du hurtigt bemærke mange ligheder med Apples iOS – selvom mobilen altså kører med Android 5.1 Lollipop.

Som hos Huawei, så ynder denne kinesiske producent at smelte elementer fra Google og iOS sammen. Resultatet er generelt meget anvendeligt, med bløde afrundede ikoner og fine fonter krydret med transparens-effekter.

Som i iOS er der ingen app-bakke og du kan tilgå søgefunktionen ved et enkelt svirp nedad. Du kan dog i stor grad selv tilpasse looket på din F1’er, enten med et af de mange tilgængelige temaer eller ved at installere din egen launcher som f.eks. Nova-launcher.

F1 Plus er samtidig bemærkelsesværdig fri for forudinstallerede apps. Eneste større app er en Kingsofts Office-app, og denne kan afinstalleres om nødvendigt. Med 64GB lagerplads, micro-SD uvidelse og masser af fri plads kan du altså shoppe amok i app-butikkerne og stadig have plads til film, fotos og meget mere.

Læs også:  OPPO lancerer Spectrum, Android uden for meget bloat

Frontkameraet på Oppo F1 Plus tager fotos på hele 16 megapixels
Frontkameraet på Oppo F1 Plus tager fotos på hele 16 megapixels
Foto: Mobilsiden.dk

Selvudnævnt selfiespecialist

Oppo F1 Plus satser ikke bare på det almindelige kamera, men er ekviperet med et frontvendt kamera som er mindt lige så ambitiøst som hovedkameraet – om end ikke andet på papiret.

Bagpå byder kameramodulet på 13 megapixels og en f/2,2 optik – intet vildt her. Her lyder frontkameraet 16 megapixels mere imponerende.

Det almindelige kamera er dog ingen sløv sag, det reagerer hurtigt, tager detaljerige billeder med fine farver, selvom dynamikken er set bedre. I mørke er resultaterne også brugbare, men støjen kan til tider tage over.

Slår du over til det frontvendte kamera er resultaterne straks mere skuffende. De løfter som de 16 megapixels lover, bliver slet, slet ikke indfriet af en simpel årsag: det kan ikke fokusere.

Således er fokus fastlåst til omtrent en armslængde fra mobilen, hvilket gør fokus ofte ikke sidder hvor det skal. Baggrunden bliver samtidig forstyrret af nogle mystiske donut-formede artefakter. Værst af alt, så gør det at den reelle opløsning synes at være meget lavere.

Se også:  Sony lancerer Xperia XA Ultra med vildt selfiekamera

Farver og kontrast er dog, ligesom i hovedkameraet, godt afstemt. Oppo stiller desuden en rig palette af retoucheringsfunktioner til rådighed for selfieentusiasterne. Det er i mine øjne ret gimmicky at kunne ændre mit ansigts form og kulør, men jeg er givetvis ikke den tiltænkte målgruppe.

På videofronten er mulighederne mere begrænsede, der kan maksimalt optages i full HD og her er ingen optisk stabilisering til at mindske rystelserne.

Foto: Mobilsiden.dk

En lidt skuffende sag

Oppo F1 er ingen dårlig mobil, men den synes heller ikke at hæve sig over konkurrenterne der hvor den higer efter hæve sig over mængden: designet og kameraet.

Designet er, hvis vi skal være ærlige, nærmest en iPhone-kopi. Den er tyndere, slankere og lettere, ja, men den er ikke sin egen. Selfiekameraet er regulær skuffelse og du skal ikke lade dig snyde af de mange megapixels – jeg har set mobiler med 2 megapixels frontkameraer gøre det bedre.

Ydelsesmæssigt gør den en god figur, lige indtil man støder på irriterende bugs med blandt andet bluetooth og 4G-forbindelsen.

Prismæssigt ligger Oppo F1 Plus i samme lag som datterselskabet OnePlus’ 3’er – som er flere banelængder foran på ydelse, kamera, stabilitet og software. Samtidig skal du ty til udenlandske netforretninger for overhovedet at få fingrene i telefonen – hvilket ikke er betryggende for supporten på den lange bane.

Vi slutter derfor på 3½ ud af 6 stjerner.

Fordele:

  • Flot, slankt alu-design
  • Godt batteri med turbo-oplader
  • Udmærket ydelse

Ulemper:

  • Fejl i bluetooth og 4G
  • Skuffende selfiekamera
  • Ligner en iPhone-klon
  • Skal købes i udlandet

Oppo F1 Plus - Sløj selfie-specialist [TEST]
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies